Tag Archive for: mitte

Varme hilsner fra Berlin

kreuzberg-berlin

Jeg er lige nu på weekendtur i Berlin, hvor temperaturen de sidste par dage har ligget omkring de 35 grader. Vildt varmt, men stadig utroligt dejligt. Det er kun anden gang, jeg er her, men jeg synes, byen er både venlig, afslappende og hyggelig at være. Et godt mål for en weekendtur med bare 55 minutters flyvetur fra Kbh.
Varmen betyder bare, at vi sætter tempoet endnu mere ned og drysser rundt og nyder det. Og hvis jeg ser lidt småopløst ud på billedet, ved du hvorfor. Vi går rundt i en sauna!

I går var vi i det hyggelige og rolige Kreuzberg, hvor cafeer og beværtninger ligger side om side, og hvor der en dejlig stemning langs floden. Der var endda marked med musik og glade dage fredag eftermiddag. Her er det virkelig skønt bare at gå og hænge ud.

I morges var vi friske og startede dagen med en løbetur i Tiergarten, hvor vi nød stilheden og oplevelsen af, at byen vågnede, mens vi kunne nyde egern, gæs og kaniner på turen. Jeg begynder at forstå konceptet med at løbe en morgentur i fremmede storbyer!

Derefter drog vi ind i det gamle Østberlin og så Stasi-museet. Måske ikke det mest muntre og underholdende, men en nødvendig påmindelse om, hvor skræmmende og modbydeligt det er, når en enkelt ideologi styrer, undertrykker, kontrollerer og overvåger en hel befolkning. Så grimt hele vejen igennem, men hvor er det godt, at borgere og organisationer sørgede for, at det hele blev bevaret til spot og spe.

På shoppingtur i Mitte og i varehuset KaDeWe – uden at købe noget. For er den idé egentlig efterhånden ikke røget en tur, nu hvor vi kan købe alt på internettet – og hvor København jo virkelig mere og mere tydeligt er et fashion-mekka? Ikke desto mindre var det hyggeligt at traske lidt rundt med manden min og spise en lækker chokoladekage MED marcipan oppe på toppen af KaDeWe. Varme eller ej!

I morgen står stadig åben,  og vi har nogle timer, før vi flyver hjem igen. Det kunne godt gå hen og blive til Helmut Newton museet, som ligger lige i nærheden af hotellet.

Håber, også I nyder weekenden derhjemme eller hvor I nu er 🙂