Tag Archive for: projektion

 I år kører jeg på fri-jul - og den er juletræsfri.

Juletræet er fra sidste år! I år kører jeg på fri-jul – og den er juletræsfri.


Kære alle I skønne læsere her på Qland,

Rigtig Glædelig Jul!

Det gælder også til Jørgen, som jo synes, bloggen er noget lort. For han satte gang i en vigtig proces for mig for noget tid siden, der for alvor blev indgangen til at forstå projektioner. Og, at alt det vi hører, ser, siger, føler og tænker kommer eet sted fra: Fra os selv! Det kan du læse mere om indlægget her.

En ny retning!

2021 blev året, hvor jeg er kommet rigtigt godt i gang med mit nye studie til psykoterapeut. Det er en livsforandrende proces, jeg har begivet mig ud i – og du kan følge med på vejen og læse nogle af mine blogindlæg under kategorien PSYKOTERAPI.

Beslutningen om en ny uddannelse, en ny retning, ny mening og udvikling i livet, er noget af det bedste, jeg har gjort! Jeg når at blive 58, før jeg er færdig, og jeg forventer naturligvis at have MASSER af tid til at bruge det til at skabe en ny retning i mit liv. En retning, hvor jeg kan give noget til andre og skabe mening for mig selv, indtil den dag, min hjerne og fysik måske ikke kan være med længere.

The BEST Way 
to Predict your Future
is to CREATE it!

Jeg investerer i mig selv, i min udvikling og min fremtid. Og du kommer selvfølgelig også til at se det afspejlet her på bloggen i større og større grad, er jeg sikker på. Men der er stadig plads til alt muligt andet, og en beauty-nørd bliver jeg også nok altid ved med at være.

Og til dig, vil jeg sige TAK, fordi du besøger mig her på QLAND, og fordi du vil bruge nogle af dine sparsomme minutter til at læse med.


Jeg kører på fri-jul i år!

Måske er du isoleret i denne jul! I bogstaveligste forstand – og hvem ville have forestillet sig det for bare et par år siden! Måske er du omgivet af masser af mennesker, måske er du helt alene. Uanset hvad, så håber jeg, at du vil nyde det præcis dér, hvor du er.

For første gang i 24 år står jeg ikke for juleaften. Jeg har skabt mange juleaftner med flotte træer og juleborde – og det har jeg nydt. I år kører jeg på “FRI-JUL”!
Bare os to, ingen forpligtelser, mere stille, mere tid for mig til bare at være. Og det tillader jeg mig altså også at NYDE. Måske bliver det lidt tomt, i alt fald er det anderledes, men vi har jo set, og ser, familien de andre dage. SÅ jeg vil nyde det, og slappe af, og være. Det er noget af dét, som det sidste år har gjort mig meget bedre til.

Mindre gøre, mere være!

En juleaften kan se ud på mange måder. Ofte har vi nok en forestilling om, at alle DE ANDRES jul er som taget ud af eventyrbøgerne. Men tro ikke på det – andres liv er altid langt mindre kompliceret set udefra.
Jeg håber, du vil nyde DIN JUL præcis som den er, stor eller lille, afslappende eller anstrengende, larmende, stille. Er du syg eller isoleret, vil jeg ønske dig god bedring og ønske, du vil få det allerbedste ud af situationen. Lad os håbe, at dette Corona-mareridt snart stopper, så vi igen kan være sammen så mange, vi har lyst, uden frygt ♥

Den gamle remse “Det man siger, er man selv” er i virkeligheden et godt eksempel på begrebet projektion. Når, du kender til projektioner, kan du blive klogere på dig selv – og du kan hente dine projektioner hjem og leve dit liv mere autentisk. I dag blev jeg ikke vred eller ked af en kommentar, der bedømte min blog som både dum og noget lort. Det er fordi jeg ved, at det ikke er min virkelighed eller en absolut sandhed. Og fordi jeg ved, at det sandsynligvis handler mere om Jørgen, end det handler om mig!

I dag var der en kommentar her på min blog om, at den er tæt på at være den dummeste side, som Jørgen længe havde set. Men, at der vel er penge i lortet.

Min blog er altså noget lort, og den er dum. Fint nok, det er en holdning, som Jørgen har ret til at have, og som 100% tilhører ham.
Naturligvis er det ikke umiddelbart rart at blive nedgjort på den måde, men jeg vælger at være flintrende ligeglad. Og i øvrigt blev jeg inspireret til at skrive dette indlæg om projektioner 🙂

 

Ansvaret for oplevelsen, og mine følelser, er min. Den eneste, der dybest set kan gøre mig forkert, er mig.
JEG vælger selv, hvilken betydning kommentaren skal have, og teknisk set er det derfor kun mig, der kan afgøre, om jeg skal være ked af det.

 

Jeg ved jo dybest set ikke, om Jørgen projicerer, men jeg gætter på det – for sådan er det næsten altid, når vi på den måde tillægger andre dårlige egenskaber. Har man så travlt med andre, så hører det som regel hjemme i ens egen ubevidste psyke.



I projektionen flytter vi grænsen mellem os selv og de andre til vores egen fordel (citat Hanne Hostrup).


Alle gør det!

Når, vi projicerer, tillægger vi – på både godt og ondt – andre mennesker følelser, talenter, egenskaber, hensigter, holdninger m.v., som i virkeligheden tilhører os selv. Vi gør på den måde omgivelserne ansvarlige for det, der tilhører os.

Ofte handler det om tanker, ønsker og følelser, som vi ikke kender til, har fortrængt, ikke kan rumme eller anerkende hos os selv, og som derfor kun kan eksistere ved, at de lægges over i andre. De findes i vores psyke, men er nødvendigt at kaste på andre, fordi de er i vores eget ubevidste, eller i det, som Jung kaldte for skyggen.

Projektion er menneskeligt og en måde, som vi alle kan formå at have med vores fortrængte, undertrykte og gemte skyggesider at gøre. Såvel de positive som de negative sider, reaktioner, følelser, egenskaber osv.

Projektioner kan være nyttige og sunde, når vi fx tillægger andre egenskaber, som vi dybest set stræber efter. Egenskaber, vi ville ønske, at vi besad eller måske ikke har set eller anerkendt hos os selv. Gennem projektioner, fx gennem idealisering og beundring, kan vi blive opmærksom på, hvilke sider, vi gerne vil styrke hos os selv.
Eller omvendt ikke kan udholde og derfor har svært ved at bevidstgøre og rumme hos os selv.

 

Psykoanalytikeren Carl Jung arbejdede med skyggebegrebet og påpegede, at projektion nogle gange er den eneste måde, hvorpå vi kan blive bevidste om vores skygger og arbejde med dem.
ALLE projicerer deres skyggesider over på andre, fordi det er den eneste måde, vores psyke kan forholde sig til dem. De gode såvel som de dårlige.

 

Hvis nu Jørgen havde skrevet fx “sikke en spændende og velskrevet blog, den må være en stor succes”, så var det måske et udtryk for, at han selv havde et skjult ønske et sted om at udtrykke sig, skrive og få andre til at læse, hvad han selv havde på hjertet og tjene penge på det.

I stedet skriver han, at det er den “dummeste” side, han længe har set, men at der vel er penge i “lortet”.
Mit gæt kunne derfor være, at det er Jørgen, der inderst inde kan være ked af det, vred eller bitter – måske over hans egen økonomiske, private eller jobmæssige situation. Måske føler han sig ind imellem selv dum eller er bange for at vise sig selv eller stille sig ud i sin sårbarhed og komme til at virke dum eller forkert.
Jeg ved det ikke, det er bare et gæt. Og i alt fald, så tilhører vurderingen Jørgen. Og vurderingen den anden vej tilhører mig.

Alt, hvad vi hører, alt hvad vi ser – og alt, hvad vi siger – kommer nemlig fra os.

Hvad er det, der får os til at mene noget SÅ negativt – eller positivt – om andre, at vi vælger at bruge energi på at dvæle ved det og ligefrem udtrykke vores vurderende holdning om det?
Meget ofte handler det om een ting – OS SELV!

 

Det forbudte lægges over på en anden

Vi har alle vores eget psykologiske univers, vores egen virkelighedsopfattelse. Vi ser dét, som vi kan rumme og forholde os til indenfor vores bevidsthed og selvindsigt. Med andre ord, så har vi alle vores eget meningsfulde verdensbillede – og vi projicerer alle sammen. Vi projicerer det ubevidste og forbudte – og de følelser, som vi ikke kan acceptere som vores egne – over på fremmede, på vores nærmeste, på hele grupper, på verden.

Vi lægger vores egne følelser, holdninger, intentioner og egenskaber over på andre i stedet at tage ansvaret for dem selv.
Det kan være såvel godt som dårligt. Fra grænseløs beundring til vrede, skyld og afsky.

Er vi som børn ikke blevet rummet som de personer, vi er, og med hele følelsesspektret, og er det blevet gjort forkert fx at være vred eller ked af det – så vil nogle aspekter af vores person, adfærd og følelser derfor opleves som forbudte og i stedet fordømmende projiceres på den anden.


Hent dine projektioner hjem

Projektioner er ikke så nemt at forstå, og det kræver opmærksomhed at forsøge at gennemskue, hvad der sker i os selv, når vi ser andre mennesker – og verden i det hele taget – gennem vores egens psykes skyggesider. Men det er til gengæld her, at vi kan lære os selv at kende.
Når vi bliver opmærksomme på, hvad der sker i os selv, har vi mulighed for at hente projektionen hjem til os selv.

Prøv at lægge mærke til, hvornår du tillægger andre følelser, tanker, vurderinger, motiver, egenskaber, talenter osv. og overvej, hvor de hører hjemme hos dig selv.
Er det noget, du ønsker, du besad? Eller noget, du ikke bryder dig om hos dig selv? 

Prøv at gentage de egenskaber, følelser, holdninger m.v. som du lægger over på den anden – men med et JEG foran.

 

Når du lærer at hente projektionerne hjem, vil du opdage dig selv – og begynde at leve et klarere og mere autentisk liv. Uden at putte så meget godt og dårligt over i andre, men ved at se og rumme de tidligere så forbudte og uacceptable menneskelige sider hos både andre og dig selv.