Jeg sidder her med den mest fortryllende udsigt ud over Comosøen. Egentlig er stikket trukket ud – og wifi’en på hotellet lader bogstaveligt talt også lidt tilbage at ønske – og det bliver bare en lille hilsen her på bloggen.
Vi ankom i går til den lille by Lenno, hvor vi må have været snart ti gange (du kan derfor finde flere indlæg på bloggen herfra). Lidt fantasiløst, kan du måske tænke, men på den anden side føler vi os næsten hjemme her og kan med det samme falde ned i en tilstand at ro og nydelse. Lige præcis, hvad naturen og æstetikken indbyder til her.
Eftersom, vi er kommet her de sidste 12 år, begynder der også at komme noget ”kan du huske dengang” over det. Det er nok noget, der kommer med alderen, at man værdsætter at komme tilbage til de samme steder. Nye oplevelser skal der også til, men det ene udelukker ikke det andet.
Vi har været her med familie, og med venner, og en masse gange bare os to, ligesom denne gang, så stedet er blevet noget særligt for os.
Det er ikke fordi, der skal ske så meget – det er netop ideen. Vejret er vi, her de første dage, ekstremt heldige med, og så er der ikke noget bedre end at ligge i hotelhaven direkte ud til søen, slappe af, nyde solen og varmen, og lytte til bølgerne og læse en god bog.
Jeg har for første gang kastet mig over Michel Houllebecq, og hans nye bog Serotonin, som jeg prøver at lade være med at læse alt for hurtigt. Jeg ved, at han er kontroversiel, at hans kvindesyn kan diskuteres, og er man krænkelsesparat, er der helt sikkert nok at tage fat på. Men jeg elsker, at han er rå, skarp, begavet, usædvanligt velformuleret, har sine meningers mod og sætter et kritisk blik på vores moderne samfund og livsførelse. I denne bog er det bl.a. den moderne landbrugsproduktion, der mange steder hverken er til gavn for landmænd, dyr eller forbrugere, der kommer under behandling.
Det rykker ikke noget kun at læse politisk korrekte forfattere og lade os underholde med ligegyldigheder. Det er bestemt ikke, fordi Serotonin ikke er underholdende, tværtimod, men ligegyldigt og mainstream kan man ikke kalde det. Jeg er glad for, at jeg har fået øjnene op for ham og jeg forstår til fulde, at han er oversat til 40 sprog!
Derudover skal der ikke ske så meget. I dag var der marked, og jeg fik indkøbt rå mængder af bl.a. lækre ferskner, blommer og oliven. Men ellers spiser vi på hotellet (San Giorgio) eller på de små lokale restauranter. Vi foretrækker det egentlig ret enkelt, når vi rejser.
I dag slog det mig på hotellet, at det må være den diametrale modsætning til en all inklusive ferie (undskyld min fordomsfuldhed). Her er ikke fyldt op, det er jo sidst på sæsonen, gæsterne er i den modne ende, mange er hollændere og tyskere, og der bliver talt dæmpet og bevæget sig meget afdæmpet og stille omkring. Det føles som et lille refugium, og er meget behageligt at være her (alderstegn nr. 2, jeg ved det!).
I dag har vi været på en lille – og meget varm – gåtur i bjergene, som vi har gjort så mange gange før. Udsigten over søen deroppefra kan man aldrig få nok af. Jeg har faktisk også løbeskoene med og planlægger et par ture i løbet af ugen. Eremitageløbet venter jo ikke så langt forude, så jeg vil lige søger for at vedligeholde min generobrede form. Men der er ikke noget, vi skal, andet end at nyde det. Lave qi gong i morgensolen, slappe af, sove, nyde solen og naturen – og den gode italienske mad!
Om lidt står den sandsynligvis på noget pasta eller risotto, måske et enkelt glas Prosecco, som jeg synes hører til her 😉
Om et par dage, så falder temperaturen efter alt at dømme til et par og tyve grader. Så rejser vi os fra liggestolene og tager ud til nogle af de omkringliggende småbyer eller på lidt vandreture. En tur til Como by, som bestemt ikke er at foragte, regner jeg også med, at det bliver til. Men det bedste af det hele er den udsøgte skønhed, roen og det dér stik, som er hevet ud. Så det bliver alt herfra i denne omgang – men vi høres ved een af dagene ♥
