Tag Archive for: sliktrang

Få styr på slikket

Den nye bog fra kokken og ernæringseksperten Umahro Cadogan sætter et kærkomment fokus på de industrielt fremstillede slikprodukter, som vi gladeligt fylder i os, selvom vi aldrig ville røre mange af de enkelte ingredienser med en ildtang. Mange af os er blevet utroligt bevidste om, hvad vi spiser, og prøver at gå udenom for mange præfabrikerede industriprodukter. Men dér, hvor kæden hopper af for de fleste af os, er (foruden pålæg), når det kommer til slik. Her spiser vi gladeligt de mest usle og billige ting, mens vi oven i købet selv tror på, at det er lækkert. Pengene går til reklamer og fristende emballager og gode placeringer i supermarkedet, mens der i den grad spares på råvarerne.

Slip slikket

For noget tid siden blev jeg opmærksom på, at “vanillekornene” i de billigere vanilleis i virkeligheden er finthakkede grannåle. Nu giver det lidt mere mening, at kvalitets-is koster lidt mere. Alene tanken om, at vingummi er lavet af alkog fra griseknogler, kunne nok også hjælpe mange til at styre slik- og sukkertrangen. På samme måde peger Umahro på, at den ingrediens, som gør skumslik elastisk, er præcis det samme, som gør tapetklister klistret, og at chokolade ofte lavet med billig margarine og ekstrakt af grankogler fremfor kakaosmør og vanilje. Bare disse få eksempler har givet mig et nyt syn på slik, og jeg har nu bestilt bogen, som lige er udkommet, og vil se nærmere på de opskrifter på alternativ slik, som den også indeholder. Forhåbentlig vil den for altid ændre min opfattelse og tankegang omkring, hvad slik egentlig er for noget stads!

Hør en smagsprøve fra bogen her eller køb den på adlibris.com til 229 kr.