Tag Archive for: suppe

Nem og sund kartoffelporresuppe

Trænger du også til lidt at varme dig på her i vinterkulden? Hvad med en lækker kartoffelporresuppe, som oveni købet er et hurtigt, sundt og velsmagende måltid.
Man tænker ofte, at suppe er alt for besværligt at lave, men det kræver faktisk meget lidt. Især hvis man “snyder” og bruger en god færdig bouillon.

Porrekartoffelsuppe

Du skal bruge (til 4 personer)
2 store porrer
2 store bagekartofler (ca. 600 g.)
1 dl hvidvin
lidt timian – frisk eller tørret
4-5 kviste persille og et par laurbærblade
1 liter bouillon – hjemmekogt eller som alternativ økologisk Herbamare
evt. lidt citronsaft
salt/peber
bacontern til pynt

  • Rens porrerne grundigt og skær dem ud i ringe. Brug ikke for meget af det grønne, men gem lidt af det til fint udskåret pynt på suppen

  • Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Sautér dem sammen med porrerne i lidt olivenolie. Det skal ikke tage farve, men må gerne sauteres i ca. 10 minutter.

  • Krydr med lidt timian, salt og peber. Hold igen med saltet, da bouillonen typisk er salt.

  • Tilsæt hvidvinen og lad den dampe af i nogle minutter.

  • Bind persille og laurbærblade sammen med snor og kom det i suppen sammen med bouillonen.

  • Lad suppen simre en god halv times tid.

  • Fisk persillen og laurbærbladene op og blend suppen. Brug gerne en stavblender.

  • Smag til med salt og peber og evt. lidt citronsaft.

  • Pynt med tynde rå porreringe og ristede bacontern.

    Serveres med surdejsbrød, flutes eller rugbrødssnack (kan købes færdige hos bageren eller lav dem selv)

Minestrone – ren velsmag proppet med grøntsager

Grøntsagerne i en minestrone kan doseres og varieres efter smag, efter sæson og efter indholdet i køleskabet. Du kan fx tilsætte squash, forskellige bønner, haricot verts og kikærter.

Her får du min opskrift på en, efter min egen mening, ret så vellykket version. Du kan, udover grøntsagerne, sagtens variere mængden af hvidløg, tomat, pasta og krydderurter efter din egen smag.
Minestrone

Du skal bruge (hovedret til 4-5 personer)
½ pakke bacon i tynde skiver
1 stort løg
1 rød peber
en skive selleri 2-3 cm.
3 stængler bladselleri
1 porre
3 store gulerødder
2 fed hvidløg
4 mellemstore kartofler
1½ l bouillon (hønsekøds- eller grøntsagsbouillon, gerne hjemmelavet, men en færdigkøbt som fx Herbamare kan selvfølgelig sagtens bruges)
ca. 200 g mosede tomater (fås på flaske fra fx Urtekram). Flåede hakkede tomater kan bruges
frisk timian og basilikum
2-3 håndfulde suppehorn eller suppestjerner

  • Skær baconen ud i små stykker og svits den i en stor gryde. Husk at røre, da baconen hurtigt brænder fast.
  • Hak løg, peberfrugt, gulerødder, porrer, selleri og bladselleri i fine tern og lad det smire med baconen i 10-15 minutter sammen med hakket hvidløg og timian (jeg bruger, hvad der svarer til et par spiseskefulde hakket timian).
  • Tilsæt kartoffeltern og lad det smire med i nogle minutter. Hvis du foretrækker bønner i retten, er det også her, de kan tilsættes.
  • Hæld bouillonen og de mosede tomaterne i, og lad suppen koge ca. 20 minutter. Tjek kartoflerne, om de er bløde.
  • Tilsæt pastaen og kog den med efter ansvisningen på pakken, typisk ca. 10 minutter.
  • Slut af med at smage til med hakket basilikum, salt og peber.

Server suppen med godt brød. Jeg synes, et surdejsbrød er rigtigt et lækkert bud til denne suppe.
Suppen kan fryses eller varmes op næste dag.

 Minestrone2