Tag Archive for: trump

Trump har en egenskab, hvor han holder fast og tror på, hvad han vil

Jeg lå på min sofa og fulgte det amerikanske valg til kl. 05 i morges! Det var umuligt for mig at slippe det, og jeg var fuldt og fast overbevist om, at jeg skulle opleve, at Biden slog Trump i en overbevisende sejr. At det amerikanske folk klart ville vise, at de kan se igennem alle løgnene og manipulationen og tage afstand fra en præsident, der mobber, nedgør, bruger øgenavne, forfladiger og simplificerer virkeligheden i en slags leg eller realityshow, der handler om en ting: Donald Trump!

Da vi nåede kl. 5 i morges, måtte jeg sande, at tingene ikke helt gik i den retning, som jeg i min naivitet havde forventet det, der fra min sofa. Det hele var sandet til, og der skete ikke mere, og jeg gik slukøret på køjen, selvom alt håb heldigvis ikke er ude endnu.
Men det værst tænkelig scenarie udspiller sig med en uafklaret situation, hvor Trump meget upræsidentielt puster til en farlig ild og sætter spørgsmålstegn ved demokratiet.

Svært at se op til USA

Jeg husker, hvordan vi for få år tilbage – under Obama – stadig så op til USA og alt hvad der kom derovre fra. Da jeg var ung, slog de stadig i den grad tonen an igennem den amerikanisering, der var begyndt efter krigen. Vi slugte alle de amerikanske værdier om business, forbrug, mode og pop-kultur, og jeg husker, hvordan vi altid lige halsede et par skridt efter dem.

I dag – og særligt efter dette valg – er jeg GLAD for, at jeg ikke er amerikaner. Det må være svært som et fornuftigt og ordentligt menneske at se sit land så polariseret og se så mange stemme for en underlødig, forgældet og løgnagtig person, der kun spiller efter sine egne regler, som leder af det, de stadig selv kalder for verdens mægtigste land. Jeg taler naturligvis helt for mig selv, når jeg siger, at de for mig er til grin, og at deres status er voldsomt for nedadgående. Jeg håber virkelig, at de igen, og gerne, når stemmerne bliver talt op de næste dage, tager værdigheden tilbage og bliver et land, vi kan være stolte af at være i alliance med. Lige nu er det svært at se op til dem, og glansen er gået af alt, hvad der kommer fra overthere.

Jeg tænker først og fremmest med taknemmelighed på at være dansker og europæer. At være del af et velstående samfund, der bygger på fællesskab og demokratiske principper. De amerikanske værdier har spillet fallit, egoismen har – også under Coronaen – vist sin totale mangel på værdi. Det er ikke bare America first, det er også Me first. Jeg sætter stadig min lid til Biden i den værdikamp, der lige nu foregår. Alternativet er intet mindre end skræmmende ikke bare for USA, men også for os.

Slut med Trump – solen skinner stadig!

Du fornemmer nok, at jeg er temmelig oprevet over det, der sker, i det, der skulle forestille sig at være den frie verdens supermagt! De sidste par måneder har jeg brugt en rum tid hver dag på at følge valgkampen på de amerikanske medier. Og tænk, at jeg sidder oppe til kl. 5 helt alene for at følge valget!

Uanset, hvad der sker, så har jeg fået nok. Jeg er TRÆT af Trump. Jeg orker ikke at se mere på ham. Jeg håber inderligt, at valget ikke falder ud til hans fordel – og samtidig frygter jeg et grimt efterspil. Uanset, om han vinder eller taber, er han skidt for verden!
Men eet, har jeg besluttet: der er ting, vi kan gøre noget ved, og der er ting, vi ikke kan gøre noget ved! Og jeg vil stoppe med at bruge så meget energi på Trump, for det er han ikke værd.

Jeg er først og fremmest taknemmelig for, at jeg ikke er amerikaner. Jeg er taknemmelig for, at Danmark og EU (desværre ikke hele Europa) står for nogle helt andre værdier, hvor det ikke bare handler om at rage til sig og konsumere, men også om passe på hinanden.

Solen skinner heldigvis stadig! Også i dag ♥

Trods bekymringer om det amerikanske valg, så skinner solen stadig!

Den ene ting, vi kan lære (lidt af) af Trump

På det øverste billede har jeg skrevet Trumps favoritstrategi – Fake it ’til you make it. Ikke just en i orden fremgangsmåde for en præsident, der skulle forestilles at være ærlig. Men en lille smule kan vi alligevel lære af ham. Ikke at lyve og fordreje tingene og proklamere sejre, vi ikke har fået eller egenskaber, vi absolut ikke besidder.

Men en gang imellem, når vi synes, at tingene går os i mod, kan vi godt prøve at smile, indtil det rent faktisk sætter sig i kroppen som ægte godt humør.
Så lige nu, vil jeg bevare min tro på verden, og TRO og HÅBE på det bedste. Og selvom jeg er træt og latent kan være lidt smågnaven, fordi jeg først kom i seng kl. 5, så vil jeg alligevel vælge at se på det gode og positive. Der er nok i verden, der kan deprimere os – Trump ikke mindst, men lad os dog så i det mindste iklæde os lidt af hans teflon og nyde livet ♥

Som Joe Biden siger: WE CHOOSE HOPE OVER FEAR!