56 år i dag – og fire år tilbage som midaldrende!


Så blev det igen den tid på året! Jeg synes eller lige, jeg blev halvrund, men fra i dag hedder det 56 år!
Ikke ung, bestemt ikke, ikke gammel, ældre – ja, jeg er i alt fald ældre end i går. Nå ja, jeg er vel midaldrende og har været det længere, end jeg lige har set i øjnene.


56 år! Tillykke til mig.
Jeg er ikke ung, det behøver vi vist ikke diskutere, og heldigvis for det. Been-there, done-that.
Heller ikke gammel, hvad f….. er det egentlig også for et ord at bruge. Som en gammel ost eller et eller andet udtjent inventar. En rusten bil. Moden, ok det kan en ost jo også være, men den er mere spiselig – faktisk delikat. Som en saftspændt solmoden frugt, lige til at nyde synet og smagen af.

Yes, jeg foretrækker moden. Og så kan jeg jo passende rådne en dag, når det bliver alt for meget. Forhåbentlig først om mange, mange år. Det er meget bedre end gammel – udtjent, uddateret. Ok, måske, når jeg er 90, så vil jeg overveje det.

Lige nu er jeg så i kategorien midaldrende. Og det har jeg åbenbart, jf. Den danske Ordbog, været i en rum tid. Faktisk i 11 år, uden at jeg har tænkt videre over det. Og nu er der kun 4 år tilbage, før jeg officielt bliver…..moden. Ingen grund til en blød landing med en in between og intetsigende betegnelse som ældre. Jeg vil være moden med al den livskvalitet, som forskningen viser, der følger med.

Livet i 50’erne

50’erne har allerede budt på en del for mig. En nem overgangsalder – og bedst, som jeg skulle nyde livet uden smerter og PMS, så gik der lige 1½ år, så var der jo bingo i mammografiscreeningen. Sikke en rystetur!

Nu er der gået tre år, og skrækken har lagt sig. Jeg har for alvor forstået, at livet ikke varer evigt – heller ikke for mig. Jeg bevæger mig stille og roligt helt ud på den anden side, og om alt går vel, er jeg i en helt normal risiko, som alle andre kvinder, om 2 år.
Så her er et område, hvor jeg er ret glad for, at tiden går stærkt!

På den anden side, er jeg ret sikker på, at forløbet fik skubbet mig i gang med min nye uddannelse til psykoterapeut.
Og er der noget, man kan glæde sig over i 50’erne, så er det iflg. videnskaben bedre kognitive evner, bedre lederevner og generelt bedre vitalitet, når det kommer til at udføre opgaver med lidenskab og vigør.
Jeg føler mig også som en langt mere motiveret og bedre studerende end første gang!

Jeg er nu på andet år og godt på vej til at få gestaltterapien ind under huden som livsstil og væren-i-verden. Det er både hårdt arbejde, men baner også vejen for en lettere og gladere gang på jord.

Og jeg er fuld af lyst og forventninger til at bruge det professionelt om et par år. Fordi det giver mening.

Fra at-have-liv til at-være-liv

At være midt i livet kan betyde, at man går fra et at-have-liv til et at-være-liv.
Stræben efter succes, status og materiel velstand afløses af ønsket om væren, og glæden ved det meningsfulde, givende og skabende.

Det er ikke fordi, jeg fornægter livets goder og lækre oplevelser, og jeg synes fx stadig hudpleje er sjovt – også at dele her på Qland.
Men jeg føler selv, at alderen har åbnet mine øjne for et at-være-liv. Dels bare at nyde det noget mere, og kræve mindre af mig selv, dels også at søge det meningsfulde. Jeg vil have meningsfulde relationer, hvor man kan være i ordentlig kontakt og også kan finde ud af at dele det, der er vigtigt. Og jeg vil skabe kompetencer hos mig selv, så jeg kan lave noget givende og meningsfuldt som psykoterapeut resten af livet.

En af mine rigtigt gode, og kloge, veninder, som er i 70’erne, udtrykker det sådan, at hun nu føler at være gået fra et at-blive-liv til et at-være-liv.
Fra at skulle blive til noget, hele tiden være på vej, til at kunne VÆRE. Til at nyde, det der er, og til at være taknemmelig og tilstede, der, hvor hun er. Det er meget inspirerende.
Har man den evne, og lægger dertil den med alderen generelt stigende livskvalitet og glæde, større empati, selvaccept, psykiske styrke og evne til kompromiser, så er der masser af muligt godt at se frem til.

Vi ved aldrig, hvad der sker, men jeg går nu med forventning og nysgerrighed ind i de sidste fire år som officielt midaldrende.

9 kommentarer
  1. Marlene H
    Marlene H siger:

    Hjertelig tillykke med fødselsdagen 🇩🇰🇩🇰.
    Håber du får en god dag , og bliver fejret, som en fødselar bør fejres.

    Svar
  2. Astrid
    Astrid siger:

    Stort tillykke med fødselsdagen og 56 er en rigtig god alder 😉 Selv ser jeg ikke mig selv som midaldrende, moden eller andre bokse, som andre prøver at putte mig i. Jeg er “bare” mig 🙂

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Kære Helle,

      Af hjertet tak! Med så søde beskeder her og der, er det allerede en dejlig dag.
      Rigtig god dag til dig også – og God Påske!

      KH Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.