Blommesaft med citron og vanille

Blommesaft med citron og vanille

blommesaft_opskrift

Jeg har været så heldig at få lov at plukke blommer fra mine naboers bugnende træ. Der var så mange, at de umuligt måtte kunne bruge dem selv, og så tillod jeg mig simpelthen at spørge, om jeg måtte plukke en portion.

Jeg synes, det er så synd, når frugt ikke bruges til noget, og hjemmelavet saft er altid lækker at have i køleskabet. Det er også fantastisk at have til spændende velkomstdrinks og jeg pønser også på at finde på noget lækkert med min blommesaft – måske med lidt rom, men det vender jeg tilbage til.

Du skal bruge (til ca. 3 liter ufortyndet saft)

3,5 kg blommer
saft af 3 citroner
1,75 l vand
2 vaniljestang
ca. 1 kg. (ca. 400 g sukker pr. liter siet saft)

Flæk blommerne og tag stenen ud. Kom blommerne i en gryde sammen med vand og citronsaft. Flæk vanillestængerne og kom i første omgang de tomme stænger i gryden.

Bring blommerne i kog og lad dem simre i ca. 35-40 minutter, indtil de er meget møre. Skum lidt af undervejs.

Lad saften køle lidt ned. Si i første omgang saften igennem et dørslag. Lad den derefter løbe igennem et klæde (jeg bruger en gammel hvid stofserviet).

saft-gennem-klæde

Mål den færdige saftmængde op, så du kan tilpasse sukkeret. Jeg fik godt 2, 5 liter siet saft, som svarer til 1 kg. sukker.

Kom saften i en ren gryde og tilsæt den udskrabede vanille. Tilsæt sukker. Husk at smage til, så du får den sødme, du ønsker.

Kog saften op og lad den småkoge i ca. 5 minutter. Skum af, hvis det er nødvendigt.

Hæld blommesaften på skoldede flasker (brug en tragt). Skyl evt. flaskerne med Atamon, hvis saften ikke bliver drukket inden for de nærmeste par uger.

Opbevares i køleskab.

 hjemmelavet blommesaft med vanille

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.