Boganbefaling: Det hele handler ikke om dig

Det hele handler ikke om dig

Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard er den antikke filosofi stoicisme kogt ind til benet i en nutidig og praktisk anvendelig forståelse. Vi kender vel alle vendingen at tage tingene med “stoisk ro”, men filosofien bag, der har rødder tilbage til Sokrates og den store romerske kejser Marcus Aurelius, er nu igen for alvor begyndt at få stor interesse inden for både filosofi, psykologi og psykoterapi.

Et liv i balance

Bogen giver dig et indblik i stoicismens grundbegreber fortalt i et nutidigt sprog.
Du bliver slet og ret klogere – på filosofien, men i høj grad også på, hvordan du selv kan opnå et liv i større balance, uanset, hvad livet bringer. Blot ved at ændre nogle få vaner og få livsanskuelser.

Niels Overgaard, der selv er travl kommunikationschef og småbørnsfar, viser med eksempler fra sit eget liv, hvordan stress og mangel på tid og overskud kan vendes til ro og frihed, ved at tage de simple, gamle principper til sig. Og ikke mindst, hvad der giver livet mening. Stoikerne forsager ikke det materielle, men de efterstræber det ikke som det primære.

I bund og grund er stoicisme en disciplineret og virksom livsstil, hvor den indre balance og meningen med livet opnås ved en række enkle leveregler og livsaanskuelser.

Niels Overgaard formår i bogen at gøre stocismen let at både forstå og implementere i sit moderne liv, både privat og professionelt, ved at koge det ned til fem principper. Det er selvhjælp på et enkelt og praktisk, men samtidig fundamentalt og dybt plan.

De fem principper i hovedtræk: Fokusér på det, du kan gøre noget ved. Succes er at gøre det rigtige. Vær disciplineret og sæt dig selv fri. Vær bevidst om døden. Forstå, at det hele ikke handler om dig. Vær noget for andre.

Det er fascinerende at læse, hvordan mennesker for mere end 2.000 år siden gjorde sig mange af de samme tanker, som vi gør i dag. Uden at fortabe sig i historien og de svære gamle tekster, formår Niels Overgaard på en let og underholdende måde at gøre de antikke principper moderne og brugbare.

Meningen findes i livets alvor

Det er slet ikke fordi, det skal være trist og tørt det hele, men ved at være bevidste om døden og livets alvor, og ved at være disciplinerede og være noget for andre, får vi skabt et overskud – et liv med sindsro, frihed og mening, som underteksten til bogtitlen opsummerer det.

Selvudviklingsmæssigt vil jeg vove den påstand, at der vil være noget at hente for langt de fleste i denne bog.

♥ Der er ting, du ikke kan gøre noget ved! Lad dem ligge og fokusér på det, du kan påvirke.
♥ Forstå, at meningen med livet først og fremmest ligger i at have gode tanker og handlinger. Meningen er ikke i sig selv materielle goder, eller børn nødvendigvis, selvom ingen af delene på nogen måder forsages.
♥ Og husk, at om 100 år er du glemt. Der vil ikke være ét menneske tilbage, der kender dig eller har mødt dig. Så det er altså nu, det sner.
Indse livets alvor, at vi selv vil dø, at vores børn kan dø før os selv, og at det eneste, der er op til os, er at gøre det rigtige.
♥ Gør det rigtige og vær disciplineret. Kom op om morgenen og få tingene gjort så godt, vi kan. Husk, at du kan nå ekstremt meget på 20 minutter, hvis du koncentrerer dig om den ene ting!
♥ Og endelig – næste gang, du hidser dig op over noget, så husk, at de også er mennesker med en historie og en grund til deres handlinger. Det hele handler nemlig ikke om dig.

Det hele handler ikke om dig er selvudvikling på et meget basalt plan, som jeg kun kan anbefale at læse, så du får filosofien og principperne ind under huden. Det er ikke kompliceret eller svært at forstå eller komme igennem, men det er lærerigt og inspirerende, og vil kunne rykke de fleste mennesker mod et liv i større balance.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.