Boganbefaling: Ikke afsendt af Lærke Winther

Ikke Afsendt af Lærke Winther er en lille perle af en roman. Sjov og kærlig på samme tid.
Skuespiller Lærke Winthers bog Ikke afsendt er en lille perle af en roman. Den er sjov og fængende og læses som en leg. Den rammer lige på kornet i de svære menneskelige relationer. Om at være menneske på godt og ondt. Og man sidder tilbage med en længsel efter mere – efter at læse, hvordan det går med den indebrændte Marie Pedersen, nu hvor hun begynder at nærme sig verden også med alle sine gode sider.
(Modtaget til anmeldelse af Gyldendal)

Ikke afsendt er en slags brevroman. Den består godt nok mest af Marie Petersens egne breve, og langt de fleste af dem bliver aldrig sendt. Nogle gør dog, og det er mest dem, hvor der ikke rigtigt er noget på spil. Klager til det lokale supermarked, Postnord, kommunen og Forbrugerombudsmanden.

 

Til Danmarks Radios programafdeling

Hvorfor er Kender du typen? blevet beskåret med en halv time? Hjemmet bliver gået igennem alt for hurtigt, og livsstilseksperterne har slet ikke nok tid til at sige, hvad de føler og mener. Det er jo det, der er det bedste. Poul mener, at programmet er blevet alt for overfladisk.

Med venlig hilsen
Marie Petersen

PS. Det er også trist, at der er kommet så mange ukendte kendte med.

 

Vrede er den følelse, Marie er allerbedst i kontakt med, og den er ikke uden en vis underholdningsværdi. Alt, det hun også rummer – som er kærligt, eftertænksomt, ensomt, og til tider nærmest poetisk – kommer ikke rigtigt ud i verden.

Marie bor sammen med gamle gigtplagede schæferhund Poul, der har passeret sin storhedstid, men ikke desto mindre har sine præferencer og spiller en stor rolle i Maries liv.

(ikke afsendt) Kære Susanne,
Sneen dæmper alle byens lyde og dækker forurening og fortrydelser. Hvilken befrielse. Nyfalden sne får det til at kilde i maven på mig. Det er sådan en fjollet barnlig følelse, men jeg kan ikke styre det. Jublen stoppede dog brat, da vi nåede ned ad gaden. Hvem er de hundefjendske mennesker, der salter så ufortrødent? Mennesker kan da bare gå ordentligt på deres dertil indrettede ben? Hvorfor skal de firbenede betale for, at de tobenede er så klodsede. Hvad gjorde man i istiden?
Poul hylede, så vi måtte op igen og finde futterne. Dem bryder han sig ikke om, og jeg kan ikke bebrejde ham det. Jeg siger til ham, at han er en flot hund, men ærligt talt, så ser han fjollet ud med de små futter på poterne. Det er uværdigt for en hund i hans alder. Valget mellem værdighed og smerte er aldrig let, så vi stod på fortovet noget tid. Jeg havde nok valgt smerten, men Poul var i dette tilfælde nød til at vælge værdigheden fra.

 

Marie og Poul passer deres, går de samme ture hver dag. Lige indtil den dag, HenryJette – stamkunde ved det grimme plasticbord i Føtex (som Marie har klaget over) – insisterer på et venskab. Og en gartner i Frederiksberg Have med alt for pæne øjne tilbyder et lift. Og et tilfældigt møde med en lille dreng, et barnebarn, begynder at tø Maries hjerte op. Langsomt, for det er ikke let, når man er i vane med at være et surt brokkehoved.

Marie indeholder det hele – som vi alle – vrede og glæde og sorg. Noget er pakket væk og vises kun til de døde. Noget vises kun til dem, der ikke betyder noget. Dem, der skulle være tæt på, stødes væk. Men ting kan ændre sig.

Og Marie er sjov, og hun er skarp i al sin kritik. Den side må hun gerne beholde, hvis det står til mig. Det er alt sammen et spørgsmål om fordeling og dosering.

Lærke Winther har det hele. Hun er sjov, skarp, kærlig, menneskelig – og ikke mindst underholdende. Jeg er vild med det.

Find bogen hos Saxo. (reklamelink)

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.