Boganbefaling: Planen af Morten Pape

Boganbefaling: Planen af Morten Pape

Jeg er lige blevet færdig med romanen Planen, og det tog ikke lang tid at komme igennem de 560 sider! Den er så relevant, så interessant, så velskrevet, at man ikke kan få nok.

Morten Pape besidder det beundringsværdige talent for at observere og beskrive sine omgivelser så fuldstændig rammende, når han udleverer sig selv, sin familie, indvandrere og racister i betonghettoen Planen på Amager.

planen-morten-pape-blog-anmeldelse

Morten Pape er født i 1986 og i bogen følger vi ham fra gennem opvæksten i det fejlslagne boligprojekt Urbanplanen, som hurtigt bliver et fængsel i beton for underklassen. Et snævert og trøstesløst parallelsamfund præget af vold, racehad, skilsmisser, misbrug og fattigdom.

Hans liv er præget af forældrenes mange skænderier og frustrationer, senere skilsmisse, en far, der ikke magter at være der for sine børn, og en mor, der kæmper med store psykiske problemer. Alt er hele tiden meget symbolsk akkompagneret af tobakrøg. Forældrenes konstante tåger indenfor, de fyldte askebægre, asken, der drysser ned i maden – og senere hans eget hashmisbrug for at komme lidt på afstand af det hele.

Morten er en outsider, brilleaben og professoren, der ikke føler sig rigtigt hjemme nogen steder. Livet er en kamp for overlevelse og skolegangen er præget af de mange indvandrere, der styrer med verbal og fysisk vold og obstruerer undervisningen. Han forsøger at tilpasse sig både indvandrere og de hvide kartofler, som udgyder deres racisme med større og større grovhed især efter 9/11, hvor det bliver mere legitimt. Han beskriver de store problemer, der er i begge lejre, og viser os med billedet indefra, hvor fatal den fejlslagne integration er, og hvordan den går ud over de danskere, som i forvejen er de allersvageste.

Den kiksede, usikre, fattige, højt begavede dreng formår at glide ubemærket ind i alle miljøer, hvor han også ind imellem overtilpasser sig for at være med. Han tager inderst inde dyb afstand fra indvandrernes kriminalitet, kvindeundertrykkelse og rå vold, men også for den lige så modbydelige racisme, som kommer til udtryk i det danske miljø. Han er splittet på så mange måder, også overfor sin egen familie, og det bliver en hård kamp for ham at finde sig selv og en vej frem.

I sidste ende er det mest af alt hos indvandrene i Planen, at Morten føler sig bedst tilpas, og han undgår at falde i rascismegryden. Han tager ikke parti, men favner bredt, som det intelligente menneske, han er, og det lykkes ham at komme videre i livet og væk fra Planen. Han er i dag bachelor i film- og medievidenskab og går på manuskriptlinjen på filmskolen Super16.

Bogen er simpelthen et must for alle, der vil udvide deres menneskeforståelse, nuancere deres forståelse af integrations- og indvandrerproblematikken. Som han påpeger så rigtigt i bogen, er den største opbakning til Dansk Folkeparti paradoksalt størst i de områder, som har færrest indvandrere, ghettoer og parallelsamfund.
Bogen er et must for alle, der tør åbne øjnene for, hvad der foregår på bunden af vores samfund og hvilke betingelser, som de mindre priviligerede børn børn vokser op under i Danmark. Derudover er den velskrevet udover det sædvanlige og også underholdende i al sin trøstesløshed.

Planen kan købes på Saxo her (affiliate link)

4 kommentarer
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Hej Jannie,

      Hvor er det bare dejligt at høre 🙂
      Jeg kan næsten heller ikke anbefale den nok!

      KH og god weekend
      Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.