Den magiske Butik

Den magiske Butik

Den magiske Butik er ikke en forretning, men derimod en dragende bog skrevet af den amerikanske neurokirurg James R. Doty.

Min veninde Eva-Marie Wilken har igen været på spil og læs bogen før mig – og været så ufattelig sød og give sig tid og gøre sig umage med at skrive en anmeldelse her på bloggen. (Læs mere om Marie og hendes anmeldelse af Belgravia her).

den-magiske-butik-anmeldelse
Selv er jeg super spændt på at læse bogen og alene omslaget kan nok gøre de fleste nysgerrige.
I præsentationen af bogen fremgår det, at forfatteren har formået at vende en problematisk opvækst i usle og ustabile kår til i dag at være en succesfuld og velanset neurokirurg. Dette tilskrives bl.a. et møde med en kvinde, da han er 12 år, som giver ham en række tricks, der kan hjælpe ham med at manifestere sine ønsker og drømme. I bogen sammenfletter hans sin egen beretning med den nyeste neurovidenskabelige forskning i, hvordan medmenneskelighed og medfølelse manifesterer sig fysisk og psykisk – og så giver han de hemmelige tricks videre og instruerer os i, hvordan vi skaber den bedste version af vores liv – og gør verden til et bedre sted.

Men lad os nu høre Maries dom!

***

Da bogen ”Den magiske butik” dukkede op i min indbakke og muliggjorde læsning af den berømte professor og neurokirurg James R. Dotys opfattelse af sammenhængen mellem tanke og handling, ovenikøbet underbygget af nervebanernes mønstre i hjernen, blev jeg vældig nysgerrig og kiggede langt efter postkassen i flere dage.

Bogen er skrevet som en blanding mellem New Age litteratur, en udviklingsroman, og i enkelte passager, som lægevidenskab. Denne bredde i skrivestil kan selvsagt forvirre lidt.

Fortællingen (som det jo er) handler om James R. Doty, der som dreng vokser op i fattigdom i en dysfunktionel familie, hvor misbrug og selvmordsforsøg står som væsentlige ingredienser.

Vi følger 12 årige James, igennem et besøg i den ”Den Magiske butik”, der fører ham til den altruistiske kvinde, Ruth. Hun lærer, igennem 6 uger, drengen, hvad hun instinktivt har lært sig selv, nemlig: at man igennem ændring af sine tanker kan ændre sin livsbane, og at det gælder om at forandre sit eget fokus og sine intentioner.
Hun lærer igennem 4 simple øvelser ham (og os), at slappe kroppen af, at tæmme sindet, at åbne hjertet, og at præcisere sin hensigt.

Altruisme er en moralsk grundholdning eller væremåde kendetegnet ved, at den enkelte søger at fremme andres vel uden tanke for egne…

James tæmmer sindet, lærer at præcisere sin hensigt, og formår på denne måde at ændre sin hjernes selvopfattelse.  Han udvikler sig fra at have været en indadvendt, uengageret og ikke særlig flittig gymnasiedreng til pludselig at kunne overvinde praktiske forhindringer, i forhold til optagelse på først universitetet og derefter på medicinstudiet. Set i et logisk lys er det svært at forstå, at hans vej kan lade sig gøre – beskrivelsen af hans udvikling fra uengageret gymnasielev til pludselig at finde sig selv optaget på den sværeste uddannelse han kunne forestille sig, kan rent intellektuelt være svær at få til at hænge sammen. Men det er måske netop præmissen for acceptere de værktøjer, drengen har lært i den magiske butik. Måske er der netop noget, der ligger ud over den normale logik, som kan lade sig gøre.

Han lader sine evner til at præcisere sin hensigt stige ham til hovedet, og gennemlever sit studie med an arrogant holdning til lærere, fag og medstuderende.  En trafik lykke i sidste del af studiet, og en nærdødsoplevelse som følge heraf, tvinger ham til at se livet i et nyt lys, og hans tilgang ændrer sig i en mere ydmyg retning. En anden hændelse flere år senere, hvor han mister en masse penge, åbenbarer muligheden for at slippe fri af materialismens åg og tilegne sig højere grader af medfølelse og omsorg. Dette sidste bliver udslagsgivende for hans store pointe, nemlig at det at kunne kontrollere eller tæmme sindet og præcisere sin hensigt, ikke har nogen værdi hvis man ikke også forstår AT ÅBNE HJERTET.

I dag er han en succesfuld og velanskrevet neurokirurg ved Stanford University, hvor han bl.a. har grundlagt et center for studier af medfølelse og altruisme.

Forfatteren er virkelig god og tydelig, når han i et enkelt sprog forklarer komplekse sammenhænge i hjerne og nervebaner – som fx, når han beskriver, hvordan dele af neo-cortex er med til at forvalte beslutninger og handlinger. På samme måde gør han det nemt at forstå hvornår og hvorfor det autonome nervesystem frigiver adrenalin ved stress. Den slags er der heldigvis en del af, det er godt skrevet, og det gir mening.

Jeg har det derimod svært med, at et begreb som “rig” bliver generaliseret og puttet i samme kasse som “hensynsløs”. Det gør ikke noget godt for fortællingen.
Bogen får på den måde sat sig lidt imellem to stole – med en indpakning og et layout, der imødekommer New Age tænkningens ”godhedssyndrom”, og samtidig med en ambition om at formidle svært tilgængeligt stof. Det er ærgerligt, og kan stå i vejen for, at det egentlige og smukke kærlighedsbudskab fremstår helt klart.

For selve det overordnede værdisæt at ”være god” og at formidle kærlighed og omsorg kan man jo heller bestemt ikke stille spørgsmål ved.

***

Du kan købe Den magiske Butik på Saxo.com(affiliate link)

eva-marie-wilken

Anmeldelsen er skrevet af Eva-Marie Wilken.
www.MariesVerden.dk.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.