Få lidt af d’Angleterre med hjem
Nu kan vi helt almindeligt dødelige får en lille smule af atmosfæren fra hotel D’Angleterre med os hjem! Vi kan simpelthen gå ind og snuse i deres butik d’Angleterre Creations, som åbnede tilbage i august og nu selvfølgelig står i julens tegn.
Man kan i øvrigt gå ind fra siden af hotellet i Hovedvagtsgade, hvis det at gå ind på selve hotellet virker lidt grænseoverskridende. Der er åbent tirsdag – lørdag fra 10-17. Jeg var en tur derinde i går, hvor jeg tog lidt billeder, så I kan se lidt fra den fine butik her på bloggen.
Butikken er udsprunget af gæsternes ønsker om at få mulighed for at købe nogle af hotellets dekorationer og særlige interiør med hjem, så det er faktisk også muligt at købe møbler og cashmere badekåber, hvilket naturligvis ikke ligefrem er i den billige ende. Men der er altså ting, som er til at komme i nærheden af. Butikken forhandler fx også de skønne franske duftlys fra Laduree, som kommer i fine duche farver og i æsker, som man aldrig vil nænne at smide ud.
Du finder flere ting fra hotellets specialdesignede interiør, fx de her stager, som fås i sort og hvid med guld, og som var meget efterspurgte af gæsterne og derfor nu er til salg i butikken.

Coffee table bogen d’Angleterre creations fås også i butikken. Den fortæller historen om det ikoniske hotel, og vi kommer tæt på årets gang med de forskellige højtider og arrangementer som fx jul, nytår, dronningens fødselsdag og modeugen først og fremmest gennem hotellets kreative direktør Alan Evensens arbejde og overdådige blomsterdekorationer og buketter til de berømte gæster. Den fås i øvrigt også på Saxo.com til 399 kr. her.

Du fornemmer nok den meget æstetiske farveholdning og den ikke ligefrem underspillede stil. Det er forfriskende og anderledes end den minimalisme, som vi danskere ellers ofte har tendens til at dyrke. Se bare de fine juledekorationer i stribede d’Angleterre hatteæsker!
Du kan besøge d’Angleterre Creations i Hovedvagtsgade 3. Åbent tirsdag til lørdag fra 10 til 17.








Kan du huske prisen på lysestagerne? De sorte med guld 🙂
hej Helena,
Nej, desværre, men jeg husker, at jeg tænkte, at de var en af de ting, som lå i en prisklasse, hvor man havde en chance for at følge med. Men jeg husker det desværre ikke præcist.
Mange hilsner
Jeanette
Tusind tak for svar, jeg må hellere bevæge mig derind og opleve butikken selv. Så må vi se om man tør vende prismærket om 😂
Der må jeg ind, det ser eventyrlig spændende ud.