Farvel 2019, goddag 2020!

Den sidste dag i 2019, ikke alene et nyt år, men et nyt årti, ligger foran os! 2020 – nu er vi efterhånden kommet ret langt væk fra 1900-tallet og man føler sig lidt som et fossil, når man er født i 1966 og pludselig er blevet den, der kan tale om “de gode gamle dage” 🙂
Men vi skal være glade og taknemmelige for hvert eneste år, vi får lov at være her, ligesom hver alder har sin charme og sine fordele.

Den lille akvarel, jeg har sat ind her, malede jeg i går, og to veninder har allerede, uafhængigt af hinanden, kaldt billedet for meget spirituelt. Selv elsker jeg det også, og måske er der noget om det – måske skal det symbolisere mit nye år med nye udfoldelser, æstetik, lethed og åbenhed.

Alt er i forandring!

Hvad mon fremtiden skal bringe med populistiske ledere i den vestlige verden, klimakrise og en ny verdensorden? Jeg synes, tingene forandrer sig med stor hast, men mon ikke, vi i det alt sammen vil søge tilbage til de mere nære værdier – jeg kan i alt fald for mit eget vedkommende mærke, hvor meget de små glæder, naturen, kunsten og venskaber betyder. Det handler om at være, om at have det godt og om at være i harmoni med mine egne værdier, mere end det handler om, hvordan det hele ser ud på overfladen.

Der tales i det hele taget en forventning om en kommende tid med plads til det uperfekte og det mere diskrete. Det er simpelthen blevet for meget overflade og showoff, og nu kommer modreaktionen på det hele, som kalder på ægthed, mindre klimabelastning og større nærhed og personlighed.

2019 vendte op og ned på mit liv

Netop årsskiftet byder på tid til reflektion over året der er gået, og til overvejelser over, hvad det nye blanke år gerne må fyldes ud med. 2019 blev først og fremmest året, hvor jeg for første gang i mit liv blev ramt af sygdom. Den tidlige brystkræft, som gudskelov blev fundet i mammografiscreeningen og opereret ud, vendte op og ned på min verden, og har i en vis udstrækning efterladt mig et nyt sted. Med usårligheden og den stålsatte tro på min egen styrke rystet og bevidstheden om livets skrøbelighed og forgængelighed som en ny følgesvend. Én, der både kan være deprimerende, men for det meste heldigvis minder mig om, at jeg skal nyde øjeblikket – og at jeg er taknemmelig for at være rask og ude på den anden side.
Uanset, hvordan man vender og drejer det, så har forløbet været traumatisk og efterlader et element af angst, som skal håndteres. Men ingen af os ved, hvad der sker i morgen, og een ting har jeg lært – at livet skal nydes, mens vi har det!

Det samme gælder vores nære. Min mor blev ramt af en blodprop i hjernen for tre måneder siden. Igen har vi så meget at være taknemmelige for. Hun er godt på vej tilbage og har ikke taget mentalt skade – jeg tror, hun rejser sig fra kørestolen igen i starten af det nye år ♥

Så alvorstungt har det altså været for mig i år, men alligevel med taknemmelighed, fordi vi har været så heldige.

Søg de sande værdier

Det ligger i tiden, og også hos mig – det er tid at søge ind til de sande værdier og mærke rigtigt efter, hvad der gør godt. I stedet for, at den ene dag tager den anden, og det ene år tager det andet, så er det nu, vi skal nyde livet og tænke efter, hvad vi har lyst til at bruge vores tid og energi på.

For mange af os, især kvinder tror jeg, er det måske også tid til i den forbindelse at gøre op med at gøre alt det, som forventes, at man skal gøre – altid at gøre det “rigtige” – og tillade sig selv lidt mere egoisme. 2020 skal for mig blive et år, hvor jeg skal blive bedre til at prioritere min tid og få gjort de ting, som jeg inderst inde gerne vil. Jeg skal male mere, blogge endnu mere, træne og genvinde min styrke. Være mere bevidst om at slå autopiloten fra og sige nej til noget og i stedet sige ja til noget andet.

Så jeg siger farvel til 2019, lægger det bag mig, og byder 2020 velkommen med alle de muligheder, det lægger ud foran mig.
Jeg ønsker også for dig, kære læser, at du må få et år – et nyt årti – med masser af lykke og gode stunder, hvor du bare er og nyder livet med de ting, der gør dig godt.

Rigtigt Godt Nytår!

4 kommentarer
  1. Birgitte
    Birgitte siger:

    Så smukt et skriv, kæreste veninde❤️
    Jeg ønsker dig alt det bedste i 2020🌟
    Kærligst Birgitte ❤️

    Svar
  2. Tina
    Tina siger:

    Rigtig godt nytår kære Jeanette 🙂
    Meget smukt stykke kunst du har malet, vingerne slået ud, så jo meget symboliserende for dit nye år.
    Jeg vil gøre som du, sige nej til noget og ja til det jeg selv gerne vil noget mere.
    Jeg håber du og din mor har taget jeres tørn med sygdom og nu kan rejse jer og få et godt 2020 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.