Historien om Marie

Historien om Marie

olga-marie-hylleborg

Man behøver ikke nødvendigvis efterlade sig store værker eller bedrifter for at blive husket i eftertiden. Marie er et eksempel på et menneske, der – ganske vist i det små – lever videre ene og alene af den grund, at hun var et godt og omsorgsfuldt menneske, der bar sin byrde flot.

Selvom jeg aldrig har kendt hende – og hun døde 35 år, før jeg overhovedet blev født – bliver jeg altid meget berørt af historierne om hende. Især, hvordan hun i sin sygdom lod sin forlovede gå og ovenikøbet sendte ham videre i verden med alt hendes brudeudstyr.

Marie var hverken rig, kendt eller berømt, men mindet om hende bliver bevaret i hendes slægt – og så længe historien lever videre hos bare ét menneske, er den ikke væk. Om hundrede år er altid glemt, siger man, men jeg tror, at også den næste generation vil komme til at kende Marie. Og nu skal I også få Maries historie her på bloggen. Måske bliver du også rørt over en ualmindelig vellidt og omsorgsfuld ung pige med en smertefuld skæbne. Måske vil det også sætte tanker i gang, om hvilket indtryk vi efterlader den dag, vi er væk. Og om, hvor godt vi har det i dag takket været den moderne lægevidenskab.

Allerede fra jeg var lille, hørte jeg af og til Marie nævnt i forbifarten. Hun er aldrig blevet dyrket på nogen måder, men hendes historie har altid fascineret mig.
Hun var min farfars storesøster, der døde som en ung kvinde. Han var kun 15 år, da de måtte begrave hende, og hans lillesøster, der heldigvis stadig er iblandt os, var kun 1 år. (tænk som forældre at stå med både et spædbarn og en voksen døende datter! Uden et velfærdssamfund og uden diverse moderne hjælpemidler).

Efternøleren Inge – der i første omgang var pinlig for min farfar – blev måske min oldemors største trøst, da hun mistede sin datter. Men trøst fandt hun også her på kirkegården, hvor hun havde stillet en stol, så hun kunne sidde ned på sine daglige besøg.

marie-hylleborg-grav

Billederne, breve og præstens nedskrevne tale er bevaret, så jeg har haft mulighed for at dykke lidt mere ned i historien og også få bekræftet, at hendes gode væsen ikke bare var en myte skabt af hendes alt for tidlige død.

Olga Marie Hylleborg var født den 18. maj 1909 og døde som bare 22-årig den 31. juli 1931 efter flere års smertefuld sygdom. Hun havde leddegigt, og indtil 1950’erne fandtes der ikke en effektiv behandling. Den gang var det en stærkt invaliderende sygdom, der gjorde folk fuldstændigt afhængige af hjælp.

I præstens tale kan jeg læse, at hun levede de sidste år i smerter, hvor alt langsomt blev taget fra hende:

“Marie holdt meget af sang og musik. Det var derfor svært for hende, at hun ikke længere kunne sætte sig til klaveret og spille. Men en dag, da hun havde fået det lidt bedre, ville hun hen til klaveret og prøve. Men ak! Hendes fingre magtede det ikke – og sådan var hendes sidste fire år jo en bestandig sigen farvel til det, der havde glædet hende og som hun havde kært.” 

Marie blev passet af sine forældre, hvilket man i hendes breve kan læse, at hun både var uendelig taknemmelig for, samtidig med, at hun var ked af, at det belastede dem så meget i deres travle hverdag.

“Ja, sygdommen tog hendes skønhed og kræfter, men ikke hendes godhed. I sygdommen var hun tålmodig, fordi hun ikke ville gøre det sværere for sin kære, og i kærlighed lå hun og fulgte dem, og tænkte på dem, og sygdommen fik aldrig lov at gøre hendes til egoist.”

(Jeg kommer til at tænke på min farfar, hendes lillebror Peter, da han over 60 år senere lå dødsyg af kræft. Han var præcis på samme måde. Fulgte interesseret med, var positiv og beklagede sig aldrig unødigt. Forsøgte til hver en tid at få det bedste ud af tingene. Måske har han fulgt Maries eksempel, hvem ved, og måske vil vi, der følger efter, gøre det samme, hvis vi kommer i en lignende situation en dag.)

Leddegigt er en kronisk betændelsestilstand i kroppens bindevæv, som rammer især led og knoglevæv, men også kan gå ud over andre organer. Marie døde af nyresvigt, og i den sidste tid vågede hendes forældre på skift over hende. I slægtsbogen er hendes død beskrevet:

“Hylleborg var gået ind i deres soveværelse for at få lidt søvn, efter at have siddet hos Marie, og han havde sovet lidt, da han kom ind i sygeværelset og spurgte: Kaldte Marie på mig? – Nej, svarede Christine, Marie døde for lidt siden!”

Det er ligeledes beskrevet, at et familiemedlem, som Marie var nært knyttet til, sad langt derfra og mærkede det i det øjeblik, at Marie døde. “Så, nu døde Marie”, sagde han til sin kone.
Er det tilfældigheder, er der mere mellem himmel og jord, er det stærke intuitioner, eller energier mellem mennesker? Jeg ved det ikke, kun at Marie gjorde et stort indtryk på sin omverden. Hele den lille by, hvor hun boede, og den nærmeste omegn, deltog i begravelsen.

marie-hylleborg
Marie var kendt for sin godhed, og blev kaldt “Byens Engel” i den lille by, hvor hun – og i øvrigt senere jeg – voksede op. Hun må virkelig have været noget for sig. Hun var forlovet og skulle giftes med denne pæne unge mand ved navn Ernst.

ernst-larsen

I hendes sygdom besluttede hun at gøre det forbi, for at lade Ernst gå ud og finde en ny, som han kunne have en fremtid med. Med sig fik han Maries brudeudstyr, bl.a. linned og sølvtøj med hendes initialer på. Min far kender i dag Ernsts søn og har fortalt ham historien, så også de ved, hvad der ligger bag initialerne på de arvestykker, som er tilbage, og til den kærlighed, som hun viste ham i hendes umulige situation.

Til slut får I et uddrag af et af Maries breve fra den 21. januar 1929:

maries-brev

“Nu i den sidste uge har jeg ligget den meste tid, jeg har vist lidt influenza ved siden af, det sinker mor forfærdeligt, for jeg kan ikke selv vende mig i sengen eller tage hænderne ovenpå dynen, så mat er jeg og så af smerter”.

“…nu håber vi jo på det bedste, det er jo kedeligt i den alder at være så plaget af gigt. Det er jo også slemt for far, mor og Ernst og i det hele taget dem, der skal omgås mig, farbror og tante kan nok slet ikke kende mig for lige så livlig og glad, jeg har været, lige så stille og rolig er jeg nu. I kan tro, det ikke er nemt at holde humøret oppe, og jeg græder hver dag, når jeg til tider ikke kan røre mig, og jeg ved godt, at det er dobbeltgalt for mor at holde humøret oppe. I kan tro, jeg er glad for far og mor, der er så søde til at hjælpe mig med dette, men hvis jeg nu kommer mig skal jeg nok huske at skønne på det, og Ernst er rigtigt nok også sød og tålmodig.
Næste gang jeg skriver, håber jeg, at jeg er blevet rask.”

 

Jeg håber, at Marie har rørt Jer en lille smule, og måske givet lidt stof til eftertanke.

 

Kærlig hilsen Jeanette

5 replies
  1. Pia Trans
    Pia Trans siger:

    Sikke en fin og tankevækkende historie. Meget inspirerende at Marie formåede at holde sin venlighed og omsorg intakt gennem så barsk et sygdomsforløb – der er virkelig noget at lære!

    Svar
  2. Berit Hulgaard
    Berit Hulgaard siger:

    Nej hvor er det flot skrevet, Jeanette😘
    Har hørt om Marie som var min fars kusine,
    Jeg har jo kendt hele din familie vældig godt, det var sammenhold hos de gamle (dine oldeforældre og min farfar/farmor), tak 🙏

    Svar
    • Voksenlivsstil
      Voksenlivsstil siger:

      Kære Berit,
      Tusind tak, og hvor er det dejligt, at du skriver.
      Din farmor og farfar må være den tante og farbror, som Marie skriver til og som stod hende så nær.
      Hvor må det have været dejligt for Jer børn – både Jer og min far og Knud – at vokse op i den familie.
      Jeg selv og Christian har jo haft den allerstørste glæde ved at bo så tæt på Peter og Thyra – de har betydet alverden for os. Der var noget særligt over de mennesker, og man kan jo kun håbe, at vi der er fulgt efter har bare en smule af deres kvaliteter. Sammenholdet er ikke helt det samme, men alligevel er der en samhørighed. Se bare, hvor Maries historie rører os alle.

      Mange kærlige hilsner
      Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så del den meget gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.