Hvad kan dine drømme betyde?

At arbejde med dine drømme efter den gestaltiske metode kan blive indgangen til nye åbninger og indsigter i dit forståelse af dig selv og dit liv lige nu.
Hvad betyder dine drømme? Det har du sikkert af og til tænkt over. Nogle tror på, at drømmesymboler betyder noget bestemt, og at drømme kan tydes af andre. I min gestaltterapeutiske verden ser det anderledes ud – men slet ikke mindre interessant! Her er det nemlig DIG, der indeholder svarene på alt det, som du har fortalt til dig selv i løbet af natten.
Ved at arbejde med den gestaltiske metode, bliver drømmearbejdet indgangen til nye åbninger og indsigter i dit forståelse af dig selv og dit liv lige nu.

 

I den gestaltterapeutiske eksistentielle verden – som giver så meget mening for mig – er drømme ikke noget, andre tolker eller serverer et facit på.
Symbolerne og billederne har de meninger, som drømmeren selv når frem til at tillægge dem, når drømmen foldes ud i drømmearbejdet.

 

Freud kaldte drømmene kongevejen til det ubevidste, og selvom det ikke lige er hans metode og verdensbillede, jeg køber ind på, så er der noget om snakken. I alt fald kan drømmene være vejen til det indre, det fornægtede eller sider af os selv, som er gået under radaren i vores opmærksomhed.

 

Drømme har vi alle, 4-6 stykker hver nat af kortere eller længere varighed, men der kan være forskel på, hvor meget, vi husker. Er du interesseret i at lære dine drømme at kende, så er det et godt tip at have en notesbog ved siden af sengen og skrive ned, hvad du husker, i det øjeblik, du vågner.

Vil du arbejde terapeutisk med dine drømme, så kan du føre en drømmejournal, eller du kan komme til terapien med et brudstykke fra en drøm eller måske en gammel gentagende drøm.

Det du drømmer, handler om DIG

Når jeg tilbyder drømmearbejde foregår det efter en metode formuleret af psykolog og gestaltterapeut Jørgen Groth.

Meget kort fortalt…

– genfortæller klienten sin drøm i nutid, og de vigtigste elementer i drømmen sættes op i en række stole.

– Herfra beskrives og undersøges de forskellige elementer, og drømmeren sætter sig i hvert elements sted ud fra tesen om, at det vi drømmer handler om os selv.

– Vi finder ud af, hvad de enkelte dele har af egenskaber og intentioner, hvordan kan de beskrives med menneskelige egenskaber (også selvom de er ting eller følelser). Selve handlingen er ikke nødvendigvis det vigtige, men derimod de budskaber og egenskaber, der er i drømmen, og den undersøgelse og dialog, vi etabler med de forskellige elementer.

– Herefter tager drømmejeg’et de enkelte egenskaber hjem til sig selv og fortælle i hvilken udstrækning, de genkender dem hos sig selv.

– Og det viser sig, hvilke budskaber, der er i drømmen og hvilket eventuelle billede det åbner om klientens livssituation.

 

Dine drømme kan indeholde budskaber fra dig til dig eller de kan være billeder på din livssituation.

 

Drømmearbejdet kan vise sig at være en øjenåbner og en vej ind i en ny forståelse og anerkendelse af dig selv med en række egenskaber, som måske har været fornægtet, “forbudte” eller af forskellige årsager er lukket ned for adgangen til i dig.

Du kan gå i samtaleterapi både med personligt møde og online hos mig, og i forløbet kan det måske blive relevant at tage fat i en vigtig drøm, der opstår eller længe har ligget i systemet eller som bliver ved med at vende tilbage.
Læs mere på Psykoterapi-gentofte.dk.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.