JOY

Jeg har jo truet med flere filmanmeldelser, og i aftes havde jeg valgt at gå i biografen og se Joy, som er bygget løseligt over mangemillionæren, opfinderen og tv-shop sælgeren, Joy Mangano.

Filmen er absolut underholdende og værd at se, og selvom den ikke er en kæmpe storladen film, er Jennifer Lawrence dog Oscarnomineret for rollen som Joy. Alt behøver heller ikke være mesterværker, og her er der bare tale om god gedigen underholdning og lidt til eftertanke også. Det er nok lidt af en pigefilm, men til gengæld til alle aldre – vi var tre på hhv. 24, 49 og 82 år i biffen, og vi kunne alle rigtigt godt lide filmen.

Selvom Joy går så gruelig meget igennem, er det alligevel en feelgood film, fordi vi alle ved, at det hele nok skal gå godt i den sidste ende. Den er ikke helt så corny og sjov som instruktøren David O. Russells forrige film The Silver Lining Yearbook og American Hustler, men den har noget andet – fortællingen om livets foranderlighed, op- og nedture, om potentiale og kampgejst, flid og loyalitet.

Feelingen og dele af castet er dog stadig det samme, som i de tidligere film: Jennifer Lawrence, Robert De Niro (i en dejlig afdæmpet rolle) og Bradley Cooper (som vi kvinder jo altid gerne vil se). Og vi ser da også skæve karakterer som Joys mor, der er apatisk og fortabt i sine sæbeoperaer, hendes på en gang vage og dominerende far og dennes nye rige kæreste, spillet af Isabella Rossellini, der investerer i Joys opfindelse, som er en selvvridende moppe, hendes misundelige og ondskabsfulde halvsøster, og Joys eksmand og ven, der viser sig at være den i familien, som bidrager med de bedste råd. De andre ødelægger mere end de gavner.

Joys bedstemor har altid set et stort lys i hende og indgydet hende selvtillid, hun var den bedste i sin klasse, fantasifuld og opfindsom allerede som barn, men er endt med at ofre sig for alle andre – for sine skilsmisseramte forældre, sin fraskilte mand og sine to små børn. Indtil det går op for hende, at hendes sande jeg har været gemt væk alt for længe. Hun starter en slidsom, risikofyldt, og til tider næsten umulig, kamp for at få sin første opfindelse, den nye gulvmoppe, til at nå markedet og få succes.

Banalt? Ja, det er det måske. Alligevel nød jeg filmen, fordi den viser, hvordan det kan gå op og ned gennem livet, og at man ikke skal give op. Det kan lade sig gøre at være hengemt og have begravet sit potentiale i perioder, livet kan virke håbløst til tider, men der er også en vej frem. Samtidig ser vi et fint portræt af en kvinde, der både i modgang og medgang viser sig at være den stærke, intelligente og opfindsomme matriak, der forbliver loyal og omsorgsfuld overfor alle sine venner og sin skæve familie – også dem, der måske ikke åbenlyst havde fortjent det.