Læg en flot og naturlig concealer

Læg en flot og naturlig concealer

En god concealer er uundværlig, hvis du vil skabe den helt perfekte base med en ensartet hud. Foundations har jeg været inde på fornyligt (se eksempler på flydende foundation her og en mere dækkende her – og mineral pudderfoundation her). I dag sætter jeg fokus på concealeren, som jeg næsten også altid bruger – i alt fald, hvis makeuppen skal være rigtigt flot. Hvis du har meget travlt, kan du selvfølgelig undvære den, men omvendt kan man også nøjes med concealer, hvis man ikke er til den store makeup eller foundations.

concealerEn concealer bruger du til at dække farven i huden med, der hvor den ikke er ensartet – fx under øjnene. De fås som penne, som stifter, som cremer i fast eller flydende form – og endda som pudder. Til den lidt ældre hud er det vigtigt at bruge en, der ikke er for tør og sej, da den ellers vil lægge sig i linjerne, og jeg vil blandt andet vise dig en helt ny flydende concealer, som er fantastisk smukt dækkende og naturlig.

Jeg vil anbefale, at du vælger din concealer i en nuance, som er en lille tone lysere end din hudtone og din foundation. Dermed vil den, udover at dække, også skabe en highlight effekt. Men den må endelig ikke være for lys, så du ser kalket eller unaturlig ud.

Udover området under øjnene, så løfter jeg mit look ved at bruge en lille smule concealer under brynet og i øjenkrogen. Øverst ude på siden på kindbenet kan man også highlighte, men der bruger jeg en rigtig én til formålet med lidt glimmer (enten Jane Iredale In Touch eller den nye og meget smukke Supreme Illuminator fra Sensai). Men det er jo ikke dét, det skal handle om i dag.

Billedet her har jeg vist før – med dækkende foundation og concealer og hele baduljen.

barepro-liquid

Når vi taler concealer, taler vi som regel først og fremmest om huden under øjnene, som ofte får os til at se lidt trætte ud. Her er huden tynd, og de små blodkar kan give et lidt mørkt eller blåligt skær. Det kan friske helt enormt op med en concealer i den rette farve. Den bruges også til generelt at dække urenheder og karsprængninger fx ved næsefløjen eller andre steder.

Jeg foretrækker som hovedregel at bruge concealeren før min foundation, hvorefter jeg kan blende dem naturligt sammen – men det er lidt en smagssag. Nogle gange kan man også bruge concealeren bagefter til at korrigere ekstra med, hvis det er tiltrængt. Start hellere behersket med din concealer, for det kan være, at det viser sig, at din foundation dækker nok i sig selv.

Det er vigtigt for mig, at en concealer dækker godt, men samtidig ligger naturligt på huden og ikke virker tør. Her kan du se dem, som jeg bruger i øjeblikket.

bedste-concealer

Allerførst vil jeg fremhæve den helt nye flydende concealer fra det svenske mineralmærke IDUN Perfect under eye. Den har en sjælden kombination af at være let og naturlig, men samtidig dækkende. Den er meget, meget flot og jeg vild med den. Jeg har den i farven Light, og den fås hos IdunMinerals.com til 255 kr. Jeg vil ikke påstå, at den er drøj brug, for man bliver lidt afhængig af den 🙂 Konsistensen og måden, den lægger sig på huden er perfekt til den modne hud.
Jeg bruger den før min foundation, under øjnene og lidt under brynet for at highlighte. Den kan også bruges andre steder, hvor du har brug for at dække, men til det har du måske brug for en ekstra stor dækkeevne – så læs bare videre.
idun-concealer-perfect-under-eye
Din concealer kan, ligesom foundations, lægges på både med fingrene, med pensel eller med svamp alt efter temperament. Jeg gør lidt af det hele, men jeg er ligeledes blevet meget begejstret for den nye runde og spidse makeupsvamp fra IDUN. Den er meget nem og hurtig at bruge, når concealeren nænsomt skal blendes/duppes (ikke gnides) ind i huden – og så kommer den netop ind i krogene, som man har brug for med en concealer – og med foundation for den sags skyld. Svampen til 99 kr. kan fås hos IdunMinerals.com.

idun-minerals-makeup-svamp

En mangeårig og meget stor favorit hos mig er Youngblood Ultimate Concealer, som er meget, meget dækkende. Den kan virkelig redde en træt dag eller selv de mest heftige rander og ujævnheder. Den er cremet, så den ligger stadig flot på huden. Jeg bruger den i farven Medium, og den fås hos Matas her.

youngblood-concealer

Det danske hyperallergivenlige makeupmærke Miild, har også en meget fin cremet concealer, der – som med alle deres ting – er meget naturlig og let at arbejde med. Her får du endda to nuancer, hvis du virkelig vil arbejde med farvekorrektionen i huden. Den ferskenfarvede mindsker det blå/lilla, som vi typisk kan have under øjnene. Den lægges på først, hvorefter du bruger den gullige ovenpå. Du kan selvfølgelig også vælge kun at bruge den gullige concealer, som er perfekt til at dække urenheder, rødme eller pigmentfejl. Vælg også Miild, hvis du lider af eksem eller allergi! Fås hos Miild.dk til 240 kr.

medium-concealer

Til sidst vil jeg vise dig en farvekorrigerende pudder fra Dr. Hauschka. Den kan bruges både under og over din foundation, men jeg synes, det giver mest mening at bruge den som et afsluttende pudderstrejf til allersidst. Lige til at give den allersidste ekstra udjævning og glathed, men ikke for meget, så det bliver for pudret.

dr-hauschka-colour-correcting-powder-translucent

Den ligner en helt almindelig pudder, når den kommer på – og du skal ikke være bange for den grønne farve, for den er med, fordi den neutraliserer rødme!

dr-hauscka-concealer-pudder

En god concealer er for mig lige så vigtig at have i makeup værktøjskassen som en smuk foundation, og den har faktisk mange funktioner. Til førstehjælp på en træt dag eller ved urenhed i huden – til en hurtig opfriskning, når du ikke har tid til den store makeup – eller som prikken over i’et til den perfekte ensartede base.

Kærlig hilsen Jeanette

 

8 kommentarer
  1. Birgitte Bonde
    Birgitte Bonde siger:

    Uha, Jeanette…jeg får bare lyst til at købe det hele 🙂

    Tak for dine altid gode råd og input – jeg må have fat i en concealer 🙂

    Hav en dejlig tirsdag aften.

    Kh, Birgitte

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.