Næste gang skal jeg vaccineres!


Nu er det 12 dage siden, at jeg begyndte at få ondt i halsen (på min ferie, hurra), og det snart viste sig, at jeg var ramt af influenza. Jeg, der ellers meget sjældent er syg, og faktisk slet ikke havde tænkt den tanke, at det kunne ramme mig. Hvor naiv har man lov at være?

For mit vedkommende var den første uge rigtig hård med muskelsmerter, ekstrem træthed og feber – og en generel langsommelighed både fysisk og i hovedet. De efterfølgende dage er jeg kommet mere og mere tilbage til normalen, men lige nu er det faktisk først og fremmest psykisk og kognitivt, jeg stadig føler mig lidt mindre mig selv, end jeg plejer.
Måske har du selv været der – eller er ramt – og kan genkende det?

Jeg har faktisk lidt svært ved at skrive og være kreativ, og jeg orker ikke at læse og koncentrere mig så meget. Det er lidt deprimerende, herunder også alene tanken om, hvor sårbar man egentlig er og hvor pludseligt, man kan blive sat ud af spillet. Ok, nu ved jeg godt, at det trods alt ikke er værre, men det er alligevel en lille reminder om, hvor taknemmelig man skal være for at være sund og rask.

Det er vist ikke unormalt at blive lidt deprimeret ovenpå en influenza, og jeg tror også, at for mit vedkommende bare er fordi, jeg er så træt af ikke at være helt up to speed. Som i MEGA træt!
Alt det, man gerne vil og gerne vil skrive om, og så er man bare sat i stå!

Nu kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft influenza, måske en enkelt gang før, men jeg kan forvisse dig om, at jeg skal have en vaccine næste sæson! Og hvis du ikke selv lige har været ramt og har det i frisk erindring, hvor hård en rigtig influenza er, kan jeg kun anbefale dig at overveje det samme. I min (gode gammeldags) kalender står der, som du kan se, nu Influenza vaccine – husk det nu!!!, når vi rammer oktober. De 150 kr. og det lille prik vil være det hele værd!

Heldigvis er jeg ved at være mig selv igen – der er nok noget om, at en influenza alt i alt tager et par uger – og jeg regner med at være helt 100% tilbage og i fuldt vigør her på bloggen i løbet af de næste par dage. Der er masser af gode indlæg i pipelinen, som bare venter på, at min hjerne begynder at fungere ordentligt igen, og jeg GLÆDER mig og håber på din tålmodighed med mig ♥

4 kommentarer
  1. Tina
    Tina siger:

    Øv hvor surt lige til ferie.
    Forstår godt du vil have en gardering til næste år.
    Jeg var selv ramt dagen efter nytår, slemt i år.
    Håber du er ok nu og vil ønske dig en god weekend:-)

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      tusind tak, kære Tina – jeg er helt på toppen nu, hvor der er gået præcis 2 uger 🙂 Du ved jo, hvad jeg taler om.
      Rigtig god søndag til dig!
      KH Jeanette

      Svar
  2. Lotte
    Lotte siger:

    Hvis det er nogen trøst har vaccinen ikke gjort nogen forskel i år. Det er en anden slags influenza end den man satsede på da der blev vaccineret.

    Svar
    • Jeanette
      Jeanette siger:

      Hej Lotte,
      Ja, det er en faktisk lille trøst, at der alligevel ikke havde været så meget at gøre 😉 Men er der en chance for at undgå det en anden gang – og så lige på en ferie!!!!! – så satser jeg på en bedre vaccine næste gang. Forhåbentlig køber de lidt mere ordentligt ind til næste sæson! Tænker også på de stakkels ældre og svagelige, hvor det virkelig kan være alvorligt.
      KH Jeanette

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.