Om en løbetur, ordet bikini, og en renoveret mindesten!

Jeg ved ikke, om du også så småt begynder at mærke energien i lyset, der vender tilbage og dagene, der støt og roligt bliver længere? Dagen er nu tiltaget med snart to timer, og det er noget, der kan mærkes. Det bliver ligesom lidt svært at holde humøret og initiativet i bund 😉

I dag kom jeg endelig ud og løbe igen. En telefonsamtale med en veninde i morges gav den sidste motivation. Hun havde været ude og løbe, og så nævnte hun noget med en kommende rejse og ordet bikini – og så var det ligesom, at jeg kom i gang! 😉 Skal jeg være helt ærlig, har jeg jo ikke løbet siden Eremitageløbet i oktober.

Det føltes rigtigt godt, og selvom jeg var lidt forpustet, er jeg ikke nået at gå helt bag af dansen. Nogen ny fartrekord på de 6 km. slog jeg ikke ligefrem, men hvad gør dét – jeg er i gang. Med motionen kommer der endnu mere overskud, lækre lår og positive tanker!

***

På mine løberuter kommer jeg altid forbi Emilie Schimmelmanns mindesten, hvis tekst jeg holder så meget af. Det er sted, som man kan mærke er noget særligt, hvis man stopper lidt op (altså ikke på løbeturen, men ved andre lejligheder). Monumentet er i sin tid skabt til at skabe store følelser, og det gør det stadig i dag. I alt fald for mig.

Monumentet er fornyligt, til min store glæde, blevet renoveret, så ikke mindst teksten (af Christen Henriksen Pram) er tydelig at læse. Før, stod jeg af og til og kæmpede med at tyde den, og jeg syntes, at det var så synd, at den måtte gå så mange næser forbi, fordi teksten med det smukke og højt estimerede digt næsten var umulig at se.

Nogle gange må vi huske at stoppe op og se skønheden, der hvor vi er, kunsten lige omkring os, og det store i det små. Med teksten forestiller jeg mig, at en utroligt vellidt kvinde, som var savnet dybt, har siddet eller gået og kigget ud over vandet og nydt det selvsamme sted, hvor jeg nu går eller løber forbi.

Emile Schimmelmann, eller Emilia, som hun kaldes i digtet – eller Emilie Caroline Christiane Rantzau, som hun hed i virkeligheden – var en verdensdame og en førende og samlende figur i selskabs- og kunstlivet i København på sin tid. Hun og hendes mand, finansminister Ernst Schimmelmanns boede om sommeren på Sølyst på det, der i dag hedder Emiliekildevej (og hvor Joachim og Marie i øvrigt bor, men det er jo en anden historie). Desværre blev deres lykke kort, hun døde af tuberkulose 5 år inde i ægteskabet i 1780. Monumentet er rejst ved foden af Sølysts have ud mod Øresund af hendes mand i 1782. Digtet er tilegnet den sørgende enkemand.

Sådan her så monumentet ud før. Jeg har for flere måneder siden fotograferet det, men nu kan jeg så ganske uventet vise før- og efterbilleder, og hvor FLOT det er blevet! Jeg var ellers lidt småindigneret over den sørgelige forfatning, men pludselig en dag for et par måneder siden var der et lille stillads og folk i gang.

Emilie.
Her vankede du eengang
agh for længst ey meer
helligt er det sted dy yndede
uskyldighed himlens uskyldighed
opfyldte hiertet ved dit navn
og hvo som elsket
nævne det med taarer

Anno 1780