Risotto med pære og gorgonzola

Risotto med pære og gorgonzola

Jeg er vild med risotto og laver det ofte, især som forret til gæster. Der er mange super lækre variationsmuligheder, men da jeg for første gang fik risotto med gorgonzola og pære i Italien i sommer, besluttede jeg, at jeg bare måtte genskabe retten. Der findes selvfølgelig allerede opskrifter, men her får du mit bud på en mild og blød og meget, meget velsmagende risotto.

Forret til 4 personer
300 g. risottoris
ca. 1 l. grønsagsbouillon (terning kan selvfølgelig bruges, men jeg foretrækker den hjemmelavet, da det er en væsentlig del af smagen i retten. I dette tilfælde har jeg brugt gulerødder, løg, porre, fennikel, bladselleri, sorte peberkorn samt timian, rosmarin, persille og laurbærblade).
25 g. smør (til stegning)
2 hakkede skalotteløg
1-2 fed finthakkede hvidløg
3 dl. hvidvin
75 g. revet parmesanost
100 g. mild gorgonzola
2 pærer
citronsaft fra ½ citron
hakkede valnødder

Skræl den ene pære og blend den sammen med gorgonzolaen. Den anden pære skæres i tern og vendes med citronsaften.
Smelt smørret og klar løgene (de må ikke blive brune). Tilsæt risene og steg dem, indtil de begynder at blive lidt klare. Tilsæt hvidvinen og kog den ind, så alkoholen fordamper.
Tilsæt herefter bouillonen lidt efter lidt, indtil du opnår den konsistens og gennemkogning af risene, som du ønsker. Pas på, de ikke er hverken for hårde eller bliver klistrede.
Når retten nærmer sig at være perfekt, tilsættes parmesan og pæretern. Pærerne skal have lidt blødhed, men ikke koges helt igennem. Tilsæt til sidst den blendede gorgonzola og pære.
Serveres med et drys hakkede valnødder og lidt friskkværnet peber.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.