Gæsteindlæg: Sådan bevarer du dit mentale helbred under Corona-krisen

Jeg har spurgt psykolog Katrine Sværke om, hun vil skrive et gæsteindlæg her i denne svære tid, der bare trækker ud og ud. Nu er det for alvor blevet svært at bevare optimismen – og Katrine ser det faktisk som et sundhedstegn, at man ikke altid udelukkende tænker positivt. Men vi har også et valg om, hvem vi vil være og hvad vi vil stå for – også i krisetider.

Dette og meget mere kan du læse meget mere om i gæsteindindlægget her, som jeg er så glad for, at Katrine har sagt ja til at skrive til os alle her på Qland.

Psykolog Katrine Sværke

Psykolog Katrine Sværke

Sådan bevarer du dit mentale helbred under Corona-krisen

Jeanette har spurgt mig, om jeg ville lave et gæsteindlæg på bloggen om, hvordan man kommer igennem Corona-pandemien med sin mentale sundhed i behold. Det har jeg selvfølgelig sagt ja til. Lad det være klart med det samme, at hvis du er på udkig efter et positivt psykologi-indlæg i med tre hurtige quick-fix øvelser til corona-bekymringerne, så er dette indlæg ikke til dig.

Der er absolut intet galt med positiv psykologi – men forskellige omstændigheder kræver forskellige perspektiver, og i krisesituationer kan det være mere provokerende end hjælpsomt at få at vide, at man bare skal tænke positivt. Jo tak, det er nemt at tænke positivt, hvis man er sendt hjem på solterrassen med fuld løn på ubestemt tid. Der er noget sværere, hvis man eksempelvis er en selvstændig erhvervsdrivende, der ser sit livsværk smuldre, mens man er henvist til at sidde indendørs på sine afsprittede hænder og lade stå til.

Det er et mentalt sundhedstegn, hvis du ikke kun tænker positivt!

Ikke alle bekymringer er dårlige. Vi mennesker er evolutionært udstyret med en tendens til at bekymre os, fordi bekymringer medfører en evne til at forudsige hvilke ting, der kan gå galt. Dette gør, at vi kan se frem i tiden og planlægge os ud af en del potentielle udfordringer. Evnen til at bekymre sig er en stor del af menneskets succes som art, og nogen bekymringer er ganske nødvendige i denne tid.

Udfordringen opstår, fordi vores hjerne desværre ikke kan kende forskel på bekymringer, som vi kan gøre noget ved, og bekymringer, som vi ikke kan gøre noget ved. Bekymringer, som vi kan gøre noget ved, er konstruktive. De hjælper os med at få øje på, hvor vi kan handle og gøre noget: Hvordan kan vi reducere smitte? Hvordan kan vi få dagligdagen til at hænge sammen på nye og kreative måder? Hvordan kan vi hjælpe andre, som er mere udsatte end os selv? Bekymringer om ting, som vi ikke har indflydelse på, er derimod ikke konstruktive: Vi kan ikke handle os ud af dem, da de er udenfor vores kontrol, og i stedet kan de hjemsøge vores tanker og holde os søvnløse om natten i månedsvis.

Det er dermed først og fremmest vigtigt at få øje på, hvilke bekymrer, vi kan og ikke kan gøre noget ved – hvad, vi kan kontrollere, og hvad vi ikke kan.

Hvem vil du gerne være under COVID-19?

En særdeles væsentlig ting, som vi kan kontrollere, er vores adfærd: Vi kan vælge, hvem vi vil være og hvad vi vil stå for – også i krisetider.

Vil man være ham eller hende, der hamstrer toiletpapir og ukritisk spreder de nyeste katastrofe-nyheder eller nyser i hænderne i supermarkedet?

Eller vil man gerne være ham eller hende, der viser alle andre, at vi stadig kan vise omsorg, medmenneskelighed og tolerance overfor hinanden, selvom det er på andre vilkår, end det plejer?

Nedenfor har jeg delt et refleksions-hjul fra en psykologgruppe som inspiration – vi kan alle sammen bidrage til at gøre situationen både værre og bedre for os selv og hinanden.
Vi kan blive opmærksomme på, hvornår vi befinder os i hjulets frygt-zone og hverken er til gavn for os selv eller andre. Vi kan beslutte os for at bevæge os ud i hjulets lærings-zone, eller måske ligefrem hjulets vækst-zone ved aktivt at beslutte, hvordan vi kan være med til, at vi selv og folk omkring os kommer bedst muligt igennem krisen. Hvad kan vi selv bidrage med? Hvordan kan vi hjælpe andre, og hvor kan vi støtte op?

Hvem vil du være under Coronakrisen

Alt det, vi ikke kan kontrollere

Bekymringer over ting, som vi ikke kan kontrollere og handle os ud af, er naturligvis en noget større udfordring: Hvad nu hvis man selv bliver uhelbredeligt syg af Corona? Hvad nu hvis man kommer til at smitte nogen, man elsker, og er skyld i deres død? Hvad nu, hvis man mister sit arbejde og ikke aner, hvordan man skal komme sig økonomisk?

Det er blandt disse ukontrollerbare ’hvad-nu-hvis’-tanker, at bekymringerne gror bedst, og hvordan forholder man sig mentalt til disse? Det nemme svar ville være, at man blot skal lære ikke at bekymre sig om ting, der er uden for ens kontrol. Men det ville også være et urealistisk svar, der har ringe værdi for de fleste af os, for helt ærligt: Hvem kan dét? Jeg kan i hvert fald ikke, trods en fem år lang psykologuddannelse og mere end 100 timers supervision og egenterapi.

Her vil jeg i stedet tillade mig at tage et lidt tungere perspektiv op: Til daglig er en del af mit arbejde (blandt meget andet) at tale med patienter, som kommer til at dø af deres sygdom. Det går igen for rigtig mange af disse patienter, at noget af det sværeste er uvisheden: Hvor lang tid har jeg igen? Hvordan ser den kommende tid ud for mig? Mange af disse patienter oplever, at denne eksistentielle uvished er kommet pga. deres sygdom, men dette er en fejlslutning. Den eksistentielle uvished har altid været i deres liv, og den er også hele tiden i dit og mit: Den er et vilkår. Ingen af os ved nogensinde, hvor lang tid vi har igen. Vi kan blive kørt ned i morgen eller leve lykkeligt til vi fylder 100. De fleste af os opdager bare først dette vilkår, når vi står med en terminal diagnose, en Corona-pandemi eller noget andet alvorligt. Det er skræmmende at erkende, hvor lidt kontrol vi har over livet, for vi har indrettet et samfund, hvor det normalt føles som om, at vi har kontrol over alt. Corona-pandemien har ikke ændret selve virkeligheden: Den har ændret vores kollektive bevidsthed om, hvor ukontrollabel virkeligheden er!

Og hvordan i al verden er dette så et gavnligt perspektiv i hverdagen? Det er gavnligt på den måde, at vi mennesker er nødt til at lære at acceptere, at der er ting, vi bekymrer os om, som vi ganske enkelt ikke kan (og aldrig kommer til at kunne) kontrollere. Da det er ekstremt svært som menneske at undlade at bekymre sig, kan det være gavnligt at lære sig selv at acceptere sine bekymringer, fremfor at insistere på at prøve at skubbe dem væk.

Hvis jeg siger til dig, at du ikke må tænke på farven orange, vil jeg gætte på, at der sker lige præcis én ting i dit hoved: Farven orange. Det er det samme med bekymringer – de får alt vores opmærksomhed, hvis vi konstant barrikaderer døren til vores indre hus og nægter at lukke dem ind. Hvis vi derimod lukker dem ind og tillader deres tilstedeværelse, så får de ofte mindre magt: Ene og alene af den grund, at vi accepterer deres tilstedeværelse som en naturlig del af at være menneske, og møder os selv med omsorg fremfor selvkritik, når vi kommer til at bekymre os.

En afsluttende bemærkning om kærlighed i krisesituationer

Under 9/11 måtte tusindvis af mennesker sande, at deres sidste minutter med stor sandsynlighed var kommet. Rigtig mange af disse mennesker valgte at bruge denne tid på at foretage de opkald, de kunne nå – ofte kun et enkelt. En del af disse opkald er i dag offentligt tilgængelige og siger noget vigtigt om, hvad der ligger dybest i os alle, og har særligt gode betingelser i kriser: Kærlighed og taknemmelighed.

Ikke på ét eneste af disse opkald kan man høre et menneske, der brugte sine sidste minutter på at ringe til sin ærkefjende og fortælle om sin bitterhed. Samtlige opkald var til ægtefæller, børn, forældre og nære venner i ønsket om at nå at dele kærligheden og taknemmeligheden over livet og relationerne. Corona-krisen bliver heldigvis noget mindre akut for langt de fleste af os, men tidligere alvorlige kriser er et vidne om, at kærligheden, omsorgen og taknemmeligheden også er rigtig gode vækstbetingelser under kriser, hvis vi vælger det.

♥♥♥♥♥

 

Tusind tak til Katrine for dette fantastiske input i en svær tid, som i alt fald har gjort mig en del klogere.

Katrine Sværke har speciale i neurospykologi og tilbyder bl.a. hjælp til mennesker med hjernesygdomme og hjerneskader, samt til mennesker med andre udfordringer, hvor viden om deres egen hjerne kan hjælpe dem i deres proces: Eksempelvis ved stress, kriser eller statusangst. Du kan besøge hendes hjemmeside her.

2 replies
  1. Elisabet S.
    Elisabet S. says:

    Meget fint indlæg👍
    Må jeg på det varmeste anbefale dig at læse bogen:
    Den ubundne sjæl af Michael A. Singer, den har gjort en
    kæmpe forskel for mig. Det er også muligt at se nogle
    Youtube klip med Michel A. Singer❤️

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.