Sommerlæsning: Et år i frit fald af Jo Brand
Et år i frit fald er journalisten Jo Brands debutroman. Et underholdende, humoristisk og skarpt zoom på livet som 40+ kvinde, fraskilt, single, desillusioneret og træt af altid at gøre det rigtige.
Anmeldelse. Reklamelink til Saxo.
Jeg læste “Et år i frit fald” over et par dage og kunne næsten ikke slippe den. Fordi den er så underholdende og fordi den er så dejlig politisk ukorrekt, og fordi forfatteren med sin hovedperson Mette ser så skarpt igennem det hele. Især de selvhøjtidelige typer bliver spiddet og udstillet, facaderne krakelerer – det er top underholdende. Der skal nok være en type eller to, du kan nikke genkendende til!
Bristede illusioner
Tilværelsen for Mette er ikke helt blevet det glansbillede, hun havde forestillet sig med mand og børn, villa og stor bil. Det må hun lade hun vennerne om, og de samles med rædselsfulde samtaler om kølefryseskabe, aktieinvesteringer og dyre vine. Mest anført af mændene.
Mette er fraskilt, har en stor datter, et lidt kedeligt journalistjob, en cykel, en kropsterapeut, der ikke rigtigt når ind til hende (han er i tvivl, om hun overhovedet VIL livet), en skide sjov kollega (heldigvis) og en chef, der fortæller kattehistorier konstant (og som Mette pligtopfyldende griner med på).
En sød eksmand og ingen kæreste, selvom hun egentlig gerne ville, men ikke rigtigt gider.
Og så har hun en hund, og det ikke ville gøre så meget, hvis den forsvandt (hvis den selvfølgelig forsvandt et sted hen, hvor den havde det godt).
Ind entrerer for at det ikke skal være løgne en ny slesk og klichefyldt chef og en gruppe forandringskonsulenter på arbejdet, som er glatte som ål og gør ansættelsen usikker.
Så alt i alt er der ikke rigtigt noget, Mette synes går rigtig godt i hendes liv.
Alt går galt – før det kan blive godt
På kærlighedsfronten er det lige så håbløst. Mette må på Tinder i håbet om at møde Mr. Right.
I stedet møder hun den helt forkerte. Eller måske alligevel ikke. Der kommer i den grad nyt liv i hende, livslysten kommer susende, om end den indbefatter et hyggemisbrug og en ulovlig forretning. Hende, der altid har gået efter det rigtige, gør nu ALT det forkerte.
Og det får konsekvenser. Men nogle gange skal der et hårdt fald til mod bunden, før man begynder at gå i den rigtige retning. Og så ligger mulighederne måske snublende tæt på.
Skøn sommerlæsning for dig, der er til typer som Nynne og Bridget Jones anno 2023.
Et år i frit fald af Jo Brand fås hos Saxo. (reklamelink)
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage