Spatur til Hotel Skansen i Båstad

Hotel Skansen Båstad

Stemning på Hotel Skansen

 

Skåne er igen åbent, og det er oplagt at tage over sundet og nyde godt af den smukke svenske natur, deres spatradition og udsøgte sans for wellness, venlighed og god service.

Vi har i denne uge virkelig nydt en 2-dages sommerpakke på Hotel Skansen i Båstad, hvor du, med den gode kronekurs, for en rimelig pris kan nyde en lille miniferie med overnatning, en 3-retters virkelig god middag, en kæmpe morgenbuffet og fri adgang i deres spa og den helt nye imponerende rooftop pool.

Skansen rooftop spa

Vi nød den varme rooftop pool, som på en overskyet og let blæsende dag bare bliver ekstra dejlig!

Båstad – Sveriges tennishovedstad!

Hotel Skansen ligger i Båstad, bare 55 km. fra Helsingborg. Båstad er en fin og livlig lille, og ret eksklusiv, by med en hyggelig lille marina med flere spisesteder –  og så er den omgivet af smuk natur. Du finder dejlige strande, klipper, skove, vandre- og cykelruter og golfbaner! Den lille by har bare 4.800 indbyggere, men er kendt for de store tennisturneringer.
Med bare 100 meter mellem tennisstadion og badestranden er beliggenheden fuldstændig unik i verden og har tiltrukket de store tennisstjerner igennem mange årtier. Vil du selv spille, så tilbyder Hotel Skansen i øvrigt et af Europas mest attraktive tennisanslæg med seks baner, som ligger i direkte forlængelse af hotellet.

Koldbadehus Hotel Skansen

Er du til at bade i havet, er der et smukt koldbadehus nedenfor hotellet, som er åbent for alle året rundt, uanset om man bor på hotellet. Med panoramaruder, hvilestole ved åben ild, sauna og terrasse. Adgang er inkluderet ved køb af spapakker til hotellet. Havde jeg sådan et hus i nærheden, så kunne selv jeg blive vinterbader!

Selvom hotellet ligger omgivet af tennisanlæg, så behøver man dog ikke nødvendigvis at være tennisentusiast for at nyde godt at hotellet. Til den anden side ligger stranden og den lille havn, og det er bare at nyde de smukke omgivelser, falde ned i spa’en – og forene det hele i den nye fantastiske rooftop spa!

Ny eksklusiv Rooftop spa med bar og udsigt!

Rooftop pool på Hotel Skansen

1. juli åbnede Skansen deres nye rooftop spa. Man tager elevatoren op i sin badekåbe og træder ud til en hyggelig bar og lounge – og en stor varm udendørs pool. Det er ren luksus at ligge der og nyde livet med den friske luft og smukke udsigt.

Det var desværre lidt gråvejr, da vi var på spatur, så billederne yder måske ikke stedet 100% retfærdighed. Men lidt blæst og gråvejr bliver en lun pool jo, som sagt, ikke dårligere af – og naturligvis heller ikke den indendørs spa, som jeg vender tilbage til længere nede, og vi nød virkelig det hele meget.

Rooftop bar på Skansen

I baren kan man forsyne sig med noget at drikke – og tage den med ud i pool’en eller i en liggestol under åben himmel.

 

Hotel Skansen udendørs spa

En tidlig morgenstund lige før, de første gæster – inkl. os selv – fandt vej ned i den lune pool på taget!

Skansen Rooftop pool

Nogenlunde SÅ veltilpas bliver man af et ophold på Skansen 🙂


Indendørs spa og behandlinger på Skansen

Hotel Skansen har gennemgående en gennemført hyggelig spastemning med loungeafdelinger, pejse og to små butikker. Der er i den grad styr på tingene, og jeg behøver næppe at sige, at alt er lækkert, rent og indbydende.

Hotel Skansen loungeDen indendørs spa-afdeling byder på en fin pool med relax-områder, sauna, dampbad og et lille mørkt japansk bad med 38 grader varmt vand.
Derudover er der et behandlerområde, hvor du kan få massager og ansigts- og kropsbehandlinger. Jeg fik en dejlig ansigtsbehandling af en sød og kompetent behandler med dybderens, masker og massage, mens Sten også var meget tilfreds med en effektiv kropsmassage.

Spaophold på Skansen i Båstad

Vi nåede to omgange spa på vores tur – ved ankomsten den første dag, hvor vi også fik vores behandlinger, og igen næste formiddag, hvor vi nød det efter den lækre morgenbuffet, før vi drog hjem mod Danmark igen. Vi var – som du måske kan se på billederne – helt nede i gear! ♥

Spatur til Båstad

Tag på en éndags- eller todages ferie væk fra hverdagen!

Der er også mulighed for at booke en enkelt spadag på Hotel Skansen, evt. som en pakke med frokost eller middag. En endagsferie, som de kalder det.

Vi nød dog at have turen med overnatning. Det var ikke værelset i sig selv, der for vores vedkommende lå op ad tennisanlægget, som var den største attraktion, men det er jo heller ikke her, man opholder sig. Spa’en er indbydende og afslappende, byen og havnen er hyggelig, naturen er smuk, service, nærvær og venlighed er helt i top – og så var der maden! Den var over al forventning.

Jeg havde ikke forventet, at man med en pakkeløsning fik SÅ lækker en middag med så mange og lækre retter at vælge imellem. Det hele var moderne, velkomponeret og velsmagende med gode råvarer – og jeg blev simpelthen nød til at tage billeder af alle mine tre retter. Stegt halloumi til forret – den bedste, jeg nogensinde har smagt – torsk med peberrod og voksbønner og nye kartofler, og en smuk jordbærdessert med marengs.

Middag på Skansen Restaurant Sand

Tre utroligt velsmagende retter på Hotels Skansens Restaurant Sand.

Morgenbuffeten lod bestemt heller ikke noget tilbage at ønske. Der var nærmet alt, hvad hjertet kunne begære, ild i pejsen og udsigt over vandet. Hvad kan man så mere forlange?

Restaurant Sand Båstad
Du finder finder mere om Hotel Skansen og spapakkerne her.

0 replies

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så del den meget gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.