Tag Archive for: æblekage

Æblekage med kokosrasp

kokosrasp3

Det er æblesæson, og træerne bugner lige nu af sunde danske æbler, som du kan lave alverdens lækre ting af. Du kan også gemme æblerne til senere eller skrælle dem og fryse dem ned i både til senere brug (du behøver ikke koge dem først).
Og hvad er meget bedre end en gammeldags æblekage? Jeg har dog her fornyet den en lille smule med en hjemmelavet kokosrasp, som du her får opskriften på. Kokos passer fint sammen med æbler og den alternative kagerasp giver både lidt fornyelse og friskhed.

Du skal bruge
2 spsk kokosolieæblekagerasp
1 dl almindelig hvederasp
2 dl kokosmel
1 dl rørsukker – eller ½ dl rørsukker og ½ dl palmesukker

  • Smelt kokosolien og tilsæt rasp og kokosmel. Lad det riste lidt, før du tilsætter sukkeret
  • Rist videre på panden til din æblekagerasp er fin gylden

Læg raspen i lag mellem din æblegrød og slut med flødeskum på toppen. Anret enten hele kagen i en skål eller, som jeg har gjort, i portionsglas.

kokosrasp

Æblelagkage med marcipan

Denne lagkage er en fusion af en gammeldags æblekage og en lagkage med creme, en æblekagelagkage. Og det er meget meget vellykket kombination. Jeg synes ellers ikke altid, at lagkage er det mest populære i disse tider, men denne her bliver spist op!

Æblelagkage med marcipan

Du skal bruge:

  • 3 lagkagebunde
  • Æblegrød, regn med omkring 5-6 dl.
  • Letknuste makroner
  • Creme (se nedenfor)
  • Flødeskum af ½ liter piskefløde
  • 200 gram marcipan
  • Pynt, fx friske hindbær eller kandiserede violer

Hjemmelavet creme:

  • 3 æggeblommer
  • 2 spsk sukker
  • 1½ spsk maizena
  • 3 dl kaffefløde, eller 1 dl. piskefløde og 2 dl. sødmælk
  • 1 vanillestang
    Pisk æg, sukker og maizena sammen i en gryde og tilsæt fløde/mælk og vanillen. Opvarm herefter op under konstant omrøring til cremen jævner. Kog igennem, stadig under omrøring, i ca. 1 minut. Tag cremen af varmen og lad den køle helt ned, mens du af og til rører den igennem. Skulle der blive lidt klumper, gør det ikke noget.
    Cremen kan evt. blandes med flødeskum.

Læg først æblegrød og derefter makroner på den første bund. På den næste fordeles cremen, og den øverste bund beklædes med marcipan. Marcipanen rulles let ud mellem to stykker bagepapir. Skær den ud i en cirkel, gerne så den går ½ cm. ud over kanten. Til sidst dekoreres med siden med flødeskum.