Tag Archive for: æblemost

Hyldeblomstgløgg

hyldeblomstUanset, om du bruger hjemmelavet hyldeblomstsaft eller køber dig til den, kan du lave den lækreste hyldeblomstgløgg – enten alkoholfri eller med hvidvin.
Min erfaring er, at børnene elsker at få hyldeblomstgløgg – men faktisk også de voksne, hvis man vil spare lidt på alkoholprocenterne. Og ellers er det let at dele gløggen op i to versioner, hvor du smager den ene til med hvidvin.

Hvert år til jul laver jeg en portion frisk hyldeblomstsaft af frosne blomster, som du kan se på billedet. Der breder sig en duft af sol og sommer, og saften bliver lige så skøn som af de friske blomster.

Sådan laver du hyldeblomstgløgg

  • Ca. 25 gram gløggkrydderier (fx fra Apoteket) fyldes i et tefilter, som koges sammen med en flækket stang vanilje i ca. 3 dl. vand i 10-15 minutter.
    Du kan selvfølgelig også lave din egen krydderiblanding af fx kanel, nelliker, kardemomme og appelsinskal.
  • Fjern tefiltret og tilsæt 1 liter hyldeblomstsaft. Tilsæt vand – og eventuelt hvidvin – indtil du opnår den perfekte smag. Du kan eventuelt også tilsætte lidt æblemost. Varm gløggen godt op, men lad den ikke koge.
  • Lige inden serveringen tilsættes rosiner, mandler og evt. små æbletern.

 

TIP Du kan selvfølgelig også lave hvidvinsgløgg uden hyldeblomst. Det bliver fx rigtigt lækkert med hjemmelavet gløggessens med rom og tilsmagt med rørsukker.

 

Gløggessens

Så er det første søndag i advent, og det er ved at være tid til at sætte din egen gløggessens over. Hvis du altså vil slippe for købeessens – og have lækker hjemmelavet gløgg klar til julen, også til uventede gæster. Det tager kun 2 minutter – og 10 dages ventetid.

gløggessens

Virkelige gløggnørder begynder meget længere tid før, og tilsætter flere forskellige ingredienser. Jeg har taget den nemme løsning og købt en pose gløgg krydderiblanding på apoteket. Du kan også sagtens selv lave dine egen blanding af fx kanel, nelliker, kardemomme og appelsinskal.

Gløgg

Halvdelen af posen har jeg blandet med ½ liter rom i et lufttæt glas (Stroh rom, snaps eller vodka kan også bruges). Ryst gerne blandingen nogle gange om ugen, og si krydderierne fra efter et par uger. Den skal gerne stå min. 10 dage – og jo længere den står, jo mindre essens behøver du bruge. Får du ikke brugt det hele, kan du sagtens gemme essensen i køleskabet til næste år.
Som udgangspunkt passer essensen til 3-4 flasker rødvin. Smag til med sukker og tilsæt rosiner og mandler.

Den anden halvdel af krydderierne vil jeg bruge til alkoholfri gløgg. Ca. 25 gram i et tefilter, som koges med i 3 dl. vand i 10-15 minutter, hvorefter der tilsættes  hyldeblomstsaft og evt. æblemost. Tilsæt rosiner og mandler som i en rødvinsgløgg.