
Jeg føler mig helt overskudsagtig i dag, hvor vi skal have gæster til middag. Ganske vist bliver vi kun fire, så arbejdet er til at overkomme, men her hvor klokken er fire har jeg TOTALT styr på det hele. Desværre sker det alt for sjældent, at jeg får startet i så ordentlig tid og virkeligt kan nyde den madlavning, som jeg ellers elsker. Det må jeg se at blive bedre til! For mig er det en skøn følelse at kunne kæle for deltaljerne og nyde processen, råvarerne og hele æstetikken omkring maden og det at skulle have gæster.
Faktisk er jeg så meget på toppen af tidsplanen, at jeg kan nå at fortælle lidt om menuen, som jo nogle gange kan være lidt af en udfordring at finde på.
Og så har jeg et par husmoderråd, som jeg er kommet i tanke om undervejs. Det ene er, hvordan du får gryder og pander rene på få sekunder, selvom noget er brændt på. Det andet er et lille spareråd til de dyre flydende sæber og opvaskemidler, hvis du, som jeg, har hang til dén lille hverdagsluksus.
Hvad skal man finde på til gæsterne?
Jeg synes, at noget af det sværeste kan være at hitte på, hvad man skal lave til sine gæster. Jeg er som regel omkring mange ting, og hvad der lige gør, at jeg rammer det, jeg gør, er egentlig en interessant proces, når jeg tænker over det. I dag skulle det ikke være for tungt, og det skulle ikke vare en evighed at lave. Og så fik jeg en super lækker risotto i går, da vi var ude og spise, som inspirerede mig til hovedretten i dag.
I virkeligheden kan jeg godt se, at det ikke er en helt fedtfattig menu, men pyt med det – det skal nok blive lækkert 😉
Vi starter med forskellige bruschettaer. En med hakkede semidried cherrytomater (fra glas/Irma), hvidløg og frisk basilikum, en med parmaskinke og frisk gedeost, og en med gedeost, honning og timian.

Derefter risotto med ærter, lidt persille og kæmperejer stegt med hvidløg og chili – pyntet med friske ærteskud. Jeg er klar med små skåle med det hele til den fede proces det er at forsøge at lave en perfekt risotto. Jeg er vild med at lave risotto!
Bouillonen, som er noget at det vigtigste, har jeg i forvejen kogt på gulerødder, løg, persille, selleri, tomat, lidt frisk timian og laurbærblade.

Desserten bliver rabarbercrumble med vanilleis. Tager ikke lang tid at lave – især, når hausfrauen har rabarberstykkerne klar i fryseren 😉

Husmoderråd nr 1. Få gryden ren med eddike!
Gryden, hvor jeg havde svitset grøntsager og lavet bouillon var godt fastbrændt, men det blev fikset på ½ minut.
I stedet for at slide med gryder eller pander, som er brændt på, eller have den stående i blød i timevis, så dæk bunden med ganske almindelig lagereddike og lad det koge i nogle sekunder eller minutter alt efter, hvor galt det er. Efter kort tid kan du begynde at skrabe det fastbrændte af med en spatel.

Herefter kan du let gøre gryden ren med en børste eller en skuresvamp med vand og sæbe.

Husmoderråd nr 2. Spar på de lækre sæber. Godt for både pengepung og miljø!

Jeg har en forkærlighed for lækre velduftende sæber! Her vil jeg ikke spare, men have den nydelse i hverdagen, det er, hver gang, jeg dufter til dem. Og i øvrigt ikke udtørrer mine hænder. For mig er den en lille luksus, som jeg gerne prioriterer.
MEN, jeg synes, at pumperne er lavet til at give af et alt for godt hjerte ♥ Det er altså ikke altid nødvendigt at bruge så meget, som et pump indeholder. Dels er det dyrt, dels er det overflødigt – og dels er det ikke godt for miljøet med sådan et overforbrug af sæbe.
Det ser måske ikke super køn ud på billederne, men jeg synes ikke, jeg går og lægger mærke til det i det daglige, at jeg har givet pumperne en elastisk i toppen!
Den stopper pumpen, så den ikke går helt i bund, og mine lækre sæber holder længere!




