Tag Archive for: klinisk mammografi

Det er noget af et tog i fuld fart, som jeg er kommet på efter at jeg tog imod tilbuddet om mammografiscreening! Dét, som jeg naturligvis forventede var en formalitet, er blevet et forløb på nu en måned præget af psykisk belastning – og det er endnu ikke helt slut!

Eftersom jeg jo fortæller med udgangspunkt i mig selv og mit liv her på bloggen, har jeg også besluttet at dele denne historie, som jo desværre også er virkeligheden for mange andre kvinder, og hvor jeg er taknemmelig for at være i den heldige ende. Statistisk set vil hver 10. af os få brystkræft i vores levetid!

Så nu får du næste kapitel i den knap så morsomme føljeton, som jeg står midt i.

Jeg har ikke brystkræft – men jeg har celleforandringer!

Jeg skal med det samme sige, at jeg ikke har kræft, og det er jeg naturligvis lykkelig og lettet over ♥
Når, man træder ind i dette forløb, så starter det jo med et brev med en indkaldelse til yderligere undersøgelse, og her står alle mulige scenarier åbne. Herefter har det indkredset sig mere og mere, og det er blevet mere og mere håndgribeligt og faktuelt, og for mit vedkommende heldigvis til noget, som er til at håndtere.

Situationen er, at jeg har to meget små knuder i den ene side på omkring 6 mm. Dem er der taget biopsier af, og der er ikke fundet noget ondartet i dem. Den ene vil røntgenlægen alligevel gerne have undersøgt med en MR-scanning for en sikkerheds skyld. Det bliver nu tredie undersøgelse i den side, og hver gang er det forbundet med et pres at vente på resultatet. Men man skal naturligvis kun være glad for, at lægerne er så grundige, når vi nu er i gang.

I den anden side har jeg et lille område med mikroforkalkninger og DCIS (Duktalt Carcinom In Situ). Det er celleforandringer, der sidder i en mælkegang uden spredning til omkringliggende væv. Det er ikke kræft, men i nogle tilfælde vil det – i andre tilfælde vil det ikke – udvikle sig til det over en årrække.

 

NB! Efter at dette indlæg blev skrevet – efter min operation – var der desværre alligevel et par små ondartede tumordannelser i det område, der blev taget ud. Så jeg føler mig meget heldig, at det blev fundet i screeningen! Du kan læse flere indlæg om forløbet her på bloggen ♥
Jeg endte også med at sige ja tak til både stråler og anti-hormonbehandling. Sådan bliver man klogere igennem sådan et forløb!

Antallet af DCIS tilfælde er steget pga. screeningen!

Før indførelse af mammografiscreeningen udgjorde DCIS ca. 5% af de tilstande, som blev konstateret hos kvinder. I dag er det steget markant og forstadier udgør 10-20%, fordi screeningerne – som i mit tilfælde – finder en masse små forandringer i et tidligt stadie.

Omkring 40% vil risikere overbehandling, som er en kendt og oplyst ulempe ved screeningen. (“Ved screening findes to til tre gange så mange kvinder med carcinoma in-situ. Kun skønsmæssigt 40 % af disse kvinder ville udvikle kræft i deres levetid” – kilde: Sundhed.dk).

Det bliver jævnligt diskuteret, om nytteværdien af mammografiscreeningen er større end ulemperne. Fordi den gør raske kvinder syge, giver falsk tryghed for andre, og kun redder livet på ganske, ganske få. Dette skal holdes op med det enorme psykiske pres, det er at gå igennem et forløb, som jeg fx står midt i. Nogle vil ende med psykiske men i lang tid efter.

Problemet er, at ingen kan vide, hvilke forandringer, der fører til kræft, og hvilke, der ikke gør. Vil min tilstand udvikle sig til kræft om ti år, hvis den ikke bliver fjernet?
Hvis svaret er ja, at det ville have gjort det, er jeg naturligvis glad for at bide i det sure æble nu, og få det opereret ud, hvor det er småt og harmløst.
Ville det have været bedre leve i uvished og se, om jeg udviklede symptomer og sygdom over tid?
Det er et svært spørgsmål, og op til hver enkelt kvinde at vurdere, om man vil deltage i screeningsprogrammet. De fleste af os tør jo ikke lade være, og jeg vælger også at se det som noget positivt, at jeg nu får fjernet et potentiel risiko for at udvikle brystkræft, som jo er den hyppigste kræftform blandt kvinder.

Ved mammografiscreening blandt 50-59 årige er der:
2,5% sandsynlighed for at blive indkaldt til yderligere klinisk undersøgelse.
0,65% sandsynlighed for at få påvist brystkræft/forstadier
0,045% sandsynlighed for at undgå at dø af brystkræft.
I de fleste tilfælde er det stadig kvinden selv, som opdager et symptom på brystkræft i form af en knude eller anden form for uregelmæssighed i brystet. (cancer.dk).

Når tidlige stadier af brystkræft eller forstadier, der potentiel kan være en risiko, opdages i en screening, sikres en mere skånsom behandling og en forbedret overlevelse. Der er enighed om, at der sker en vis overbehandling, men at screeningen redder liv. Når man går ind i programmet, bør man dog være klar over de potentielle ulemper i form af psykiske men og en risiko for både falsk positiv og falsk negativ svar. Du kan læse mere her.

Dagkirurgisk indgreb

Mit DCIS sidder kun eet sted, og det er ikke stort, og det er i den laveste grad 1. Desuden har jeg ikke brystkræft i familien.
Men jeg tør naturligvis ikke andet end at få forandringen opereret ud, og det er kun et mindre dagkirurgisk indgreb. Så det skal jeg på torsdag i næste uge.

Ikke desto mindre skal jeg også have en efterfølgende strålebehandling, som man vælger at give som standard til alle uanset udbredelse og risiko, for at sikre sig, at de anormale celler ikke skal komme igen. Det forudsætter naturligvis en succesfuld operation, hvor lægen tager området ud med en passende sygdomsfri margin rundt om, men det forventer jeg selvfølgelig sker. Og hvis ikke, må man jo operere igen.

Nu nærmer vi os en slutning!

Med min lille operation på torsdag, så er jeg kommet langt i et forløb, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle stå i. Jeg har aldrig før været indlagt, været syg eller i narkose.
Men omvendt er det jo virkeligheden for rigtigt mange, og jeg er stadig taknemmelig for, at jeg ikke har kræft og ikke er syg eller i fare på nogen måder. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er lige så heldige.
Jeg må tage det som en læring og en reminder om, hvor dejligt livet er – det er som om, alting bliver lidt skarpere og verden får lidt flere farver! Jeg mærker også, hvor heldig, jeg er at have en dejlig mand, familie, venner og naboer ved min side – og søde læsere herinde på bloggen ♥

Vi kom hjem fra vores fantastiske tur til Indien mandag eftermiddag. Herefter skulle vi lige lande hjemme igen efter den 19 timer lange rejse, have hentet både kat og hund og tilbage til vores hverdag herhjemme, som jeg jo også elsker.

Der er dog en enkelt ting, som jeg også er kommet hjem til, og som jeg lige kort vil nævne – uden, at det dog skal være et større drama. For det føler man i forvejen hurtigt, at det bliver, når man ryger ind i den mølle, hvor jeg er lige nu. Men bare så du forstår, hvis jeg ikke har været helt så meget på, som jeg plejer! ♥

 indkaldt til klinisk mammografi

Indkaldt til klinisk mammografi!

Jeg havde før ferien fået foretaget en “yderligere undersøgelse” efter mammografiscreeningen! En såkaldt klinisk mammografi, som endte med en biopsi før ferien – og endnu en, som var planlagt til denne uge. Det er mildt sagt chokerende overhovedet at blive indkaldt til en yderligere undersøgelse, fordi der var noget, der ser mistænkeligt ud på røntgenbillederne.
Men jeg vil fortælle om hele forløbet i detaljer og de psykiske konsekvenser, jeg har oplevet, når jeg er helt igennem, formentlig en gang i næste uge. Og jeg har en hel del at fortælle!

INTET ondartet indtil videre!

I den biopsi, der jeg fik taget før ferien af en lille knude på 6 mm., var der IKKE fundet ondartede celler, men i mellemtiden var lægerne blevet enige om, at der var een lille knude mere ved siden af, som også skulle undersøges. Jeg har meget tæt brystvæv åbenbart, og er derfor meget svær at læse med røntgen og ultralyd. Så på den igen!!!!
Onsdag biopsier på højre side een gang mere – og i dag biopsi af mikroforkalkninger på venstre, hvilket foregår på en lidt anden måde, fordi det er noget virkelig småtteri. Og heldigvis for det. Det skal også siges, at jeg intet har, der er mærkbart udefra eller giver symtomer af nogen art.

Hvad skal der nu ske?

Næste step er nu at vente til på onsdag, hvor der kommer svar fra laboratoriet på de sidste to undersøgelser. Jeg er heldig, for vi er nede i småtingsafdelingen og selv worst case vil være til at håndtere med et mikrokirurgisk indgreb. Men som sagt, så forsøger jeg at forholde mig positiv og tro på, at der heller ikke er noget at finde i de to sidste områder, der er taget prøver af. Skulle der være noget ondartet at spore, vil det naturligvis være en meget grim følelse, men jeg er, uanset hvad, stadig heldig i forhold til så mange andre, hvilket jeg er dybt taknemmelig for.
Er det hele godartet, vil de måske stadig finde på at tage de små områder med forandringer ud for en sikkerheds skyld, men det vil være fint nok.

Sådan ligger landet, og selvom jeg måske lyder nøgtern, så er det ikke noget rar situation at være i – også fordi følelser og angst ind imellem tager over på det rationelle, og fordi der er noget væmmeligt over hele processen, som er ret upersonlig. Det er da også en kendt sag, at screeningsprogrammet for brystkræft har nogle psykiske konsekvenser, og det kan jeg nu skrive under på.

En tur i vridemaskinen – og nu skal vi videre!

Nu ved du, hvor jeg er lige nu, hvis jeg er lidt mere stille end normalt. Jeg er virkelig kommet en tur i vridemaskinen, og samtidig vil jeg virkelig heller ikke overdramatisere min situation i respekt for de mennesker, der for alvor har kræft inde på livet. Jeg er trods alt “bare” snuppet i en screening, og det er enten ingenting eller meget, meget lidt. Jeg har selv to kvinder i min familie, yngre end mig selv, som har svære kræftdiagnoser, og en god ven ligeså, så det her er INGENTING i forhold. Jeg føler så meget med dem, når jeg tænker på, hvad de må stå igennem.

Jeg vil alligevel senere gerne beskrive step for step, hvad sådan en klinisk mammografi opleves, ikke mindst psykisk. Men det vender vi tilbage til.
Og ellers er det hele som det plejer og vi høres snart ved med mere glade ting her på bloggen ♥