Tag Archive for: maries historie

Der er en ganske bestemt grund til, at jeg hedder Jeanette. Det var ikke en navn, der var mange, der fik i 1966 (og heller ikke i dag for den sags skyld), men jeg er opkaldt efter min franske mormor, som du her skal få historien om. Eller rettere sagt den flig af hendes forhistorie, vi kender. Den involverer 2. verdenskrig, en sømand (som skulle blive min morfar), tragiske dødsfald, skilsmisse, at vælge sin egen vej og aldrig at se sig tilbage. En fransk dame på godt og ondt og ikke helt som de fleste i den danske provins, da jeg var barn.

min franske mormor

Min mormor hed i virkeligheden Jeanne, men blev kaldt Jeannette. Hun havde også et smukt mellemnavn, som hun aldrig brugte, Florentine. Da jeg blev født valgte mine forældre, som en gestus til hende, at døbe mig Jeanette. Med eet n, og udtalt med tre stavelser. Jea-net-te. Sådan blev min mormors navn også udtalt her i Danmark.

Som barn tænkte jeg ikke videre over, hvorfor jeg hed det samme som min mormor, eller over hendes historie. Jeg vidste, hun var anderledes, og der var noget dragende og eksotisk over det franske. I halvfjerdserne, hvor jeg voksede op, var det ikke så almindeligt at være fremmed i Danmark, og på den måde var hun noget særligt og skilte sig ud. Med sin gebrokne sprog og med sin franske stil, med de meget fine flasker fransk rødvin, som hun valgte at bruge sine sparsomme midler på ved særlige lejligheder. Med hendes velplejede elegance og appetit på at nyde livet, selvom hun forsørgede sig selv som ufaglært. I mange år i Kalundborg på fabrikken, der lavede Carmen curlers, og senere som sygehjælper, da hun flyttede til Ringsted for at være tæt på sin eneste datter, svigersøn og min bror og mig.

Først i dag er jeg i stand til at se, hvilken fighter, hun var og hvor hård en skæbne, hun kæmpede med, og hvad jeg har båret med fra hende.

Min mormor fik skyld for sin lillebrors død

Min mormor blev født i 1920 i den nordfranske by Arras. Allerede, da hun var fem år havde hendes liv taget en tragisk retning. Hendes mor var død, og jeg huskede min mormor fortælle med gru, hvordan moderen lå derhjemme, og børnene skulle kysse det iskolde lig farvel. Det var en af ganske få ting, hun fortalte om sin opvækst i Frankrig, og det havde sat sig dybt i hende. Faderen mistede hun ved samme lejlighed, da han ikke havde interesse i at tage sig af de tre børn.

Overdraget i sine bedsteforældres varetægt blev hun i en alder af bare fem år sat til at passe sin lillebror, der strøg fra hende og druknede i en nærliggende å. Hun fik skylden. Som femårig. En historie, hun aldrig selv fortalte mig, men som måske var en af grundene til, at hun aldrig nogensinde vendte tilbage til Frankrig til trods for, at hun rejste verden rundt sammen med min morfar.

Jeanne Florentine Merville

2. verdenskrig tvang min mormor til Hamborg

Under 2. verdenkrig blev unge kvinder i det besatte Frankrig indskrevet til tvangsarbejde i Tyskland. Min mormor arbejdede på en ammunitionsfabrik i Hamborg, men var dog ikke indespærret, hvilket gjorde mødet med Eigil fra Nordjylland muligt. Han var sømand, kæk og sjov, og sejlede under krigen på neutrale svenske skibe.

Familien kender desværre ikke de nærmere omstændigheder for deres møde – og i dag er det for sent at spørge. Min morfar gik bort i 1993, min mormor i 1996. De blev skilt sidst i 1950’erne, og der har ikke rigtigt været nogen, der har tænkt på at spørge ind til den fordums romantik i Hamborg under krigen. Konklusionen er, at vi skal huske at spørge, mens tid er!

Men et faktum er det, at de blev gift, og at min mormor dermed kunne rejse med ud af Tyskland. Min mormor skiftede navn fra Merville til Pedersen, og min mor Lillian kom til verden i marts 1946. Petit og smuk som sin franske mor, nu iblandet seje nordjyske gener.

En verden af postkort

Gamle postkort

Min mor voksede op i Køge – med sin franske mor og sin far, der var sømand og ustandseligt rejste på de syv verdenshave. Og en Onkel Egon, der også var sømand, og som hun hele sit liv ene og alene kendte gennem breve og postkort, og eksotiske fotografier fra steder som Amerika, Afrika, Japan og Indien. Hun har en hel bunke gamle kort, som jeg har taget bare et lille udsnit af på fotografiet. Tænk på, at vi befinder os i 50’erne,  hvor rejser ikke var hvermandseje som i dag!

Min morfar og hans bror skiltes som unge drenge, og så aldrig hinanden igen, på nær den ene gang, hvor de vinkede fra hvert deres skib i Singapore. Men de skrev troligt sammen hele livet, og min mor fik sendt fine gaver rundt omkring fra verden. Hun har i dag bl.a. en smukt udskåret brudekiste, som Onkel Egon fik sendt afsted helt fra Japan.

Den eneste nærværende familie blev for min mor et par franske kusiner til min mormor, der i en periode holdt på med enkelte besøg – og hendes farfar, der et par år før sin død, vendte hjem fra Canada. I sandheden en spredt familie, og helt uden netværk i dagligdagen for min mor og min mormor, der var fremmed i landet og ikke kunne sproget særligt godt. Til gengæld havde de en stor levende, larmende og kærlig nabofamilie med ni unger, hvor der altid også var plads til den lille Lillian.

Siden skabte min mor i en ung alder sin egen familie sammen med min far, og de har i dag været gift i 54 år og bor i det samme hus, som de flyttede ind i, da jeg var to år gammel. Pæredansk og solidt plantet i den midtsjællandske muld med svigerfamilien tæt på, men alligevel stadig ikke helt som de andre. Den franske æstetik fornægter sig ikke og min mor er i dag i en alder af 73 år langhåret, smart klædt og altid med en fin, diskret makeup.

Livet ændres igen

En dag vendte min morfar hjem fra havet og til familien. De flyttede og etablerede et værtshus i Slagelse. Det blev igen et dramatisk vendepunkt for min mormor. Starten på en periode, hvor de måske ikke fik det nye liv sammen til at køre rigtigt, og det endte med skilsmisse tre år efter og starten på hendes aleneliv, som jeg kender og husker hende. I dag er det helt almindeligt, men i 1959 var skilsmisser ikke så udbredte, så udover hendes sprog og baggrund, må hun have oplevet en yderligere stigmatisering. Den gang så man oftest ned på enlige mødre og fraskilte, men hun tog tingene med oprejst pande. Som man måske kun kan gøre, når man har overlevet det værste – at have fået skylden for sin lillebrors død – og i øvrigt er vant til at være anderledes.
Hun havde genopfundet sig selv før og fik det bedste ud af tingene, som de nu en gang var.

Fransk dame i København

At lære dansk er ikke let!

Min mormor blev aldrig fejlfri på dansk, men trods accenten og de små fejl, så forstod vi alle, hvad hun sagde. Min mor var tosproget som barn, men oplevede det danske fremmehad, da hun startede i skole. Tro endelig ikke, at folk var sødere og mindre fremmedfjendske i 50’erne! Nok tværtimod. “Polak-unge”, blev min mor kaldt, og så stoppede det franske fra den ene dag til den anden. I dag kan hun ikke eet ord.

At lære dansk er ikke en let sag, men min mormor klarede sig fint, forsørgede sig selv, og vi fik også mange grin ud af det. Som når køkkenrulle i farten blev til rullerulle, og når hakkebøffer selvfølgelig blev til akbøffer 🙂 Jeg husker altid min mormor slå over i fransk, når – og kun når – hun skulle tælle. Un, deux, trois, quatre…. Jeg elskede, når hun gjorde det. Det lød så smukt og som om, hun åbnede lidt for den spændende side af sig selv, som vi ikke rigtigt kendte så meget til.

Vinen og den franske stolthed

Min mormor var og blev lidt eksotisk i den danske provins, hvor hun levede størsteparten af sit liv. Med læbestift og lange negle, ikke for meget, men i typisk elegant fransk stil. Altid ledende efter sin håndtaske. Egenrådig – mente ikke, at trafikregler rigtigt gjaldt hende, og sikkerhedsseler var ikke hende, ligesom hun ikke fandt det nødvendigt at bruge fodgængerfeltet.

Det franske var ikke noget, hun talte meget om. Sproget talte hun nødigt, men vinen skulle være god. Gerne en Chateauxneuf du pape, når det skulle være rigtigt fint. Og cigaretterne, og senere de slanke cerutter, var ikke noget, der kunne undværes, trods hjertesygdom. Stædig og stolt var hun.

Det huslige og det gode franske køkken havde hun til gengæld ikke med sig. Det interesserede hende ikke – hun var i bund og grund en livsnyder. Jeg husker stadig hendes hamburgerryg og udkogte grøntsager med smørsovs. Hendes sjældne forsøg på at gøre det godt med dansk mad. Ikke godt, for at sige det mildt, og hun foretrak da også at invitere os ud at spise. Sådan var hun, og det var forfriskende anderledes i den tid.

Mormor

Som barn så jeg mest af alt min mormor som sød og gavmild. Lidt eksotisk, distræt og aldrig bange for at grine af sig selv. Nogle gange var der folk, der spurgte om vej til en nærliggende kro, hvor vi boede. Var de så uheldige at spørge min mormor blev de som regel sendt den forkerte vej. Fordi, hun var lidt distræt, måske var det for sjov – hun tog det i alt fald ikke tungt, når hun var kommet til at sende en hel bus med folk i den stik forkerte retning.

Hun var vist ikke altid lige let for de voksne og kunne også være krævende, når det kom til opmærksomhed. Alene, og siden også hjertesyg, men aldrig klagende over sin skæbne, som når jeg i dag ser tilbage, ikke har været let. Fra hun som lille mister sin mor, sin far, sin bror, oplever krig, opgiver sit land og sit sprog, og faktisk også siden mister sit ægteskab og sit barn, der flytter med sin far. Og til sidst sit helbred.

Men hendes eneste barn valgte at give sin førstefødte, mig, hendes navn, og en god mormor, det endte hun med at blive.

Mormor i halvfjerdserne

De franske aner, dem har min mor og jeg med os – i vores petite størrelser, i æstetik og lyst til at pleje udseendet. Jeg kan stadig høre min mormor tale om at være “proper”.
Min mormor har ubevist vist os, at det er helt naturligt at skille sig ud og være anderledes. Som at have en abe som kæledyr, som hun havde i en periode – desværre før, jeg blev født. Men det har haft sin pris, og hun har klaret sig selv og klaret vanskeligheder, som overstiger de flestes. Hun gjorde det så godt, hun kunne – ikke altid perfekt, men hvem kan sige, at de er det.

I dag vil jeg hylde hende for hendes fighterånd og hendes mod til at gå sine egne veje og holde fast i sig selv. Til at klare sig selv trods modgang og få det bedste ud af livet. Dét tror jeg, at ubevidst har fået lidt af med mig i livet, og ligesom hun var stolt af det franske, kan jeg heller ikke sige mig fri for at være stolt af min lille fjerdedel franske gener ♥

Historien om Marie

olga-marie-hylleborg

Man behøver ikke nødvendigvis efterlade sig store værker eller bedrifter for at blive husket i eftertiden. Marie er et eksempel på et menneske, der – ganske vist i det små – lever videre ene og alene af den grund, at hun var et godt og omsorgsfuldt menneske, der bar sin byrde flot.

Selvom jeg aldrig har kendt hende – og hun døde 35 år, før jeg overhovedet blev født – bliver jeg altid meget berørt af historierne om hende. Især, hvordan hun i sin sygdom lod sin forlovede gå og ovenikøbet sendte ham videre i verden med alt hendes brudeudstyr.

Marie var hverken rig, kendt eller berømt, men mindet om hende bliver bevaret i hendes slægt – og så længe historien lever videre hos bare ét menneske, er den ikke væk. Om hundrede år er altid glemt, siger man, men jeg tror, at også den næste generation vil komme til at kende Marie. Og nu skal I også få Maries historie her på bloggen. Måske bliver du også rørt over en ualmindelig vellidt og omsorgsfuld ung pige med en smertefuld skæbne. Måske vil det også sætte tanker i gang, om hvilket indtryk vi efterlader den dag, vi er væk. Og om, hvor godt vi har det i dag takket været den moderne lægevidenskab.

Allerede fra jeg var lille, hørte jeg af og til Marie nævnt i forbifarten. Hun er aldrig blevet dyrket på nogen måder, men hendes historie har altid fascineret mig.
Hun var min farfars storesøster, der døde som en ung kvinde. Han var kun 15 år, da de måtte begrave hende, og hans lillesøster, der heldigvis stadig er iblandt os, var kun 1 år. (tænk som forældre at stå med både et spædbarn og en voksen døende datter! Uden et velfærdssamfund og uden diverse moderne hjælpemidler).

Efternøleren Inge – der i første omgang var pinlig for min farfar – blev måske min oldemors største trøst, da hun mistede sin datter. Men trøst fandt hun også her på kirkegården, hvor hun havde stillet en stol, så hun kunne sidde ned på sine daglige besøg.

marie-hylleborg-grav

Billederne, breve og præstens nedskrevne tale er bevaret, så jeg har haft mulighed for at dykke lidt mere ned i historien og også få bekræftet, at hendes gode væsen ikke bare var en myte skabt af hendes alt for tidlige død.

Olga Marie Hylleborg var født den 18. maj 1909 og døde som bare 22-årig den 31. juli 1931 efter flere års smertefuld sygdom. Hun havde leddegigt, og indtil 1950’erne fandtes der ikke en effektiv behandling. Den gang var det en stærkt invaliderende sygdom, der gjorde folk fuldstændigt afhængige af hjælp.

I præstens tale kan jeg læse, at hun levede de sidste år i smerter, hvor alt langsomt blev taget fra hende:

“Marie holdt meget af sang og musik. Det var derfor svært for hende, at hun ikke længere kunne sætte sig til klaveret og spille. Men en dag, da hun havde fået det lidt bedre, ville hun hen til klaveret og prøve. Men ak! Hendes fingre magtede det ikke – og sådan var hendes sidste fire år jo en bestandig sigen farvel til det, der havde glædet hende og som hun havde kært.” 

Marie blev passet af sine forældre, hvilket man i hendes breve kan læse, at hun både var uendelig taknemmelig for, samtidig med, at hun var ked af, at det belastede dem så meget i deres travle hverdag.

“Ja, sygdommen tog hendes skønhed og kræfter, men ikke hendes godhed. I sygdommen var hun tålmodig, fordi hun ikke ville gøre det sværere for sin kære, og i kærlighed lå hun og fulgte dem, og tænkte på dem, og sygdommen fik aldrig lov at gøre hendes til egoist.”

(Jeg kommer til at tænke på min farfar, hendes lillebror Peter, da han over 60 år senere lå dødsyg af kræft. Han var præcis på samme måde. Fulgte interesseret med, var positiv og beklagede sig aldrig unødigt. Forsøgte til hver en tid at få det bedste ud af tingene. Måske har han fulgt Maries eksempel, hvem ved, og måske vil vi, der følger efter, gøre det samme, hvis vi kommer i en lignende situation en dag.)

Leddegigt er en kronisk betændelsestilstand i kroppens bindevæv, som rammer især led og knoglevæv, men også kan gå ud over andre organer. Marie døde af nyresvigt, og i den sidste tid vågede hendes forældre på skift over hende. I slægtsbogen er hendes død beskrevet:

“Hylleborg var gået ind i deres soveværelse for at få lidt søvn, efter at have siddet hos Marie, og han havde sovet lidt, da han kom ind i sygeværelset og spurgte: Kaldte Marie på mig? – Nej, svarede Christine, Marie døde for lidt siden!”

Det er ligeledes beskrevet, at et familiemedlem, som Marie var nært knyttet til, sad langt derfra og mærkede det i det øjeblik, at Marie døde. “Så, nu døde Marie”, sagde han til sin kone.
Er det tilfældigheder, er der mere mellem himmel og jord, er det stærke intuitioner, eller energier mellem mennesker? Jeg ved det ikke, kun at Marie gjorde et stort indtryk på sin omverden. Hele den lille by, hvor hun boede, og den nærmeste omegn, deltog i begravelsen.

marie-hylleborg
Marie var kendt for sin godhed, og blev kaldt “Byens Engel” i den lille by, hvor hun – og i øvrigt senere jeg – voksede op. Hun må virkelig have været noget for sig. Hun var forlovet og skulle giftes med denne pæne unge mand ved navn Ernst.

ernst-larsen

I hendes sygdom besluttede hun at gøre det forbi, for at lade Ernst gå ud og finde en ny, som han kunne have en fremtid med. Med sig fik han Maries brudeudstyr, bl.a. linned og sølvtøj med hendes initialer på. Min far kender i dag Ernsts søn og har fortalt ham historien, så også de ved, hvad der ligger bag initialerne på de arvestykker, som er tilbage, og til den kærlighed, som hun viste ham i hendes umulige situation.

Til slut får I et uddrag af et af Maries breve fra den 21. januar 1929:

maries-brev

“Nu i den sidste uge har jeg ligget den meste tid, jeg har vist lidt influenza ved siden af, det sinker mor forfærdeligt, for jeg kan ikke selv vende mig i sengen eller tage hænderne ovenpå dynen, så mat er jeg og så af smerter”.

“…nu håber vi jo på det bedste, det er jo kedeligt i den alder at være så plaget af gigt. Det er jo også slemt for far, mor og Ernst og i det hele taget dem, der skal omgås mig, farbror og tante kan nok slet ikke kende mig for lige så livlig og glad, jeg har været, lige så stille og rolig er jeg nu. I kan tro, det ikke er nemt at holde humøret oppe, og jeg græder hver dag, når jeg til tider ikke kan røre mig, og jeg ved godt, at det er dobbeltgalt for mor at holde humøret oppe. I kan tro, jeg er glad for far og mor, der er så søde til at hjælpe mig med dette, men hvis jeg nu kommer mig skal jeg nok huske at skønne på det, og Ernst er rigtigt nok også sød og tålmodig.
Næste gang jeg skriver, håber jeg, at jeg er blevet rask.”

 

Jeg håber, at Marie har rørt Jer en lille smule, og måske givet lidt stof til eftertanke.

 

Kærlig hilsen Jeanette