Tag Archive for: meditation

Her får du de 5 ting, jeg tog med mig fra Dalai Lamas Lykkens Visdom, hvor han giver sine enkle bud på at leve med fred i sindet.

Jeg har været i biografen og se Lykkens Visdom. En film, hvor Dalai Lama med udgangspunkt i sit mere end 90 år lange liv, det meste af det som flygtning, giver sine enkle bud på at leve med fred i sindet. Både for os som enkelte mennesker – og med hinanden. Det er en film, der er ekstra aktuel med den situation, vi har i verden lige nu, hvor meget går i alle andre retninger end fred og medfølelse for hinanden og for kloden. 


Der er noget utroligt beroligende over den 1 time og 30 minutter lange film med Dalai Lama. Jeg følte næsten, at jeg ind imellem forsvandt væk, og jeg gik ud af biografen med en stor blødhed indeni. Både på grund af ordene, mildheden og sikkert også de par indbyggede vejrtrækningsøvelser undervejs.

Udover Dalai Lamas personlige historie, overleverer filmen et livssyn og en række håndgribelige måder, du kan fokusere på, hvis du gerne vil have mere fred i sindet.

I det store perspektiv vil vi alle ved at starte med os selv kunne starte bevægelser mod fred og omsorg for hinanden og for den klode, som vi er ved at ødelægge med vores umættelige og hovedløse forbrug. Som han fortæller, så elsker hans selv at gå i butikker og se på smukke ting. Men så spørger han sig selv: Har jeg brug for det? Nej.

Skal vi sende mennesker til Mars? Nej, selvfølgelige skal vi ikke det. Kontrasten til “du ved sikkert hvem, jeg mener”,  er til at tage at føle på!

Her får du de 5 ting, jeg tog med mig fra Lykkens Visdom:

 

1. Vær i virkeligheden!

Som inkarneret gestaltterapeut (klik, hvis du vil læse mere på min hjemmeside) – med den eksistentielle livsfilosofi og inspiration fra zenbuddhismen, det indebærer – var der en særlig ting, der vandt genklang hos mig, og som gik igen flere gange:

Det handler om at være i og acceptere virkeligheden!

Dalai Lama taler ofte om betydningen af at være i virkeligheden med fokus på tilstedeværelse, klarhed og accept.
Gennem accept kan vi finde fred og harmoni i stedet for at kæmpe imod.


2. Åndedrættet er det centrale!

To gange i løbet af filmen laver Dalai Lama en helt simpel åndedrætsøvelser med os beskuere.

En dyb indånding. Hold den. Pust ud.
Gentag.

Bare de to dybe indåndinger sænker pulsen og giver ro. Det er så enkelt.

Når, du føler ubehag, når følelserne løber afsted med dig – så fokuser på dit åndedræt. Det er ekstremt virkningsfuldt og kan ikke gentages ofte nok.

3. Meditation er ikke uden tanker

Når Dalai Lama mediterer, handler det IKKE om at være uden tanker. Men tværtimod om at forholde sig analytisk til den reelle virkelighed. At mærke, hvor han er.
For som han siger, så er der forskel på virkeligheden og den opfattede virkelighed. Vi skal lære at kombinere et fredeligt sind med vores højtudviklede hjerner.

Hvad er det egentlig, der sker, og hvem og hvor er du selv i det?

90% af vreden opstår i følge Dalai Lama pga. projekterede følelser. Og vi skal træne os selv i at håndtere vores følelser.


4. Elsk dig selv

Dalai Lama siger det befriende ligeud: Han elsker sig selv!

Og at det er det nødvendige sted at starte. Herfra kan medfølelsen bredes ud til andre omkring os.

 

“Vi kan aldrig opnå fred i den ydre verden, før vi slutter fred med os selv.”



5. Hav medfølelse

Medfølelse – compassion – er et ord, der går igen og igen.

Ved at løfte blikket og interessere os for andre, forbinde os til andre og fokusere på deres velbefindende, kan vi mindske egne ubehagelige følelser som egoisme og vrede.

 

“Hvis du ønsker, at andre skal være glade, så praktiser medfølelse. Hvis du vil være glad, så praktiser medfølelse.”

 

Det handler ikke bare om de nærmeste, men om at lære sig selv, gennem meditation, refleksion og handling, at brede sin medfølelse ud til ALLE medmennesker. Dalai Lama er tilgivende overfor selv kineserne, der har erobret og undertrykt Tibet, idet han adskiller væsnet fra dets handlinger.

Det eneste ønske, han har, er, at tibetanernes kultur og sprog må få lov at overleve, under det kinesiske herredømme.

Hans ro, værdighed, mildhed og ydmyghed er rørende, og hans tak til allersidst ramte mit hjerte.

Det er ham, der skal have tak!

 

Jeg kan på det varmeste anbefale at se, høre og opleve Lykken Visdom, som måske lige nu er mere vigtig end nogensinde. Du kan også gå i dybden med Dalai Lamas filosofi og træning af sindet på hans hjemmeside her.

Balance i krop og sind med klange og vibrationer!

klangskaale

Nu bliver det en anelse alternativt! Ikke desto mindre bevæger jeg mig nu ind på et ældgammelt område, der virker til at vinde mere og mere indpas i vores moderne verden – klangterapi! 

I årtusinder har man i Østen anvendt klangskåle/syngeskåle til helbredelse og meditation, og i Danmark kan man nu også finde forskellige terapiformer, som ved hjælp af klang og vibrationer beroliger krop og sind, og afspænder musklerne, afhjælper søvnproblemer, sænker stressniveauet i kroppen, lindrer smerte og understøtter kroppens selvhelbredende kræfter.

Klangskålene stammer fra den buddistiske kultur i Himalaya, hvor de stadig fremstilles i hånden i forskellige størrelse og materialer (guld, sølv, kviksølv, kobber, jern, tin og bly). Vi har selv indtil videre én enkelt klangskål herhjemme, som vi helt amatøragtigt sætter til at “synge” og kan finde på at bruge til lidt afspænding i hverdagen.

I går havde vi en lille professionel “klangkoncert” hjemme hos os for interesserede venner og familie, hvor vi fik et indblik i, hvad lyde og vibrationer kan gøre ved vores krop og sind. En lille times tid, hvor Chi Yin Ho, der stammer fra Hong Kong, lavede smukke nuancerede klange med flere end 25 skåle, i forskellige størrelser og materialer og med forskellige toner, samt to store gonger. Det er ikke musik eller melodier, men inciterende lyde – lyse og dybe toner og klange – alene eller i samklang. Vibrationener går direkte ind i vores krop og celler og kan potentielt mærkes på det fysiske, emotionelle, mentale og spirituelle niveau.

klangkoncert
Under sessionen kunne vi vælge at sidde eller ligge, og alle valgte at lukke øjnene og bare glide ind i lydene i en meditativ tilstand. Fælles for os alle var det bagefter, at vi havde mistet tidsfornemmelsen fuldstændigt undervejs, og at vi følte os lette og bløde i leddene og meget behageligt til mode med en god energi. Det er bestemt noget, vi alle var enige om, at vi skulle gøre igen!

klangmeditation
Chi tilbyder også forskellige former for private behandlinger – kun for kvinder – torsdag, fredag eller lørdag i Gentofte. Prisen for en behandling, som varer mellem 75 og 90 minutter er 500 kr.

Du kan vælge mellem:
Klangterapi giver en dybtgående afslapning og følelse af indre fred og glæde, kan berolige nervesystemet, afhjælpe søvnproblemer og reducere fysisk smerte.
Frekvensterapi arbejder med ubalancer/sygdomme i kroppen, udfra en betragtning om disharmoniske frekvenser. Terapien siges at kunne frigøre energiblokeringer og forbedre blodcirkulationen, lindre smerte og understøtte kroppens selvhelbredende kræfter. 
Afspændingsterapi
sænker stresshormoner, kan afhjælpe søvnproblemer, lidre smerte og berolige nervesystemet. Blid berøring og afspændingsmassage kombineres med enten klangterapi eller frekvensterapi.

Læs mere på ChiYinBalance.dk
– eller følg med og hør eksempler på klangkoncerter på Facebook.