Tag Archive for: skyggedanseren



Præmie givet af Gyldendal!

Efter første side, ja efter de første par linjer, var jeg totalt solgt til den prisvindende norske roman Næste! (Læs uddraget fra den første side længere nede). Straks forstår man, hvorfor forfatteren Nina Lykke betegnes som observant, skarp og humoristisk.

Næste! er et skarpt portræt af nutidens kvinde og det moderne parforhold – af det moderne hverdagslivs mange paradokser og stilstand.

Det er simpelthen drøm af en underholdende sommerferiebog – og DU kan kan være heldig at vinde den her på Qland i denne uge!
Jeg trækker lod allerede næste lørdag den 20. juni.

KONKURRENCEN ER SLUT – TAK TIL JER, DER VAR MED, OG STORT TILLYKKE TIL ANNE, DER BLEV DEN HELDIGE DENNE GANG.

(romanen kan købes hos Saxo herreklamelink)

Næste! En lægeroman

Elin er praktiserende læge, og har været det de seneste tyve år. Omtrent samme mængde år som hun har været gift med sin mand Aksel i. Men pludselig vækkes gamle følelser til live igen, da hun ser sin flamme fra fortiden Bjørn på Facebook. Elin må flytte ind på sin praksis, og tage imod de uendelige bølger af patienter, som aldrig slutter, imens hendes følelser vælter rundt, og Aksel raser derudaf i deres rækkehus.

Nina Lykke har et skarpt blik for .  “Næste!” fortsætter hendes spiddende iagttagelse af nutidens kvaler på genkendelig og satirisk vis i denne sære og humoristiske form for moderne lægeroman.

Nina Lykke modtog den store norske litteraturpris Brage-Prisen for “Næste!”.

 

“Ingen kender understrømmene i befolkningen bedre end den praktiserende læge. Jeg har været igennem det hele: Glutenfrit, laktosefrit, sukkerfrit, alle artiklerne i aviserne og på nettet, der bilder raske mennesker ind, at hvis de holder op med at spise brød eller ost, bliver alt godt. De midaldrende forstår ikke, hvorfor de er trætte hele tiden. Det er fordi, du begynder at blive gammel, siger jeg til dem, men de tror ikke, at det med alder gælder dem, ligesom de ikke tror, at det med døden gælder dem. Der bliver gjort en undtagelse i deres tilfælde. De regner det for en selvfølge, at kroppen bare fungerer, og bliver overraskede den dag, den ikke gør. Den dag afføringen ikke vil ud, søvnen ikke vil komme, eller musklerne ikke vil makke ret. Syvogfyrre er ikke gammel, siger den syvogfyrreårige patient. Jo, siger jeg, syvogfyrre er nok til, at du kan være nød til at tage den lidt mere med ro.” Indledningen af Næste! 

VÆR MED I LODTRÆKNINGEN

Jeg trækker lod allerede på lørdag den 20. juni, så den heldige vinder kan nå at få året sommerferiebog i hus.

Hvis du vil deltage i lodtrækningen, så læg en kommentar under indlægget – skriv, hvor du forestiller dig at nyde romanen. Hjemme i sofaen, på stranden, i haven, i sommerhus eller et helt femte sted.

PS. hvis du vil have en ekstra viderchance, så hold øje med Instagram, hvor der også kommer et ekspemplar af Næste! på højkant.

Opkald fra Mælkevejen er en selvbiografisk debutroman af billedhuggeren Bjørn Poulsen, som skildrer opvæksten – og siden sit voksne liv – med en psykisk syg mor.

Moderen er af en velhavende familie, hvilket gør det muligt, at hun fra 1969, fra Bjørn er 10 til 15 år, slår sig ned på i alt 20 forskellige hoteller. Før det, har de levet et helt år af mad fra den nærliggende sportshals cafeteria, og hun magter ikke et normalt liv.

En ekstrem historie og et ekstremt svigt, men forfatteren besidder hverken bitterhed eller bebrejdelser. Han er tilgivende og tålmodig – overbærende overfor en angerfuld gammel mor – og insisterer på at se det gode i den opvækst, han har haft.

Vanrøgt på første klasse

Forfatteren fortæller nøgternt om det omflakkende liv, uden normale rammer. Med en ustabil psykisk syg mor, som ikke er et ondt, dårligt eller udannet menneske – hun er magtesløs og ude af stand til at give sine børn et hjem med normale og trygge rammer. Det er vanrøgt på første klasse. Lige indtil, pengene slipper op, og moderen senere ender på på Sundholm og på Skt. Hans.

Der er familie, som han ser som barn, og de er respektable og kultiverede, men tiden var en anden og ingen greb ind, trods moderens råb om hjælp. Den distancerede militærmand af en far er godt i gang med at opbygge en ny familie.
Desuden dækkende Bjørn over sin mor, som han jo også havde det godt med og havde mange gode oplevelser sammen med.

I det voksne liv, som bogen også skildrer, gør han alt for, at moderen ikke skal have dårlig samvittighed. Han er der for hende, som han altid har været, og bebrejder hende intet, selvom hun er en stor prøvelse for ham. Indlæggelserne hjælper ham, og da institutionerne med tiden tager over, er det en lettelse.

Det er ikke dysfunktionalitet i klassisk forstand med vold, druk, åndelig og social armod. Moderen formår at give sin søn er kulturel ballast, og han udvikler en dyb og omfattende viden og interesse for kunst – og for krigshistorie, som læseren præsenteres for undervejs. Biografer, rejser og museer bliver hans dannelse, hvor et hjem, faste og hjemmelavede måltider og en stabil adfærd mangler.

“Fingerspidserne er sprukne og gulbrune af nikotin, men ellers er disse hænder, der aldrig har arbejdet, den del af hende, der er mindst mærket af alderen. Fingrene er lange og slanke, det tynde skind har kun få rynker, og selve håndfladerne er endnu bløde. En lille rest af den pæne dame, jeg var på kro med, og som var urolig over mine kunstnerdrømme, men ikke desto mindre rejste til Paris med mig, så jeg ved selvsyn kunne se van Gogh og Soutine.”

Mobning og isolation

Bjørn bliver midt i hotellivet sendt på den fine Herlufholms Kostskole, hvor han udsættes for en gennemgribende mobning og isolering som offer for den junglelov, der hersker på stedet. Han har dels ikke den normale hygiejne med sig fra sit omflakkende liv. Dels har han nok evnen, men ikke viljen, til at slå fra sig. Han er ikke tilgivende, men kan ikke få sig selv til at gå ind i kampen, som vil være korporlig. Vreden og hævnfantasierne mod mobberne lever indeni, og han skriver godt på vreden. Her flyder sproget mere energisk.

Hvad han ikke har i lysten til at slås, har han i stedet i evnen til at overleve ved at finde sin egen vej. Han forlader kostskolen og et kapitel i sit liv, hvor ingen kom ham til undsætning. Aldrig søger han efter medynk, men kæmper sine indre kampe og finder en vej. Han beskriver også flere mindre flatterende sider af sig selv som barn, som indbefatter både lussinger til sin halvlillebror og prygl til hunden Polle. Afmagten og den ikke helt normale opvækst på diverse hoteller efterlader han ikke fuldstændig normaltfungerende, hvilket også nærmest havde været mærkeligt.

Tilgivelse og kærlighed

Som historien folder sig ud – og forfatteren i billedhuggeren folder sig ud med den – kommer vi ind til kernen af kærligheden til moderen. For til sidst at forstå hende som et tappert menneske.
Hvis moderen ikke havde kæmpet og beholdt sine børn, var Bjørn måske realistisk endt på Godhavn. Det er et livsvilkår for ham at se det bedste i tingene. For det kunne altid have været værre. Han kunne også have været vokset op i en kulturel armod, hvilket jeg forestiller mig ville være et langt mindre attraktivt scenarie end hotellivet og det symbiotiske liv med den ustabile, men ikke ukærlige, mor.

“I mørket kan jeg mærke hende. Det er først, når jeg åbner øjnene, at hun er væk. Som en af de blå kæmpestjerner, der, når de slukkes, imploderer til et sort hul. De er ikke længere synlige, tilsyneladende er de forsvundet, men stoffet er der stadigvæk, en tyngdekraft, der trækker stærkere end nogensinde.”

I starten tænkte jeg tre stjerner, så fire, men jeg ender på fem efter at have læst den sidste del.
Romanen udvikler sig, som har det været en lettende terapi at skrive og udfolde den fulde historie. Sproget synes at flyde bedre og skarpere, som vi kommer længere og længere ind i kernen.
Forfatteren lukker os ind i et ekstremt barneliv, en overklasseopvækst i slæbesporet, hvor den kulturelle opdragelse kompenserer for alle manglerne. Hvor kærligheden til moderen er stor, trods dens svære betingelser, og hvor tilgivelsen er central for at komme videre i livet og for at være i det.

Opkald fra Mælkevejen af Bjørn Poulsen fås hos Saxo.com (reklamelink)

Skyggedanseren anmeldelse

Skyggedanseren er opfølgeren på Sara Omars prisbelønnede roman Dødevaskeren, hvor vi igen følger den kurdiske pige Frmesks skæbne og lange kamp for et liv i frihed. Med en vekslen mellem opvæksten i Kurdistan, senere livet i Aarhus efter flugten med den voldelige far og moderen, der har givet op og selv er blevet forrået. En universitetsuddannelse er i fuld gang for Frmesk, der fra sin opvækst hos bedsteforældrene har fine værdier i bagagen, et udsyn udover den fanatiske tro, kærlighed til poesi og en oprørstrang, der får hende til at smide tørklædet og deltage aktivt i kvindesagsdebatten.
Senere et liv i blodigt fangeskab som bortgiftet til en muslimsk voldelig mand i Tyskland. Noget, som det siden viser sig, at der ligger en masterplan bag, som rækker langt tilbage i tiden.

Har du endnu ikke læst Dødevaskeren, så kan du læse min anmeldelse her – og jeg kan kun opfordre til at læse Sara Omars vigtige og velskrevne romaner. Hun sætter selv meget på spil ved åbent at fortælle om kvindeundertrykkelse, pædofili, vold, drab og social kontrol i nogle muslimske kredse. Hun er en vigtig stemme i kampen mod de mænd, og nogle medløbende kvinder, der misbruger Islam som undskyldning for deres egne handlinger, som kan være mere modbydelige, end man nærmest har fantasi til at forestille sig.

Skyggedanseren fortsætter Frmesks historie

Skyggedanseren fortsætter, hvor Dødevaskeren slap, med tilbageblik til Frmesks opvækst hos de milde, kloge og fritænkende bedsteforældre Gawhar og Darwésh i Kurdistan i 1990’erne, som er intetanende om det systematiske misbrug, som Frmesk fra femårsalderen er udsat for af onklen, som er imam og fører bibellæsningen med de små.

Bedstefaren er en modig oprører mod islam og dens undertrykkelse og vold. Han er kristen og tidligere oberst i den irakiske hær, men først og fremmest en elsker af litteratur og poesi. Bedstemoderen er troende, men arbejder aktivt for beskyttelse af kvinderne, for en frigørelse af den fortolkning af Koranen, som udsætter dem for grænseløs vold, overgreb og død. Hun har som dødevasker ordnet og begravet utallige af de såkaldte urene kvinder, som er blevet grusomt lemlæstet og myrdet for deres valg af partner, seksualitet, eller slet og ret for at have været voldtaget. Det er ikke et let sted på jord at være kvinde. De er udsatte for sladder, voldtægter, systematisk vold og drab, og bliver bortgiftet som en handelsvare mellem familier.

Frmesk er dybt traumatiseret, men har et lys, der brænder fra sine bedsteforældre. Hun udsættes igen i vores del af verden, i Danmark og Tyskland, for social kontrol og vold, uden at nogen kommer hende til undsætning, før det næsten er for sent og hun knap nok i stand til at rejse sig.

En bog, du ikke kan slippe!

Jeg havde planer om at læse romanen mellem jul og nytår, hvilket jeg har gjort, men i løbet af 1½ dag, var den væk. Den er så velskrevet, historien så fængende i al sin modbydelige og voldelige alvor, hvor man for hver eneste side håber for Frmesk og alle de andre undertrykte kvinder, at de må få frihed og et værdigt liv uden vold, overgreb og trusler. Håbet lever, fordi nogle kvinder – som Frmesks bedstemor og siden hun selv – arbejder for kvindernes rettigheder med livet som indsats.

Det mindste, vi kan gøre, er at læse Sara Omars medrivende fortællinger og åbne vores hjerter og vores forståelse for de kvinder, der ikke er så heldige som os at være født det rigtige sted.

Skyggedanseren, som fortjener fuldt hus med seks stjerner, fås hos Saxo.com – du finder Dødevaskeren her. (reklamelinks)