Thomas Korsgaard slutter historien om Tue med romanen Man skulle nok have været der

Thomas Korsgaard har netop udsendt Man skulle nok have været der, tredje og sidste roman om Tue, inspireret af hans eget liv og rejsen fra barndommens menneskelige og økonomiske armod i Jylland og den hårde kamp for at finde sin egen vej, en plads i København og for at udleve drømmen om at blive forfatter. I tredje og sidste bog er Tue kommet til København som 17-årig og må sande at boligmarkedet er for de privilegerede og hjælpen er ikkeeksisterende. Han må hutle og hustle sig igennem tilværelsen som hjemløs og lavtlønnet avisgadesælger for Politiken og bo på nåde og barmhjertighed rundt omkring, hvor mulighederne byder sig. 

Anmeldelse af Thomas Korsgaard Man skulle nok have været der

Anmeldelse

 

Efter at have læst Man skulle nok have været der kan kun endnu mere unde Thomas Korsgaard al den succes, som han høster igen og igen for sine litterære værker. 26 år gammel og med tre kritikerroste romaner, en novellesamling, en børnebog og to radiodramaer på cv’et. Vejen dertil har ikke været nogen dans på roser.

Trilogien om Tue, der startede med Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det, er nutidig social- og hverdagsrealisme. Det er fortællingen om, hvad det vil sige at komme fra laveste socialklasse med vold, frustration, depression, og om en ukultiveret baggrund, der ikke giver ret meget med i livets rygsæk.

Thomas Korsgaard har ikke fået meget forærende hjemmefra udover smerten at skrive fra og en vilje til at kæmpe sig frem til noget andet. Og en observationsevne og indsigt, som han bruger til at beskrive sin familie med både humor og en usentimental realisme, der ikke bliver hævngerrig eller ondskabsfuld. Som læser sidder man som en flue på væggen og oplever, at det bare er, som det er. Det er trist, men der er også håb for Tue. Man hepper på ham, mens bøgerne sluges i et vildt tempo.

Mødet med overklassen

I den nye bog bliver også de højere samfundsklasser taget under kærlig behandling. Som jeg læste i et interview med ham, så har alle de her pæne damer været på besøg i hans liv, så nu tager han en tur indenfor hos dem. Tue er rejst til København og kæmper for at finde fodfæste. Han får lov til at bo nogle dage på sofaen hos en kollega og dennes mor, en succesrig arkitekt. Her er der designermøbler, bossanovaplader, Vesterhavsost på morgenbordet og søndagsmiddage på Pastis – og et sommerhus nordpå, som familien efterhånden må søge tilflugt i, da Tue ikke kan finde ud af at fornemme lugten i bageriet og komme videre.

“Jeg kan føle mig hjemme alle steder. Det er ikke en evne. Det er en sorg.”

Den enes mangel på pli og den andens modsatte politiske korrekthed holder konstellationen kørende. Tue er tvunget af nødvendighederne, og måske præget af sin opvækst, gået hen og er blevet lidt af en hustler. Han tænker ikke så langt frem og kommer ud i nervepirrende situationer, da han få spundet en historie om, at luksuslejligheden er hans egen. Et forældrekøb. Ikke utænkeligt i de kredse, han selv er så langt fra, og som Thomas Korsgaard med vanligt sikkert blik også får udleveret. Det må naturligvis ende med et brag.

Tue er ikke kun en stakkel og et offer. Han er stadig et uslebent produkt af sin opvækst, og han kan ikke andet end at hustle sig frem, hvis han vil overleve og udleve sin drøm og bruge sine talenter til at skrive. Romanen giver en forståelse for, hvad det vil sige at skabe sig et liv fra næsten et nulpunkt. Hvorfor det stadig er en næsten umulig opgave i dagens Danmark. Romanen er – udover at være underholdende og ekstremt velskrevet – en vigtig skildring af klasseforskelle, om hjemløshed og om, hvorfor det stadig er lige svært at være mønsterbryder i Danmark.

Det lykkes for Tue, det ved vi, for Thomas er også landet godt i dag som en anmelderrost og feteret forfatter i en alder af bare 26 år. Endelig i egen lejlighed i København, hvor han fornyligt, har jeg læst, har tilladt sig selv at hænge sit første billede op. I bogen starter Tue med at smide sine ting i et skralderum, fordi han ikke har andre steder at gøre af dem. Som han så rørende beskriver det, kan han føle sig hjemme alle steder. “Det er ikke en evne. Det er en sorg.”

 Jeg kan kun anbefale dig hele trilogien. Det føles næsten forkert, at kalde dem underholdende, men den tunge opvækst til trods, så ER de underholdende pageturnere, og Thomas Korsgaard har en fantastisk evne til at beskrive mennesker på godt og ondt.

Man skulle nok have været der finder du hos Saxo sammen med de tidligere bøger af Thomas Korsgaard. (reklamelink)

0 replies

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så del den meget gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.