Uge 34 – Fokus og Favoritter!

Efter 14 intense dage med at pakke ned og flytte og komme på plads i det nye hus, er normalen så småt ved at indfinde sig! Vi er simpelthen ved at komme op til overfladen igen!
Det betyder også, at jeg i næste uge har store planer om at begynde at vise nogle af de færdige rum og før- og efterbillederne. Det er ret vildt, når jeg ser tilbage på den proces, vi har været igennem siden maj. Det er ikke til at forstå det, men vi er ved at være ved vejs ende. Der mangler stadig lidt udbedringer hist og her, så vi har stadig besøg af håndværkere en uge eller to mere. Vi mangler lidt nye møbler, og vi mangler lamper og billeder, men ellers er vi på plads og alt fungerer perfekt! ♥


Jeg er som sagt nu lige på trapperne med at vise dig EN HEL MASSE fra huset, men jeg ikke kunne lade være med at tage lidt close ups, lidt stemningsbilleder, som her ser ud lige nu.
Allerførst det nye vitrineskab fra Nordal, som er blevet et meget markant og fantastik item i køkken-alrummet i underetagen. Jeg er VILD med det, det rummer meget og det er guf for sådan en som mig, der elsker at style min bolig. 212 x 148 cm. ren lykke (da det først var inde – flyttefolkene, som jeg var nød til at få fat i, da skabet tårnede sig op ude på fortorvet, så knap så lykkelige ud).


Det blev i øvrigt leveret lynhurtigt fra Nordal – jeg bestilte fredag, og det kom tirsdag! 🙂

Og så er der køkkenet – halleluja – drømmekøkkenet fra Multiform! Det blev fuldendt, da bordpladen kom i torsdags og armaturet fra Dornbracht i messing kom op!
Jeg vil vise det hele rigtigt frem med alle detaljerne her på bloggen inden længe, men her er et lille sneak peek på det, som for mig er den fuldendte bordplade i nero assoluto og med messingen til.
Den bordpladen er blød og læderagtig at se og røre ved, selvom det er stenhård og solid granit. I love it ♥

Den lille pejs i køkkenet mangler stadig lidt maling i kanten og den nye messingplade er endnu ikke sat fast – men hyggeligt er det allerede.

Det nye badeværelset mangler lidt på væggen og måske en plante – men til gengæld er der blevet plads til en puf, der både giver varme til indretningen og er perfekt at sidde på! (fra Jotex og fås i mange fine farver her).

Sidst, men ikke mindst, er der kommet styr på vores lille praktiske bryggers. Der mangler stadig hylder og nogle andre småting, men får du det lige at se, som det ser ud nu, inkl. vasketøj og det hele 🙂
Min kære far var så sød at komme ind og samle elementer fra Ikea, som jeg i min naivitet troede var nogenlunde plug and play. Det viste sig ikke at være helt så let, som jeg gik og troede, men op kom det – min far giver ikke op så let – og det er skønt, når de praktiske rum bare fungerer. Der kommer to gode rummelige hylder op også, hvide med sorte hyldeknægte, så det skal nok blive rigtigt fint.

Min arbejdsplads med det lille bord, jeg malede, før vi flyttede, er også bare blevet så rart. Det er vigtigt for mig at sidde ordentligt med en ekstern skærm i den rette højde og med eksternt tastatur – og på min perfekte arbejdsstol (den kan du se nærmere på her).
Så her sidder jeg og skriver dette indlæg. Det første på min nye lille arbejdsværelse, pigekammeret kalder jeg det, som jeg har fået lov at regere i. ♥

Der kommer som sagt meget mere, meget snart. Det rigtigt dejlige er, at jeg nu rent faktisk igen får tid til at skrive, og det glæder jeg mig til!
Men jeg håber, du har fået et lille indtryk af, hvor hyggeligt og lækkert, her – i al beskedenhed – er ved at blive. Vi er i alt fald mere end lykkelige og er allerede faldet godt til.

Vores kat Oscar har indtaget det nye hjem og er nærmest gladere end nogensinde!

Viola er endnu ikke fortrolig med trapperne, så hun bliver slæbt op og ned af de tre etager! Vi håber, det hjælper, når der kommer tæpper på! 😉

 

Ugens beautyfavorit!

I løbet af de sidste par uger har jeg virkelig fået syn for sagen i forhold til, hvor meget hudpleje betyder – det betyder rigtigt meget – og hvor meget det i det hele taget betyder at have ro og overskud. Jeg har mere eller mindre brugt alle vågne timer på at knokle, og først de sidste par dage har jeg fået fokus på min hudpleje igen. Det havde sat sine spor, og jeg synes selv, at jeg så både træt og mere hærget ud.
Derfor besluttede jeg mig for at begynde min test af de Lift produkter, der kommer fra Filorga om et par uger, og det var lige det boost, jeg trængte til for at komme på banen igen.
Det lover en løftende effekt efter bare 7 dage. 

Jeg kommer tilbage med mere om den nye Lift-serie, når jeg har testet den i de 7 dage. Men jeg kan allerede nu konstatere, at du har noget at glæde dig til, hvis du er fan af den effektfulde franske serie, så derfor bliver den ugens favorit.
Serien består af dagcreme, natcreme og serum (de koster alle 595 kr.) og indeholder ingredienser, der normalt er kendt fra injecerbare behandlinger, der har til formål at løfte og fylde ud. Til den nye serie har de udviklet Plasmatic Lifting Factors, der giver hurtige synlige resultater. Den består af cellulære faktorer, der opstrammer vævet. Kollagen og hyalouronsyre, der giver volumen. Serummen påføres med en genial indbygget rulle, der efterligner jaderullen, som jeg er stor fan af (læs mere her).

♦♦♦♦♦

Som du kan fornemme, har jeg masser af ting i pipelinen, som jeg glæder mig til at skrive om her på bloggen. Og nu er du ved at have mig tilbage for fuld skrue.
Så vi høres snart ved igen!

Ha’ det godt indtil da ♥

10 kommentarer
  1. Tina
    Tina siger:

    Meget flotte stemningsbilleder og et elegant amartur, jeg kan godt til krydstagene:-)
    Filorga er et super godt mærke.
    Aften hilsner og en god ny aktiv uge:-)

    Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.