Ulvekvinten af Trisse Gejl

Jeg er netop blevet færdig med romanen Ulvekvinten af den danske forfatter Trisse Gejl. Den er nomineret til Blixenprisen 2016 for årets skønlitterære udgivelse og har høstet 5 hjerter i Politiken og 4 stjerner i Berlingske og i JP, mens Alt for Damerne og Femina drysser henholdsvis 5 og 6 stjerner udover den fine roman.

Det er en lille intens historie med stor dybde og psykologisk indsigt. Velskrevet og medrivende både undervejs og bagefter, hvor jeg har tænkt videre og ikke lige kunne slippe historien med det samme.

Historiens omdrejningspunkt er den karismatiske pianist Zoe, hvis sind krakelerer mere og mere i depression, angst og selvdestruktion.

Historien fortælles gennem Zoes bedste veninde Beate, som lige er blevet forladt af sin mand og har sine egne problemer, og af hendes niårige søn Frederik, der er så sød og god og forsøger at manøvrere i både sin mors sygdom og de skydespil på computeren, han søger tilflugt i.

Zoe forklarer i starten af fortællingen Frederik om Ulvekvinten, den falske kvint, som ødelægger hele tonesystemet på klaveret, og som viser sig at blive en metafor for hendes egen snigende sindstilstand. “…det viste sig, at man aldrig kan efterligne naturens klange helt. For der findes en slags…naturlig falskhed, der ødelægger hele systemet, hvis man prøver at integrere den.”

Man bliver suget ind i historien om Zoe og Beate, Frederik og Thomas, der står magtesløse og ulykkelige over den stadigt dybere afgrund, Zoe befinder sig i og den fatale katastrofe, det måske kan ende i.

Det er ikke en happy go lucky historie, men en hudløs empatisk fortælling om, hvordan livet og kærligheden også kan være – eller måske potentielt endda kan blive for os alle sammen, hvis de falske toner i systemet får overtaget.

Ulvekvinten fås på Saxo.com (affiliate link)