Alder er IKKE bare et tal!

Voksen blogger: Alder er IKKE bare et tal!

Først, når vi tør se på det, der er, kan vi forholde os til det – i modsat fald begrænser vi os selv i forhold til at være dem, vi er, på godt og ondt.

 

Når jeg hører påstanden “alder er bare et tal”, så standser jeg ofte op og tænker over ordene. Jeg forstår på den ene side godt meningen, at alder ikke er noget, vi skal lade begrænse af eller sættes i bås af. Dén er jeg i den grad med på – men ikke på den måde, at vi skal negligere alderen. Alder er målt i tid, alder er alder og meget mere og større end bare et tal.

Alder er bare et tal“! Jo tak, men det er altså også en hel del mere. Det er også forandringer, udvikling, erfaring, viden, forfald og efterhånden en række tab. Tab af mennesker, tab af fysisk styrke og helbred, ultimativt tab af, at der er bud efter vores kompetencer – og til allersidst måske tab af autonomi. Den dag, vi ikke længere selv kan bestemme, hvad tid, vi står op eller hvad for noget tøj, vi skal have på eller hvad vi skal lave – den dag er alder ikke længere “bare” et tal.

Hvis alder bare er et tal, så er det måske fordi vi negligerer, eller er bange for at se i øjnene, hvad livet også er. Og måske bliver en dag.

At lukke øjnene for alder er at begrænse os selv

Nu er det ikke fordi, jeg skal være en lyseslukker, der forudsiger, at livet er og bliver en jammerdal. Slet ikke. Livet er fantastisk og vil forhåbentlig være det i alle dets faser. Vi er konstant på vej, livet er en proces, og med tiden har vi også muligheden for at blive klogere, roligere, mere erfarne, tilfredse, afklarede og rummelige.

Aldersdiskriminering er heldigvis i fokus i de her år. Vi har et stykke vej endnu, og på arbejdsmarkedet oplever mange desværre stadigvæk, at det er svært at få job, når de er på vej mod de 60. Vi er også mange kvinder, der gør op med skønhedsidealerne og kampen for evig ungdom og sexappeal bl.a. ved at stå ved det grå hår og nægte at ommøblere ansigt og krop med plastikkirurgi. Alder er ikke bare et tal!

 

Vi er lige meget værd som mennesker, om vi er 10 eller 90. Jeg er, som voksen blogger på 55 år, fortaler for, at vi ikke skal lade os begrænse eller dømme af vores alder. Og det er nok også noget i den retning, vi mener, når vi påstår, at alder bare er et tal.

Men jeg er heller ikke fortaler for, at vi skal gøre os yngre, end vi er. At påstå, at alder bare er et tal er også at lukke øjnene for realiteterne.

 

Vi skal stå ved vores alder. Vi behøver altså ikke feje det væk med en idé om, at alderen ikke eksisterer som andet end et tal, en slags abstraktion.
Så er vi hoppet med på vognen om, at alder er et problem, som vi ikke kan se i øjnene.

Først, når vi tør se på det, der er, kan vi forholde os til det – i modsat fald begrænser vi os selv i forhold til at være dem, vi er, på godt og ondt. Med alle de realiteter, der følger med. Med alt det opgør, der kan være i forhold til, hvad vi kan og vil i præcis den alder, vi har.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.