På næste søndag den 13. maj har jeg den store fornøjelse at invitere fire læsere + hver en veninde til tøsetur i biografen sammen med mig!
Det bliver i Kinopalæet i Lyngby kl. 16.45 (vi mødes 16.20). Du og din veninde kan være de heldige, der får både billetter, popcorn og drikke til filmen – og ikke mindst en lækker Goodiebag, som du kan se nærmere på længere nede.  Og så glæder mig jo bare helt vildt til at møde de heldige, der bliver trukket ud i lodtrækningen og have et par skønne timer sammen!

Vi skal ind og se Tully med bl.a. Charlize Theron, og den ser virkelig sjov og skøn ud – og så er det vist en passende film at gå ind at se lige præcis på Mors Dag.
Du kan se traileren, så ved ud, hvad jeg mener! ♥

Scanbox har været super søde at give os billetterne, og de har også sørget for drikkevarer og popcorn til filmen.

♥♥♥♥♥

Der er også en GAVE i form af en rigtig lækker Goodiebag med nogle af mine egne favoritter, som jeg også er så heldig at have fået lov til at give til alle, der kommer med på søndag:


En 30 ml. tube med Filorga NCTF Reverse Cream.  (værdi 495 kr.)

Cremen kan  bruges morgen og aften, hvor den giver masser af næring, liv og fugt.

Den indeholder Filorgas NCTF-kompleks, som vandt Årets Innovation ved Danish Beauty Award 2108. NCTF er sammensat af 53 aktive ingredienser, herunder aminosyrer, vitaminer, enzymer og mineraler. Denne cocktail giver huden et boost, der virker på mange forskellige områder – minimerer rynker/linjer, giver fastere hud, mere levende udstråling, gennemfugter, minimerer porer og giver mere ensartet hud.

 

Læs mere om cremen her(reklamelink)


 

Full-size 100 ml. Sachajuan Overnight Repair (værdi 290 kr.)

Udviklet til at give dit hår styrke og elasticitet, og tilføre det fugt og shine, mens du sover. Overnight Repair er en gelé baseret på vand og bl.a. med den højeste koncentration af deres Ocean Silk Technology af alle Sachajuans produkter.

Påføres om aftenen efter hårvask i hele hårets længde – og sidder i hele natten. Produktet er oliefrit og vil ikke smitte af på dit sengetøj.
Du kan vælge at lade den være i håret dagen efter eller vaske den ud.

Se Sachajuan hos Matas her(reklamelink)

 

 

 

 


 

 

7-dages sæt med Sensai Cellular Performance Extra Intensive Cream, i alt 7 ml. (værdi 420 kr.)

7 dagsportioner af den super intensive luksuscreme fra Sensai, der booster energiproduktionen i hudcellerne i både dermis og epidermis, hvilket vil sige det øverste og mellemste hudlag. Den genopretter hudens fasthed og giver ekstra fugt og fornyet udstråling.
Øjencremen i samme serie var nomineret til en Beauty Award 2018 for årets luksus ansigtsplejeprodukt!

Oplev forskellen efter syv dage!

 

Læs mere om cremen her.

 

 

 

 

 


RATION Food Bar med Mango og Passionsfrugt (værdi 25 kr.)

Hvor ofte har du ikke savnet noget sundt, når du er i biografen?Noget, der gør både munden og kroppen glad!

RATION er de helt nye madbarer, som smager godt, og holder blodsukkeret stabilt – og samtidig er sammensat efter de officielle nordiske kostråd. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er sandt.

Du får lov at smage en 100% naturlig madbar fyldt med fibre, proteiner og Omega 3. Én bar indeholder ét helt æble, som giver både naturlige fibre, frugtsukker og C-vitamin.

Læs mere om RATION her.

 

 

 


1000 tak til Scanbox for at sponsorere biograf- og gufbilletter. Til Filorga, Sensai og Sashajuan for de lækre beautygaver. Og til Ration for de skønne sunde barer.

 

SÅDAN ER DU MED I LODTRÆKNINGEN!

For at deltage i lodtrækningen skal du bare hoppe over på FACEBOOK.

Skriv i kommentarfeltet, hvem af dine veninder, du kunne tænke dig at invitere med på søndag (på dagen får du 2 billetter, og du kan frit give den ene til hvem, der nu har lyst og kan).

Allerede på onsdag trækker jeg 4 tilfældige ud, der får hver 2 billetter på søndag, hvor vi mødes i Kinopalæet kl. 16.20.
Filmen går kl. 16.45 og der er bestilt billetter på bagerste række 🙂

Jeg håber, du har lyst til at komme med – og jeg beklager overfor jer, der bor for langt væk til denne event ♥


Den franske film Dalida er et biografisk drama om den fransk-italiensk-ægyptiske sangerinde Dalida, der havde stor succes gennem tredive år, fra sin debut i 1956 til hendes sidste album i 1986. Den dag i dag er hun et ikon i Frankrig og i flere fransktalende lande.
Trods sin enorme verdenssucces, skønhed og berømmelse, trods de mange fans og mange mænd i hendes ekstravagante liv, skildrer filmen – som i øvrigt er blevet til i nært samarbejde med hendes bror – hendes dybe ensomhed og søgen efter kærlighed.

Hun er en sand kunstner med sang og performance som et livsvilkår, men inderst ende ønskede hun sig måske mest af alt kærlighed og børn. Tragedien klæber, som en bagside af medaljen, til hende, fra hendes opvækst i Cairo med mobning og en far, der bliver arresteret, til en stribe af mænd i hendes liv, der vælger at tage deres eget liv.

Døden blive en følgesvend for Dalida, som hun også selv hele tiden kredser om, indtil hun til sidst vælger døden i en alder af bare 54 år. Noget, som hun har forsøgt en gang før langt tidligere i sit liv.

I filmen følger vi Dalida fra 50’erne og op til 80’erne, med enkelte tilbageblik til barndommen og skoletiden i Egypten. Fra gennembruddet i halvtredserne i nydelig kjole med strutskørt, til den mere hippieagtige mode i halvfjerdserne.

Udover den fængslende historie om hendes liv, er de forskellige tidsperioder gennemført skildret med en stor æstetik. Filmen er meget smukt filmet og holdt i afdæmpede farver hele vejen igennem, som giver associationer til 60’erne og 70’erne. Der er virkelig gjort et smukt stykke regissør-arbejde hele filmen igennem, både hvad angår mode og interiør.
I 80’erne gør Dalida sig – igen med succes – som diskodronning, hvor de intense viser bliver skiftet ud med glitter og dans, men stadig med en afdæmpet æstetik, som jeg synes gør filmen så smuk. Og musikken, ikke at forglemme, er så klassisk fransk, store viser, som vi også kender fra Edith Piaf, og dybe personlige tekster og fortolkninger, der afspejler alle følelserne, der går op og ned, fra den store kærlighed til sorgen.

Dalida er en smuk og æstetisk film med et tragisk indhold om succesens pris. Når man har det hele, men mangler kærligheden.
Den italienske skuespiller Sveva Alviti, der har måttet lære både at tale fransk og synge til filmen, yder en pragtpræstation som Dalida. Hun er stærk og sårbar, succesrig og ydmyg, talentfuld og søgende – og man er med hende hele vejen.
Filmen får fem stjerner fra mig!

Skal du en tur i biffen i påsken? Og er du vild med et eventyrligt univers og masser af action og vilde effekter? Og så i 3D på den smukkeste vis, hvor man bare bliver dybt fascineret. Ovenikøbet spækket med fede 80’er og popkulturreferencer (startsangen er Jump med Van Halen, og så er stemningen ligesom sat).
Så er Steven Spielbergs nye film Ready Player One et absolut must.

Normalt er jeg ikke den store actionfan, men jeg er vild med Ready Player One. De 2 timer og 20 minutter fløj afsted for mig i aftes, da jeg så heldig at være til den første danske forpremiere.

Filmen er baseret på en roman af Ernest Cline, som også har været med som manuskriptforfatter. Det er en slags digital fremtids-ridderfilm, hvor filmens hovedkarakter kalder sig Parzival efter Percival, der var en af Kong Arthus berømte riddere. Det er de godes kamp mod de onde, undergrundsaktivisterne mod magten, men også det analoges kamp mod det digitale. Og jagten på den hellige gral er skiftet ud med jagten på tre nøgler i spillet OASIS.
For sådan én, som mig, der kunne fortabe sig fuldstændig i alle filmene om Hobitten, bliver det ikke bedre!

Filmens hovedperson Wade Watts er født i 2020’erne, men ville meget hellere være født i 1980’erne – hans yndlingsperiode – en guldalder, hvor vi stadig var analoge, og hvor popkulturen blomstrede med et musikalsk baggrundstæppe fra bl.a. Duran Duran, Michael Jackson og Prince.

Handlingen udspiller sig i 2045, hvor mennesker bruger hovedparten af deres tid og penge på at leve i den parallelle virtuelle verden OASIS, i andre identiteter og alter egoer, og hvor nærmest alt kan lade sig gøre.


Skaberen af OASIS, som var en stille nørd, har ved sin død efterladt sig et spil i den virtuelle verden, hvor den, der løser gåderne og finder 3 nøgler, overtager rettighederne til spillet og arver hans enorme formue. Udover pengene får vinderen med andre ord magten over den virtuelle virkelighed, som hovedparten af befolkningen bruger deres liv i.

Parzival er en lonely knight, der søger en vej ud af fattigdommen i trailerparken anno 2045, som er et klondyke af containere bygget ovenpå hinanden. I OASIS er enhver sig selv nærmest, og ingen ved, hvem der i virkeligheden gemmer sig bag spillets identiteter – men har han sine venner derinde, og efterhånden finder de ud af at hjælpe hinanden med at kæmpe om at nå målet, også da kampen rykker ud af den virtuelle verden og ind i virkeligheden, og Wades liv er truet.

Ready Player One er fantastisk underholdning, på et højt filmteknisk niveau og visuelt fantastisk. Den giver endda også lidt stof til eftertanke om det digitale liv, vi lever, og hvor det kan ende. Endelig kunne jeg ikke lade være med at hygge mig over de mange (efter sigende over 200!) referencer til 80’erne, ikke mindst til musikken, men også de første computerspil, moden, film som Alien, The Matrix, Ondskabens Hotel og Star Wars – og i det hele taget stilen den gang, der i filmen står tilbage som en gylden tid.
Det betyder dog ikke, at de yngre ikke også kan være med, det er en film for alle der elsker en spektakulær film og et eventyrunivers.

Filmen er tilladt fra 11 år, men det er måske efter min mening lige ungt nok. I alt fald vil jeg anbefale, at man kan følge med i underteksterne. Filmen har premiere den 29. marts og den første uge har man valgt KUN at vise filmen i 3D, og det er der en grund til – snyd ikke dig selv for den oplevelse!

                                                                              

Filmanmeldelse: Hjertestart – kan man returnere et barn?

hjertestart-film-anmeldelse

I morgen er der premiere på den norske film Hjertestart, som er en usentimental og aldeles klichéforladt fortælling om et tabubelagt emne. Om ikke at kunne magte, og ikke at kunne finde følelserne for, sin adopterede søn. Om at være i så stor afmagt, at tanken om at returnere barnet til sin biologiske mor bliver til en virkelig mission.

***

Kjetil står alene med sin adopterede 6-årige søn Daniel efter hustruens pludselige død. Drengen var, når alt kom til alt, nok mest hendes projekt, og hans arbejde på en boreplatform havde holdt ham en del væk, så båndene mellem far og søn var ikke knyttet, og rutinerne ikke etableret. Projektet var for ham de tre, og nu står han med sin egen sorg, og sorgen fra en lille og lidt umulig dreng, som han ikke evner at nå ind til. Det er ikke Daniels skyld, for Kjetil er distanceret og fysisk kold, nærmest uvenlig og hård.

Han lægger bordet hos myndighederne, at det måske skyldes, at det ikke er hans egen søn, at han ikke formår at give drengen det, som han har brug for?

***

Da han kun møder opfordringer til at give det tid, og at reaktionen er helt normale, tager han sagen i egen hånd. Som en slags omvendt Sporløs tager han drengen med til Columbia for at finde den biologiske mor og levere han tilbage. I sin egen magtesløshed har han en idé om, at Daniel er bedre tjent uden ham, hans far.
Det bliver en rejse tilbage til Daniels udgangspunkt, til en erkendelse af hustruens død, som han i starten holder hemmelig dernede, og et møde med en anden kultur, som giver ham indblik i, hvilken skæbne og hvilket liv, hans søn kunne have haft. Måske er det dét, der skal til for at åbne Kjetils hjerte overfor den lille fyr og tage ansvaret på sig.

***

Hjertestarter er ikke en tåreperser, ikke letkøbt følelsesporno, som vi bliver præsenteret for så meget af. Men den giver en knugende fornemmelse dybt i maven af medfølelse, ikke mindst for den følelsesmæssigt negligerede dreng – men også for den sorgtyngede far, der ikke rummer at imødekomme en lille drengs behov. Kjetil spilles vanvittigt overbevisende og ægte af Kristoffer Joner, der regnes for en af Norges bedste skuespillere.

***

Hjertestart er en lille og dyb film, som på gribende vis bryder et stort tabu. Måske havde tabuet været endnu større, selv i vore dage, hvis det havde været en kvinde, der ikke kunne åbne sit hjerte og tage ansvar og finde både medfølelse og ansvar for sit adopterede barn. Ville det samme kunne ske for en kvinde? Og hvordan ville det have været for Kjetil, hvis barnet havde været hans eget biologiske?
Alt det kan man kun tænke videre over, mens man følger Kjetil og Daniels rejse, som bliver en ny start for dem – hvor medfølelse og empati måske får overtaget og får hjertet i gang.

Fra mig får filmen fire stjerner for det fantastiske skuespil og for med stor ægthed at fortælle en historie om forbudte følelser.


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sort

Mens vi lever – om skyld, sorg og tilgivelse

mens-vi-lever-anmeldelse

Den nye danske debutfilm Mens vi lever har premiere i dag og tegner efter anmeldelserne at dømme til at blive en velfortjent succes.
Jeg har selv været så heldig at se den, og jeg kan kun tilslutte mig alle dem, der er imponerede over, at det kan lade sig gøre at lave en så flot spillefilm for bare 2 mio. kr. Det er ikke mere end budgettet for en velproduceret reklamefilm eller musikvideo.

Penge eller ej, så er det først og fremmest historien og de store følelser, der bærer filmen. Når det så er sagt, så bærer film ikke på nogen måder præg af at være billig. Billederne er smukke, skuespillet er godt, og musikken lagde jeg specielt mærke til. Det er nok ikke så underligt, når det nu er lykkedes at få Bent Fabricius-Bjerre med om bord, sikkert mod en betaling langt under, hvad han er vant til.

Mens vi lever er blevet til udenom det danske støttesystem drevet af en stålsat vilje og tro på sig selv fra de tre iranskfødte brødre Mehdi, Milad og Misam Avaz som henholdsvis autodidakt instruktør, manuskriptforfatter og producer. Mehdi Avaz, der til dagligt bor i LA, er dog ikke ligefrem uerfaren, eftersom han bl.a. laver musikvideoer og reklamefilm for nogle af de helt store firmaer som fx Audi. Det gør ikke filmen reklameagtig eller storladen rent billedmæssigt.

Den følelsesmæssige side er der derimod skruet op for i den tragiske historie, som er inspireret af virkelige hændelser fra instruktørens egen gymnasietid. Det kan ifølge Mehdi Avaz, delvist tilskrives deres iranske baggrund, hvor følelserne i højere grad får frit løb. Man kan diskutere, om det er for meget, og om fortællingen er 100% helstøbt. Om mennesker virkelig ville reagere som de gør i filmen, men uanset hvad, så er sorg og skyld svært at håndtere. Rationalet kan forsvinde og følelserne kan blive umulige at bære – og flugt kan blive den eneste mulighed.

Filmens unge hovedperson Kristian har valgt flugten. Som fisker i en vestjysk by langt væk fra sin hjemstavn. Eller måske har han ikke valgt den.
Hvorfor har han vendt fortiden ryggen? Først da hans ven Peter, spillet af Nicolas Bro, ligger på dødslejet og beder ham vende tilbage og få øjnene op for, hvad han har lagt bag sig, begynder den komplicerede situation brik og brik af løsne sig. Nicolas Bro brænder i øvrigt igennem fra første sekund – selv liggende i en seng – som den verdensklasse skuespiller, han er. Ikke, at de andre er dårlige, slet ikke, men han har bare en star quality, som er med til at løfte filmen.

I filmen flettes fortid og nutid og flere personers skæbner og historier sammen. Det kræver tålmodighed i starten af filmen, før helheden dannes, og vi ser tiden, der leder op til en fatal ulykke. Jeg vil ikke afsløre for meget her og risikere at spolere filmen for dig, hvis du vælger at gå ind og se den. Det synes jeg klart, du skal overveje. Ikke som en opløftende feelgood film, men til eftertænksomhed.
Den har et par punkter, hvor man måske tænker, at sådan ville man ikke reagere – men måske ville man netop. Og bare det, at man tænker, reflekterer, og filmen bliver siddende i tankerne i mange timer efter, er for mig en kvalitet i sig selv. Vi kender sikkert alle nogen, tæt på eller længere ude, som har mistet på tragisk vis. Eller måske har været skyld i et uheld. Mens vi lever giver indsigt i, hvordan verden kan gå under fra den ene dag til den anden og aldrig blive den samme. Men også i, at det kan lade sig gøre at komme videre.

Filmen får fire fine stjerner fra mig. Og så glæder jeg mig til at se mere til Brdr. Avaz.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Det ser jeg på Netflix!

frida-netflix
Hvis du ser Netflix, så kender du sikkert også problemet med at søge efter det helt rette. Helt ærligt, så synes jeg, der er langt mellem snapsene, men der er rigtigt gode ting imellem – hvis man altså bruger tid på at lede efter det.

Nu er smag og behag jo forskellig, men hvis du lige tilfældigvis skulle have nogenlunde samme smag som mig, så får du lige nogle af mine yndlinge her som inspiration. I denne her regnfulde sommer kan det nok bruges ind imellem, tænker jeg 😉

***

Gode film er det sværeste for mig at støve op på Netflix. Jeg synes ikke, det er deres stærkeste side – dels skal jeg selvfølgelig helst ikke have set det (alt for mange gange) før og dels stiller jeg nok pænt store krav til kvaliteten. Begge dele kan godt gøre det en anelse svært, er jeg bange for, men her er et par perler:

  • FRIDA – prisbelønnet og Oscarnominert film om den verdensberømte mexicanske maler Frida Kahlo og hendes liv, som var fuld af smerte efter en alvorlig ulykke, men også af integritet, kunst, liv, drama og optimisme. Meget smuk film, men fantastiske billeder og flot skuespil af Selma Hayek.
  • La Vie en Rose – rørende drama om den franske sangerinde Edith Paifs liv.
  • The Big Short (læs min anmeldelse her)
  • The Tourist med Angelina Jolie og Johnny Depp er lige tilføjet – den tror jeg, at jeg napper. Det kan ikke gå helt galt!
  • Og en dag, jeg skal se noget fjoller feel good, så kunne det blive Min brors kæreste – kun fordi, jeg elsker Juliette Binoche.

min-brors-kaereste-binoche

***

Dokumentarer er noget af det bedste, jeg ved, og her er nogle, som jeg er super begejstret for:

  • IRIS, om det 93-årige modeikon Iris Apfle fra NY. Så skøn, så inspirende.(Læs min tidligere anmeldelse her)
  • What Happened, Miss Simone om den legendariske sanger, pianist og rettighedsforkæmper Nina Simone. Så stort et kunstnerisk talent med et martret maniodepressiv sind. Det er musik på højeste plan i en historisk tid, hvor de sorte kæmpede for deres rettigheder i USA. Men talentet er evigtgyldigt!
  • Woody Allen Documentary. Historien og karrierevejen bag filmgeniet. Et must for alle os, der elsker Allen.
  • Bowie: The Man Who Changed the World. Historien om David Bowie, hans udvikling og musikalske alter egos – og hans enorme indflydelse på musik, kunst og kultur.
  • Fat, Sick & Nearly Dead. Om en overvægtig og kronisk syg mands rejse gennem fast food Amerika og gennem en kontrolleret juicekur, der genrejser hans krop og helbred. Lærerig og tankevækkende.

Jeg MÅ altså også anbefale Chefs Table med nogle af verdens mest dedikerede og talentfulde mennesker og superkokke. Og om ikke andet, så afsnit 1 i den nye sæson 3 med den buddistiske nonne Jeong Kwan fra Korea. Hun ser mad som en filosofi, og hun laver den til sit kloster – men på det niveau, som kunne præsenteres på Noma! Det er noget af det fineste, jeg længe har set.

***

De store serier, dem kender vi jo alle sammen, og de er ikke det svære at finde. Jeg fik langt om længe hoppet med på House of Cards med det resultat, at jeg fik set samtlige 65 afsnit på et par måneder! Nu tør jeg ikke kaste mig over en ny serie lige med det samme, men den næste bliver måske Game of Thrones.
Ellers må jeg indrømme, at jeg godt kan lide den fjollede Grace and Frankie og samspillet mellem Jane Fonda og Lili Tomlin. Og så er der selvfølgelig The Crown – jeg kan næsten ikke vente på sæson 2.

***

Så nu er der lidt af gå i gang med, hvis du altså ikke synes, at min smag er ude i hampen – og masser af søgetid at spare på Netflix! 🙂

Kærlig hilsen Jeanette

 

 

Glæd dig til La La Land…..

la-la-land
I overmorgen er der premiere La La Land– og du kan godt glæde dig! Jeg var så heldig at få lov at se den hos Nordisk Film i sidste uge, og allerede da filmen havde været i gang i 5-10 minutter havde jeg besluttet mig for, at den skulle jeg se igen! Snart. Musikken måtte jeg direkte hjem og finde på Spotify. Der er ingen tvivl om, at en klassiker er født.

La La Land er en moderne romantisk musical, der står på skuldrene af – og hylder – den klassiske amerikanske filmhistorie med alt, hvad det indebærer af sang, dans og musik. Og til alle, der måtte tænke, at de kunne noget særligt den gang i de gode gamle dage, så har nutidens skuespillere, dansere, musikere og sangere intet at stå tilbage for. De kan det hele – og lidt til!

Vinder af 7 Golden Globes – vist nok en rekord – og nomineret til hele vilde 14 Oscars. Der er fest og farver, vidunderlig musik, stepdans, kærlighed og drømme – og først og fremmest en hyldest til kunsten, kærligheden, jazz’en og den ægte vare i livet.

la-la-land-plakat
Filmens hovedpersoner Mia og Sebastian knokler i drømmenes by LA – eller City of Stars som filmens smukke titelsang hedder – for at blive henholdsvis skuespiller og jazzpianist med egen klub. Vejen går gennem utallige ydmygende auditions og ditto barpianistjob, men de finder hinanden og kærligheden vokser, mens de kommer til at blive støtter og katalysatorer for hinanden i jagten på drømmene. Sammen hjælper de hinanden med at holde fast i deres drømme og integritet, men vil kærligheden også holde undervejs?

Den mandlige hovedrolle spilles af Ryan Gosling, som mange sikkert husker fra The Notebook. Flot er han jo, og måske mest af alt vildt charmerende – synge og danse kan han selvfølgelig også  – og så har han lige på tre måneder lært at spille klaver til rollen!

Emma Stone elsker jeg bare for hendes star quality og enorme naturlighed. Jeg elsker, at hun ikke er modelperfekt og på nogen måder kunstig. Hun har udstråling, sødme og personlighed, og det er heldigvis det, som tæller mere og mere.

la-la-land-emma-stone

Filmen hylder den virkelige uforfalskede kunst, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten. John Legend har i øvrigt en fin rolle som musiker, der netop går på kompromis og smører maskinrytmer ud over sin kunst – til massernes glæde, men kontrasten til den lille jazzklub står tilbage og taler for sig selv.

La La Land er et fyrværkeri af farver, kærlighed og livsmod
– der er rød, gul, grøn, blå og lilla ud over det hele. Lige, hvad vi har brug for i en tid, hvor vi for alvor ryster den grå finanskrise af os. Vi vil se verden i farver igen (ligesom vi også ser det i moden og i boligindretningen). Timingen er helt rigtigt, og jeg tvivler på, om filmen havde opnået sammen kæmpe succes for 5 år siden.

Nu er vi simpelthen så klar til La La Land og jeg kan ikke andet end give den seks stjerner i min anmeldelse her på bloggen ♥


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort

Kærlig hilsen Jeanette

Lion – en fantastisk film! *****


lion-dev-patelHusker du drengen fra Slumdog Millionaire? Dev Patel er i dag 26  år og har hovedrollen i den nye film LION, der er nomineret til seks Oscars.
Jeg så den i biografen i går, og jeg blev så rørt over historien, som er baseret på virkelige hændelser og de virkelige personer skildret i bogen A Long Way Home af Saroo Brierley (du kan læse om den virkelige Saroo her).

a-long-way-home-saroo
Filmen handler om den lille dreng Saroo, der lever i det nordlige, golde og fattige Indien med sin mor og sine søskende. Den lille dreng spilles helt uovertruffent af den otteårige charmerende Sunny Pawar, som vi nok, ligesom Dev Patel, kommer til at høre mere til i fremtiden.

En aften bliver den 5-årige Saroo væk fra sin bror, da de er ude og lede efter småmønter og andre efterladenskaber på togstationen og i togene. Da han går ombord på et af togene for i sin desperation af lede efter broderen, sætter toget i gang, og han er fanget i en aflåst togvogn, som fører han mere end 1000 km. væk hjemmefra. Da han endelig kommer ud, er han helt alene i det overbefolkede, summende Calcutta, hvor et ensomt barn ikke er et særsyn, som vækker særlig opmærksomhed. Vidste du i øvrigt, at der hvert år forsvinder 80.000 børn i Indien?

Saroo er overladt til sin egen skæbne på gaden med et stykke pap som eneste ejendom – men har et overlevelsesinstinkt, der redder ham fra at falde i kløerne på kriminelle børnemisbrugere. Den lille ulykkelige dreng kæmper for sin overlevelse og finder mad på lossepladser, indtil en mand en dag kaster sit blik på ham og fører ham til myndighederne. Herefter går turen til helvedes forgård af et børnhjem, hvor han er heldig at blive hjulpet til adoption i Australien. Ingen kan nemlig finde hans mor baseret på de sparsomme oplysninger, den lille dreng kan give. Han kender end ikke sit eget efternavn eller er i stand til at udtale sin hjemby korrekt. Og Indien er et stort og uorganiseret land!

Han bliver bragt til Tasmanien, hvor han får en god opvækst hos et kærligt par, der har valgt adoption fremfor at få egne børn. De redder dermed Saroo, og han er til gengæld en glæde for parret hele vejen igennem. Deres næste indiske adoptivsøn bliver lidt mere vanskelig, da hans bagage måske er endnu mere voldsom. Nicole Kidman spiller så fint og smukt rollen som adoptivmoderen, med al den kærlighed, hun har til de to drenge og med al den usikkerhed, der er forbundet med ikke at være biologisk forbundne.

Saroo tilpasser sig og først, da han er midt i tyverne begynder erindringen og minderne om hans barndom og hans ophav at trænge sig på. Særligt den indiske mad sætter tingene i gang, og han begynder så småt at rekonstruere sin lange togrejse. Med de få pejlemærker, han husker, går han på Google Earth for at finde hjem. Traumet om at være  blevet væk vender også tilbage, mens han kæmper sig videre, og iblandet er også en frygt for at virke illoyal og utaknemmelig overfor sine adoptivforældre.

Langsom falder brikkerne på plads og en dag kan han præcist udpege på Google Earth, hvor han boede, og rejser tilbage dertil. Hans mor er blevet boende i alle de 25 år, der kommer til at gå, fordi hun har bevaret troen på at se sin søn igen.
Da man til sidst i filmen ser de virkelige personer, er det svært at holde tårerne tilbage, og det er så uendeligt svært at forstå og acceptere at små børn kan overlades til deres egen skæbne og til onde skæbner her på vores klode. Filmen er så fin og så menneskelig og har så mange lag, foruden at være det fineste håndværk hele vejen igennem. Den er vedkommende og tankevækkende og kan absolut kun anbefales som et must see. (se også trailerne længere nede).

Kærlig hilsen Jeanette

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort stjerne

Paterson

paterson-film

Paterson, som går i de danske biografer lige nu, er ikke for de utålmodige sjæle. Det er netop pointen med filmen, hvor budskabet er nærvær og glæde ved at bevæge sig langsomt i små cirkler og finde glæden i rutinerne og de mennesker, der er omkring en. Paterson er med andre ord en slow movie, der bringer dig blød og afslappet ud af biografen med alle intentioner om at være mere nærværende i nuet og det liv, der omgiver dig.

Hovedpersonen Paterson, så sødt og fint spillet af Adam Driver, er buschauffør i byen af samme navn, Paterson i New Jersey. Paterson er ét med sin by mere end bare af navn. Han er en mand, der nyder sit lille og stille liv med alle dets rutiner. Et “offline liv“, for han har hverken smartphone eller computer.

Det indre vækkeur vækker ham stille og roligt hver dag op ved sekstiden. Så spiser han samme kop morgenmad, mens han sidder og nyder den stille stund og filosoferer – faktisk over så små ting, at en æske tændstikker kan fortjene hans opmærksomhed.
Derefter går han hen til busholdepladsen, mens digtene udfolder sig i hans hoved. Her har han tid til at sidde i bussen og nedfælde sine digte, indtil han en kort sludder med formanden, der får hældt sine problemer af og samtidig bliver startskuddet på arbejdsdagen. I bussen nyder han de mennesker, der kommer og går og lytter til deres samtaler.

Paterson skriver flittigt digte i sin hemmelige notesbog, og han har egentlig intet behov for at dele dem med omverdenen, selvom kæresten presser på for at han skal få dem udgivet. Hun på den anden side er hans perfekte modpol, der drømmer store drømme om berømmelse og indretter det lille hus med sine kreative ideer og en hel del sort og hvid maling. Hun er det uforudsigelige og flamboyante i hans ellers meget forudsigelige tilværelse.Paterson er omgængelig og kærlig og åben for det liv og de mennesker, der er lige omkring ham.

Eneste individ, der ikke huer ham 100% er den jaloux buldog Marvin, som hver dag på den samme aftentur bliver parkeret udenfor den samme beværtning, hvor Paterson nyder en øl i baren med de samme mennesker.

PATERSON_D27_0139.ARW

Filmen er behagelig, stille, tankevækkende og underfundig. Den er en stilistisk smuk hyldest til hverdagen og poesien, til hverdagspoesien, til det nærværende liv og til opmærksomheden på det og dem, der ér i den umiddelbare nærhed.
For det giver jeg den hele 5 stjerner!

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne

Kærlig hilsen Jeanette

Jackie

Forestil dig, at du sidder ved siden af din mand, der pludseligt bliver skudt i hovedet og dør i dine arme med blod og hjernemasse væltende ud over dig! Så voldsomt, så traumatiserende, og alt imens hele verden ser på.

I filmen Jackie er det ikke stilikonet Jackie Kennedy, men mennesket bag, det handler om. Zoomet ind på hendes situation, tanker og følelser i den intense tid fra hendes mands dramatiske død den 22. november 1963 til hans pompøse begravelse 3 dage efter.

jackine-anmeldelse

Filmens fortælling sker gennem et interview, som Jackie – i skikkelse af smukke og vanvittigt dygtige Nathalie Portman – giver en enkelt udvalgt journalist kort efter John F. Kennedys død. Her fortæller hun åbenhjertigt om den voldsomme oplevelse og den situation, hun står tilbage i, hvor hun skal samle sig selv og sit liv op – fra eventyret i Det hvide hus til nu at står alene.
Det er dog langt fra det hele, der kommer til tryk i artiklen, for hun styrer pressen med hård hånd og bestemmer i sidste ende det endelige indhold, hvor hendes mand fremstår som en ener med referencer til Camelot og ridderne om det runde bord.

Vi ser en kvinde, der er både på sammenbruddets rand og på samme tid determineret og strategisk, nærmest udspekuleret. Hun ved, at begravelsen er essentiel for John F. Kennedys eftermæle, og det håndterer hun samtidig med, at hun tager sig af to små børn og et hjem, der allerede er ved at blive pakket ned og overtaget af det nye præsidentpar. Hun iscenesætter og hun gør det dygtigt, og hendes optræden som den sortklædte enke med sløret, sammen med de to små faderløse børn, bliver et billede, som for altid vil være en del af historien.


Vi ser hende lige efter mordet, hvor hun vasker blodet af ansigtet, og hvor hun er ved at gå helt i stykker. Alligevel viser hun styrke og beslutsomhed og har en klar strategi i alt, hvad hun gør i forhold til offentligheden. Hun er selv et sted ved at være i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er iscenesat, men hvad er hendes valg andet end at forsøge at skabe den historie, der alligevel vil blive fortalt.

Nathalie Portman er den altdominerende kraft i filmen, og man føler empati med hendes sorg, hendes situation og hendes liv, der på et sekund er forvandlet og aldrig bliver det samme. Selvom hun udviser en hårdhed midt i kaos, så kan man kun beundre hendes mod og klogskab til at tage kontrol.

I rollen som John F. Kennedy ses danske Casper Phillipson, der gør det rigtigt flot i den lille rolle. Begge de to hovedpersoner er castet godt, og især Casper Phillipsons lighed er slående.

casper-phillipson

Jackie ligger et sted mellem 4 og 5 stjerner, så det må blive til 4½ flotte stjerner og en varm anbefaling herfra.


stjerne sort
stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halvstjerne

 

Kærlig hilsen Jeanette

Kampen mellem det sorte og det hvide i Underverden

underverden-dar-salim

Den 19. januar har filmen Underverden af den danske instruktør Fehnar Ahmad premiere over hele landet. I hovedrollen ses Dar Salim, som af mange er kendt fra tv-serien Dicte. Filmen er en blanding af drama og action med hverdagsagtige billeder af København, som gør den meget realistisk og får den til at krybe helt ind under huden.

Jeg havde høj puls og følte mig meget påvirket efter at have set filmen i dag. Den slags film plejer jeg ellers hurtigt at ryste af mig, men Underverden er mere end en actionfilm!

fehnar-ahmad-instruktoer

Instruktøren Fehnar Ahmad og skuespillerne Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri

img_0060

Dar Salim

Hovedpersonen, Zaid, er hjertekirurg og mønsterbryder fra indvandrermiljøet i Albertslund. Vi følger hans daglige, normale liv på arbejdet og i den fede lejlighed ved havnefronten i København, hvor han bor med sin danske kone Signe (spillet af Stine Fischer Christensen), der er højgravid. Han har tydeligtvis følt sig nødsaget til at tage afstand fra sin kriminelle lillebror, og han afviser ham, da han efter et mislykket bankrøveri banker på døren og beder om hjælp. Zaid har fået nok og forsøger med al magt at leve det liv, han har kæmpet sig til.

Da lillebroderen senere køres ind på traumecenteret på hospitalet, hvor Zaid arbejder, gennembanket og døende, starter hans kamp. Han føler sig affærdiget af politiet og magtesløs over drabet på hans bror, og han begynder at tage sagen i egen hånd og opsøge de mennesker, som lillebroderen arbejdede for. Det bliver langsomt til krig med en rå og uhyggelig underverden af kriminelle indvandrere, hvis brutalitet ikke kender grænser.

Zaids egne grænser nedbrydes i en blanding af skyldfølelse og hævntørst, han går langsomt i opløsning, og vi ser ham i det skjulte forvandle sig fra den hvidkitlede og respekterede læge til Den sorte Hævner. I bedste Rocky Balboa stil løbertræner han med hættetrøjen i det gamle betonkvarter, skyder sig uhæmmet med steroider, og han genoptager kickboxingen hos sin gamle træner. Motorcyklen males sort, og han ifører sig skudsikker vest, sort tøj og maling i ansigtet. Han går på jagt i underverdenen!

Der er dømt krig. Krig i Zaids indre, han er fanget mellem to kulturer. Hvor han før forsøgte at holde afstand til broderens problemer, bliver hævnen nu altoverskyggende i forhold til hans arbejde, kone og kommende barn. Han bliver trukket ind i en livsstil, som han for alt i verden har forsøgt at undgå, og en mere og mere regulær krig med de kriminelle, der ikke skyr nogen midler overfor de mennesker, som han har i sit liv.

Dar Salim giver alt i sig i rollen, både i de følsomme scener, fra hans normale verden, og som den side, som jeg vil kalde den sorte hævner. Filmen har en realisme over sig, der gør, at den rammer hårdt og giver masser af stof til eftertanke. Selvom man måske ikke er den store actionfan, og har det svært med den meget voldelige scener, så synes jeg, at de mange lag i filmen, gør den til et både underholdende og vigtigt kunstnerisk bidrag til den debat, vi i dag ser nye stemmer fra indvandrer- og ghettomiljøet bidrage til.

Der er en meget stærk og central udvekling mellem Zaid og hans far i filmen, hvor faderen beskylder Zaid for at have svigtet sin bror og for at have glemt, at han er iraker. Zaid trækker gardinet for og spørger sin far, om det er Irak, han ser udenfor, og at det er faderen, der har svigtet ved at sidde i sin sofa i 30 år uden at have et arbejde.
Det er stærke sager og scenen mindede mig et kort øjeblik om bogen Sort Land af Ahmed Mahmoud.

Underverden er en actionfilm, ingen tvivl om det, og den vil først og fremmest underholde. Men den fremstiller også det københavnske bandemiljø som en brutal og afstumpet verden, der afskærer mennesker fra et godt og normalt liv. Den viser også, hvad de unge indvandrerdrenge er oppe i mod i form af pres og vold, og hvordan livet balancerer på en knivsæg mellem det sorte og det hvide. Det gør det for Zaid, og det gør det vel for alle mennesker, hvis presset bliver hårdt nok.

Ikke bare Dar Salim, men også alle de øvrige skuespillere, spiller overbevisende godt, bl.a. som hårdkogte kriminelle. Nogle, bl.a. boksetræneren i filmen, er castet blandt almindelige mennesker, som ikke er skuespillere, men gør det virkelig godt, og bidrager til filmens realisme. Skuespilleren Ali Sivandi er så overbevisende som kickboxende voldspsykopat, at jeg blev næsten helt bange for ham, da jeg mødte ham efter filmen. Selvfølgelig viste han sig at være super sød og imødekommende, som det nok også kan ses på billedet.

underverden-ali-sivandi
Underverden fortjener i min anmeldelse mange flotte af stjerner for det gode skuespil, for den internationale standard, for en dansk actionfilm, der ikke er plat, for god underholdning og for at blive siddende længe efter og skabe stof til eftertanke.

stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne halv

Herligt gensyn med Bridget Jones

bridget-jones-baby-anmeldelse
I aftes var jeg inde og se den nye Bridget Jones film – Bridget Jones’s baby – og det blev på alle måder et dejligt gensyn. Det er helt vildt, at det er 12 år siden den sidste Bridget Jones film (!), og det føles lidt ligesom at møde en kær gammel ven, som man ikke har set i lang tid. Man er straks tilbage, hvor man slap, og nyder gensynet. Alle er selvfølgelig blevet ældre – det er rart at se, at man ikke er den eneste, og at det rent faktisk også sker for ens yndlingskarakterer på film.

Det er hyggeligt at se, hvordan de alle ser ud i dag og hvor de er henne i livet. De ligner i bund og grund sig selv, men alle er etablerede og masser af børn er kommet til siden sidst. Kun Bridget er ikke kommet så langt – eller rettere er hun bombet tilbage til start, hvor hun sidder i alene sin lejlighed i pyjamasbukserne, præcis som vi kender hende, efter at have brudt med Marc Darcy. Dog med styr på karrieren og vægten, så langt er hun kommet, men single og lettere desperat over at være den sidste barnløse pebermø i omgangskredsen i en alder af 43.

Hugh Grant er skiftet ud med Patrick Dempsey, der spiller den amerikanske datingguru Jack – ikke noget dårligt valg, hvis du spørger mig – og dramaet udspiller sig, da hun bliver gravid og faderen enten kan være ham eller Darcy, som altid spillet af Colin Firth. Den søde, sjove, lettere kiksede og normalt uheldige Bridget står nu med to – ikke udprægede uattraktive – mænd, som begge vil ønske, at barnet er deres, og som ser ud til at ville tage hele pakken. Hvem, der er faderen, og hvem hun vælger, skal selvfølgelig ikke afsløres her.

Bridget Jones er stadig i en klasse for sig inden for sin genre, og 3’eren holder fuldstændig. Gensynet er hyggeligt, og den er stadig sjov, og man får top feel good underholdning og gode grin for alle pengene hele vejen igennem. Den får 5 feminine stjerner med her fra bloggen.


stjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sortstjerne sort