Captain Fantastic *****

captain-fantastic-anmeldelseForleden var jeg i Grand Teatret og se Captain Fantastic med bl.a. Viggo Mortensen, og den fortjener et par ord med på vejen – og fem ud af seks stjerner, som der var bred enighed om i familien, at den skulle have.

Handlingen kan du sikkert selv udlede af traileren, så det skal jeg gøre kort. Familien bor i skoven og opdrager de seks børn afsondret fra det normale, kapitalistiske samfund. Ved første øjekast lever de som vilde, men børnene får en enorm indlæring og disciplin. De er små intellektuelle, toptrænede, musikalske og atletiske overlevere, der kan klare sig i naturen med en kniv og med bue og pil, samtidig med, at de kan citere de store tænkere og forfattere, grundloven, fysikken og de politiske og religiøse ismer. Moderen er væk, syg og begår selvmord, og hendes forældre ønsker den afdøde for selv selv, med en kristen begravelse, ligesom de ønsker forældremyndigheden over de meget specielle og ikke særligt socialt integrerede, men vanvittigt søde, sjove, talentfulde og intelligente børn.

Faderen, så utroligt godt og sympatisk spillet af vores egen Viggo Mortensen, beslutter sig at tage kampen op, og familien drager afsted for at opfylde hans buddistiske kones sidste vilje – hun vil brændes, der skal synges og danses, og asken skal skylles ud i et offentligt toilet! Opgøret begynder – det “primitive” mod det etablerede samfund, mod normer og vanetænkning. Og samtidig starter faderens indre kamp om, hvad der er rigtigt og forkert, og om de måske er gået for langt i deres eksperiment.

Filmen har så mange lag og sætter mange tanker i gang samtidig med, at man er fantastisk godt underholdt hele vejen igennem. Bevares, den er måske lidt patetisk til sidst, men alt er skarp sat op for at vise pointerne omkring det liv, vi lever i det moderne samfund. Måske især i USA, hvor billedet tegnes af et samfund præget af overvægt, overdreven religiøsitet, dårlig kost og shopping som den hyppigste sociale interaktion!!!! Børn pakkes ind i vat, og der stilles ingen krav, og et enormt potentiale går til spilde ved vores overforbrug af ligegyldigheder som tv og computerspil.

Captain Fantastic er en slags nutidigt – og vel også tiltrængt – hippieopgør mod det liv, som mange lever i dag, fjernt fra naturen og uden selvopholdelsesdrift og overlevelsesinstinkt og uden noget særligt intellektuelt overskud. Det sætter tanker i gang – og er Cola måske ikke i virkeligheden bare “forgiftet vand”?

Familien lever ekstremt, men det fine ved faderen er, at han – som den eneste – faktisk har det menneskelige overskud til sætte spørgsmålstegn ved sine egne holdninger og værdier. Alle andre holder rigidt fast i deres. Han kan også finde ud af at sige undskyld. Det kan fås os til at tænke på, at vi måske ikke altid bare skal holde på vores, og at den sandhed vi lever i, og den måde, vi vælger at leve og prioritere vores tid på, måske kan tages op til revision.

Udover alle de gode tanker og spørgsmålstegn, som filmen sætter i gang, så skal den bestemt også ses for underholdningen, humoren og det fantastiske skuespil – ikke mindst af børnene. Det er helt utroligt, så godt de spiller, og den mindste pige er noget af det sjoveste og mest charmerende, jeg længe har set.

 

 

The Dressmaker

the-dressmaker
Trods den lune sommeraften var jeg en tur i biografen i aftes og se den australske film The Dressmaker, som havde premiere i sidste uge.
Der er nu også noget let og lystspilsagtigt over filmen, som får den til at passe godt på sådan en sommeraften.

Kate Winslet spiller hovedrollen som den smukke femme fatale Tilly, der hjemvender til den lille by, som hun brutalt blev fjernet fra som barn. Angiveligt, fordi hun var skyld i en drengs tragiske død.
Nu vender hun hjem til sin syge mor med symaskinen under armen og begynder med sin styrke og skønhed, og med sine smukke kreationer som våben, langsomt at få historien oprullet og hævn over dem, som gjorde hende uret.

Tilly har evnen til at skabe magi og ændre kvinderne, der hurtigt får øjnene op for de smukke kjoler. Hun giver dem skønhed, styrke og selvtillid og hæver den for en stund op over landsbyens indskrænkethed, sladder og smålighed. Som en slags farverig Babette, der laver tøj i stedet for mad.

Se The Dressmaker med en veninde (spar din mand for den) og nyd de smukke billeder, musikken, kostumerne og ikke mindst Kate Winslet (og Liam Hemsworth). Skuespillet er ind imellem karikeret, og filmen en lidt underlig hybrid mellem drama og komedie, men balancerer alligevel, så man bliver fanget af den gode historie og føler sig underholdt. Den sniger sig op på 4 ud af 6 stjerner herfra!

En mand der hedder Ove – nu på film!

en-mand-der-hedder-ove
Lige hjemvendt fra forpremiere på den svenske succesfilm En mand der hedder Ove, må jeg lige dele min begejstring. Har du læst succesromanen af samme navn af svenske Fredrik Backman, så har du allerede grinet og grædt over Ove én gang – og du kan helt sikkert komme til det igen, hvis du går ind og ser filmen. Og ellers kan nye kommende fans begynder her.

Ove er kvarterets gavne og hidsige pedant, som går den daglige inspektionsrunde i kvarteret og sikrer, at affaldet er sorteret korrekt, garagerne er aflåste, og der ikke kører biler på området. Livet er i og for sig enkelt for Ove – ret skal være ret, og ordentligheden og retfærdigheden skal herske hele vejen igennem. Ove er ordentligheden selv, inderst inde også som menneske.

Oves hidsige replikker falder i en lind strøm, ikke uden humor, men bag den bitre facade findes også en historie og en stor sorg. Så stor, at Ove gentagne gange, uden held, forsøge at tage sit eget liv – i det pæne tøj og med alt bragt i sirlig orden omkring sig. Han bliver hele tiden forstyrret i sit forehavende af alle de idioter, der omgiver ham.

De nye naboer, den irakiske Parvaneh, der forstår at give Ove kærligt modspil, og hendes – i Oves øjne – uduelige mand og deres to små piger bliver et vendepunkt for Ove, der langsomt tvinges til at lade paraderne falde og lade det store hjerte af guld vise sig.

Filmatiseringen af bogen er utrolig vellykket, og Ove fremstår præcis, som jeg kunne have forestillet mig ham. Rolf Lassgård spiller hovedrollen helt igennem fantastisk, brysk og hjertevarm på én og samme tid. Man får mange grin filmen igennem, men man bliver også rørt af den skæbne, der ligger bag det hårde og regelrette ydre, når vi kommer tilbage i tiden og oplever Oves liv og barske skæbne. Det er ikke for ingenting, at filmen er blevet en af de største successer i nyere svensk filmhistorie. Jeg tror også, den bliver et kæmpe hit i Danmark.

Lige meget, om du har læst bogen eller ej, kan jeg kun anbefale at gå ind og se filmen, som har premiere den 26. maj.

The Big Short

 

Jeg får gået en del i biografen for tiden, hvilket du måske har bemærket. Det er jo Oscar-tider og det bugner med fede film.
Filmen The Big Short havde jeg dog ikke lige haft inde på lystavlen, før min bror foreslog den – og det er jeg i den grad glad for, at han gjorde! Det er en SUPER god film, cool, interessant, ekstremt velspillet og ovenikøbet sjov, selvom emnet er noget så dystert som finanskrisen! Instruktøren Adam McKay er kendt for sine komedier, og vi fik virkelig også grinet under The Big Short.

Skuespillerne behøver vi nok ikke kommer nærmere ind på – det er bare klassespil hele vejen igennem. Egentlig vil jeg ikke sige så meget, andet end gå ind og se den!

Bag humoren er den tankevækkende forklaring på, hvad der skete, og hvordan det kunne gå så galt, at hele det amerikanske boligmarked og verdensøkonomien kunne kollapse. Hvordan grådigheden og dumheden tog over og overophedede økonomien på bekostning af de svageste i samfundet. Dem, der endte med gæld i huse, der var alt for dyre, og dem, som i sidste ende mistede deres jobs, da det hele brød sammen. Og så på den anden side alle dem, der scorede kassen på fede bonusser og allerede er godt igang igen.

Historien er fortalt gennem de få mennesker, der kunne – og ville – se, hvor det hele var på vej hen. Det excentriske talgeni Michael Burry er den første, der kan se signalerne og gennem sin hedgefond begynder at spekulere imod de usikre lån, imod den amerikanske økonomi. Han går ind og shorter lånene, hvilket vil sige, at man indgår en kontrakt, hvor man tjener penge hvis deres kurs falder (alle de økonomiske begreber forklares undervejs i filmen på ret pædagogisk vis). Alle griner af ham, hans investorer i fonden er ved at sagsøge ham, men han holder stædigt fast i sin teori om, at det ikke holder i længden og at folk i stor stil vil begynde at misligholde deres lån.

Andre følger efterhånden med og shorter de usikre boliglån, bl.a. den evigt retfærdighedssøgende og vrede Mark Baum og et par unge garagespekulanter. Hvordan det går, ved vi alle sammen, men her får man en exceptionelt god og exceptionelt sjov og underholdende forståelse for, hvordan det hele egentlig hænger sammen.

The Big Short er nomineret til fem Oscars. Herfra skal den have fem stjerner ud af seks!

Den danske Pige

I går var jeg til forpremiere på den amerikanske film The Danish Girl, som har premiere på torsdag. Instruktøren Tom Hooper er bl.a. kendt for Kongens Store Tale, som var nomineret til 12 Oscars, og Den Danske Pige er da også nomineret til fire. De to hovedrolleindehavere er begge nomineret, Eddie Redmayne og svenske Alicia Vikander, som vi kender fra En Kongelig Affære.

Store dele af filmen er optaget i København, hvor der er smukke billeder fra Nyhavn, Nyboder og Gammel Strand med fiskerkoner og gamle skibe langs de smukke gader. Billederne, der skal forestille hovedpersonens hjemstavn Vejle, er dog ikke alle lige troværdige, som de fremstilles omgivet af bjerge. Det er bare en detalje, ligesom Marmorkirken ikke ligger i Paris. Men never mind, jeg kunne godt lide filmen.

Filmen handler om det danske boheme kunstnerægtepar Einar (1882-1931) og Gerda Wegener (1885-1940). Han har pæn succes som landskabsmaler, mens hun kæmper med at finde fodfæste som kunstner. De lever lykkeligt og i et tæt parløb både følelsesmæssigt og kunstnerisk.
Einar har hele sit liv undertrykt sin transseksualitet, som bliver vakt til live, da han er stand-in for en kvindelig model for sin kone. Iført silkestrømper og damesko, er han pludselig ikke længere i stand til at undertrykke sit virkelige jeg, og han får snart en parallel identitet som Lili.

Gerda, som måske er den virkelig avantgardist af de to, har forståelse for sin mand og støtter ham alt imens, at hun selv ser ham forsvinde længere og længere væk og blive til Lili. Samtidig er Lili paradoksalt nok katalysator for Gerdas kunstneriske udvikling, og hun får et gennembrud med sine malerier, hvor Lili står model. Der er en unik vekselvirkning mellem de to, hvor Einar finder sin identitet som Lili, og Gerda sin identitet som kunstner.

De bor i en årrække i Paris, hvor Gerda har stor succes, og igennem tiden opsøger Einar forskellige læger, der alle anser ham som perverteret og psykisk syg, indtil han møder en tysk læge, der kender og forstår hans transseksualitet. I 1930 støtter Gerda sin mand i at gennemgå en kønsskifteoperation som en af de første i verden og blive til Lili Elbe.

Filmen vil helt sikkert dele vandene. Emnet vil selv den dag i dag desværre støde nogen, selvom historien viser, hvor langt vi er kommet i vores forståelse for folk, der er født anderledes.

Filmen i sig selv et kunstværk, der skrider smukt og stille og værdigt frem. Overpoleret vil nogen måske mene. Nogle vil finde den lidt kedelig, mens andre vil nyde det fine skuespil, kunsten og billedet af venskab og kærlighed og kampen om at finde sig selv.
Jeg er glad for filmen, som vil ligge på 4 eller 4½ stjerner ud af 6, hvis jeg skulle kaste mig ud i en bedømmelse.

De to hovedrolleindehavere spiller fantastisk, og historien er så fin og stadig vigtig.
Eddie Redmayne er så udsøgt en skuespiller, som jeg er fuldstændig vild med. For os danskere er det naturligvis også dejligt at se København i en Hollywoodfilm.

Dét, som for alvor er blevet siddende hos mig, er Gerda Wegener. Hendes progressivitet, hendes kunst, hendes loyalitet.
Jeg er nu simpelthen NØD til at tage på Arken og se udstillingen “GERDA WEGENER – En fortælling om kærlighed mellem maler og muse, der sprænger rammerne for kønnets grænser“. Den vises frem til 16. maj og du kan læse mere om den her.

JOY

joy-film-jennifer-lawrence.jpg

Jeg har jo truet med flere filmanmeldelser, og i aftes havde jeg valgt at gå i biografen og se Joy, som er bygget løseligt over mangemillionæren, opfinderen og tv-shop sælgeren, Joy Mangano.

Filmen er absolut underholdende og værd at se, og selvom den ikke er en kæmpe storladen film, er Jennifer Lawrence dog Oscarnomineret for rollen som Joy. Alt behøver heller ikke være mesterværker, og her er der bare tale om god gedigen underholdning og lidt til eftertanke også. Det er nok lidt af en pigefilm, men til gengæld til alle aldre – vi var tre på hhv. 24, 49 og 82 år i biffen, og vi kunne alle rigtigt godt lide filmen.

Selvom Joy går så gruelig meget igennem, er det alligevel en feelgood film, fordi vi alle ved, at det hele nok skal gå godt i den sidste ende. Den er ikke helt så corny og sjov som instruktøren David O. Russells forrige film The Silver Lining Yearbook og American Hustler, men den har noget andet – fortællingen om livets foranderlighed, op- og nedture, om potentiale og kampgejst, flid og loyalitet.

Feelingen og dele af castet er dog stadig det samme, som i de tidligere film: Jennifer Lawrence, Robert De Niro (i en dejlig afdæmpet rolle) og Bradley Cooper (som vi kvinder jo altid gerne vil se). Og vi ser da også skæve karakterer som Joys mor, der er apatisk og fortabt i sine sæbeoperaer, hendes på en gang vage og dominerende far og dennes nye rige kæreste, spillet af Isabella Rossellini, der investerer i Joys opfindelse, som er en selvvridende moppe, hendes misundelige og ondskabsfulde halvsøster, og Joys eksmand og ven, der viser sig at være den i familien, som bidrager med de bedste råd. De andre ødelægger mere end de gavner.

Joys bedstemor har altid set et stort lys i hende og indgydet hende selvtillid, hun var den bedste i sin klasse, fantasifuld og opfindsom allerede som barn, men er endt med at ofre sig for alle andre – for sine skilsmisseramte forældre, sin fraskilte mand og sine to små børn. Indtil det går op for hende, at hendes sande jeg har været gemt væk alt for længe. Hun starter en slidsom, risikofyldt, og til tider næsten umulig, kamp for at få sin første opfindelse, den nye gulvmoppe, til at nå markedet og få succes.

Banalt? Ja, det er det måske. Alligevel nød jeg filmen, fordi den viser, hvordan det kan gå op og ned gennem livet, og at man ikke skal give op. Det kan lade sig gøre at være hengemt og have begravet sit potentiale i perioder, livet kan virke håbløst til tider, men der er også en vej frem. Samtidig ser vi et fint portræt af en kvinde, der både i modgang og medgang viser sig at være den stærke, intelligente og opfindsomme matriak, der forbliver loyal og omsorgsfuld overfor alle sine venner og sin skæve familie – også dem, der måske ikke åbenlyst havde fortjent det.

The hateful eight

Jeg excellerer normalt ikke så meget i filmanmeldelser her på bloggen, og det er ikke fordi, jeg for alvor skal gå mine bloggerkolleger ovre på Girls on Film i bedene. Hvis du elsker film, så er det bloggen, du skal følge.

Ikke desto mindre nyder jeg altid, hvad jeg opfatter som gode kvalitetsfilm, men her kommer smag og behag jo virkelig ind i billedet, så måske er du langt fra enig. Jeg vil nu alligevel vove det ene øje og begynde at anbefale nogle af de film, som jeg ser og kan lide.

I går så jeg den nye Tarantino-film The Hateful Eight. Der var en markant overvægt af mænd i biografen, og Tarantinos univers er også meget maskulint, råt, voldeligt – og cool. Jeg er vild med det. Men man skal knække koden til, og kunne se kvaliteten i, hans univers, som gør voldsfilm til kunst og har referencer til mange genrer: splatter, farce, western, Agatha Christie, kammerspil…
Først og fremmest er der en fantastisk dialog med både dybde og humor, som i dette tilfælde indeholder masser af stikpiller omkring racismen i det amerikanske samfund.

Man skal sætte pris på form, og ikke kun indhold. Filmen er visuelt gennemført og optaget med gammeldags cellouidfilm og vises i 70mm, der er verdens bredeste filmformat. Det giver en lækker oplevelse. Indendørsscenerne er optaget i frostgrader for at gøre oplevelsen endnu mere intens med frostånde og kulde.

Man skal kunne tåle overdrevne, og derfor ikke alt for realistiske, voldscener med afskudte hoveder og hjernemasse. Filmen er lang, plottet enkelt, men det visuelle og skuespillet er fantastisk. Særligt Kurt Russell og Samuel L. Jackson er i topklasse.
Så de knap tre timer fløj afsted for mig.

Filmen er lavet som en klassisk, men intellektuel, westernfilm, og foregår kort efter den amerikanske borgerkrig. Otte fremmede søger ly tæt på flækken Red Rock under en snestorm. Sydstatsfolk, sorte, mexicanere, dusørjægere, gangstere og en kvindelig dødsdømt fange er samlet på den lille komprimerede scene. Alle vogter på alle, og med god grund, og snart er det et spørgsmål om, hvem der slipper levende derfra.