Den bedste kur er bare en beslutning væk!

Her har det stået på lækker suppe i tre dage. Og det første kilo er allerede røget.
Den bedste slankekur er måske ikke mere end en beslutning væk! En dybtfølt beslutning om, hvad det er, du virkelig gerne vil opnå. Jeg er personligt ikke meget for kalorietælling eller slankekure, som for mig kan blive alt for besværlige og konstruerede. Men jeg har taget en helt fast og overordnet beslutning om, at jeg her fra starten af januar skal smide et par ekstra kilo, som har sneget sig ind på sidebenene. Derefter kommer resten af sig selv.
Jeg har de seneste måneder følt, jeg har kæmpet med et par ekstra kilo, og jeg har – som så mange andre i min alder – haft mit hyr med at komme dem til livs og med at holde min sædvanlige stabile vægt.
I virkeligheden må jeg nok bare indrømme, at jeg ikke er gået helt seriøst til værks med at komme af med de par kilo. Men nu er det altså nu!
Vægt er et personligt valg
Jeg har det bedst med at være slank, men ikke dermed sagt, at det er det evigt saliggørende. Det er bare sådan, jeg har det. Vores vægt er et personligt valg – og nogle gange måske ikke så meget et valg, fordi man i sin spisning (eller mangel på samme) kan være drevet af mange forskellige følelser og omstændigheder.
Jeg har selv en ekstra motivation, fordi jeg – stadig og i de næste par år – er i en let forøget risiko for brystkræft, og her tæller en lav vægt på den positive side (læs mere om kost og forebyggelse i indlægget her).
Den bedste slankekur er bare en beslutning væk
Vi fungerer ikke alle på samme måde. Nogle har brug for en fast plan, en kalorietæller eller måske en partner eller coach.
Jeg har ikke brug for nogen af delene – jeg ved udmærket, hvad der skal til. Færre kalorier! Surprise.
Måske endda forbrænding af flere kalorier oveni. Det er ikke raketvidenskab, og jeg kunne pakke det ind i nok så mange apps, opskrifter, bøger og koncepter – de fleste af os VED jo godt, hvad der er godt for os, og hvad der er skidt for os, når det kommer til, hvad vi fylder i munden.
Min erfaring er, at det allervigtigste er for alvor at nå frem til – og tage beslutningen om – at NU skal det være. Og være seriøst motiveret.
Er det bare snak og ønsketænkning om, at de kilo skal væk eller man trænger til at stramme lidt op, så bliver det nok bare ved dét.
Find ud af, hvad du vil opnå. Hvad skal der til, og hvad vil du få ud af det?
For mit vedkommende skal jeg simpelthen nu af med et par kilo. Jeg befinder mig bedst i en bestemt størrelse og figur, og desuden giver en sundere kost mig ikke mindst mere klarhed, energi og glæde.
Der er en sandhed i, at dét, du spiser i dag, er afgørende for, hvordan du har det i morgen!
Er du i god kontakt med din krop?
At leve med opmærksomhed på indebærer både at observere sine tanker – altså, hvad der sker i hovedet – sine følelser og sin krop. Det er de tre awareness-zoner, vi arbejder med i gestaltterapien. Når du ved, hvad der foregår, er du i stand til at kende og mærke dig selv, handle ud fra dette og stå stærkt i den, du er. Krop og sjæl hænger uløseligt sammen, og en sund kost og levevis er en del af at tage sig godt af sig selv.
At lære at spise med opmærksomhed – hvad sker der og hvad gør det ved dig – kan være en vej til for alvor at mærke, hvad der er godt og skidt for dig.
Noget af det, der er vigtigt for mig, og giver mig allerstørst glæde i livet, er at være i kontakt med min krop og mit åndedræt. Jeg er ikke træningsfanatiker, og alligevel elsker jeg at være i en yogatime, en meditation, hjemmetræning, en gåtur eller qi gong rutine. Jeg har selv en følelse af, at jeg har en god kontakt med min krop, og med det, der foregår i den.
Ændringer kræver fuld opmærksomhed!
Når, jeg ryger ud af en tangent, hvor jeg ikke spiser ting, der er gode for mig – måske spiser dulmende slik og søde sager med følelserne – så går det ud over hele mit system. Fysisk og psykisk. Det kan jeg tydeligt mærke – netop fordi, jeg er opmærksom!
At tage en helhjertet beslutning om at ændre mønstre og adfærd, og føre den ud i livet, kræver fuld opmærksomhed. Hver dag reproducerer vores hjerne – den dovne skid – ca. 90% af vores adfærd. Så der er ca. 10% at gøre godt med til at tage en opmærksom beslutning om, hvad vi vil. Det kan lade sig gøre.
Måske virker det også for dig – og også på andre områder end lige kost og vægt! Måske ikke lige nu, men når du er klar og motiveret og har gjort endeligt op, hvad du inderst inde og virkelig gerne vil opnå.
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage