Forkælelse af krop og sjæl – 20 min. fra Øresundsbroen!
Du skal bare lige over broen til Sverige, så er du kun 20 minutters kørsel fra et sandt lille paradis på Falsterbo-næsset, en smal tange, med de tre små byer Höllviken, Falsterbo og yderst ude Skanør. Her er man omgivet af hav, badestrande, lystbådehavn, små pastelfarvede badehuse og enge med græssende kvæg.
De små byer er ren stokroseidyl med brosten og gamle velbevarede huse og fine velholdte haver. Her er ingen larm, stress og jag, men der er bare dømt afslapning i den smukke natur og idyl hele vejen rundt. Ind imellem er der enkelte søde små butikker og cafeer – de har god smag derovre på den anden side (og priserne er rimelige med en kurs lige under 0,8).
Vi var på en lille smuttur på spahotellet Gässlingen i Skanør søndag til tirsdag, og det føles nærmest som en hel ferie, forbi man falder så langt ned og slapper af i sindet i den lille, gamle romantiske by, der også er kendt som Sveriges Skagen. Først og fremmest pga. af beliggenheden ude for enden af tangen og det rige fugleliv, men man ser da også et par dyre biler i bybilledet, selvom der ellers ikke er meget jetset-agtigt over det (og heldigvis for det).
Bag den lille facade gemmer der sig flere længer og tilbygninger, en overdækket midte, og en integreret spa-afdeling. Beliggenheden kunne ikke være mere landsbyagtig ved siden af kirken og overfor det gamle rådhus – og så er der hav nogle få hundrede meter væk i flere retninger.
Hotel Gässlingen er fornøjelse hele vejen igennem, der er hygge, venlighed og en følelse af hjemlighed – men også kvalitet og service og lækre omgivelser. Det er et rigtigt lækkert spamiljø, og gæsterne gerne går rundt i deres badekåber og tager en tur i den udendør pool eller i den varme indendørs jacuzzi og sauna, eller går til behandlinger i den thailandske spa.
Jeg fik en top til tå behandling (ca. 800 kr. for 1½ time) med fodbehandling, kropsmassage og ansigtsbehandling – startende med fodbad (med rosenblade) og te, og afsluttende med frisk frugt og smoothie. Pigerne er virkelig dygtige og søde og utroligt servicemindede. En gennemført og meget afslappende oplevelse.
I den overdækkede midten er der møbleret med små hyggekroge. Kaffe og te og frugt kan man tage hele dagen, og det medvirker bestemt til den hjemlige og rare stemning. Kan jeg få min te, er min lykke gjort! 🙂
Vi spiste en virkelig lækker middag på den nærliggende Gästgifvaregård, som absolut også kan anbefales. Kvaliteten er virkelig i top, og stemningen er også her utrolig charmerende.
Et enkelt madbillede blev det også til – selvfølgelig med gåsen på tallerkenen, en figur man ser alle steder. Lækker toast med rejer og löjrom, rogn af fisken heltling, som også kaldes sveriges kaviar.
Det bliver helt sikkert ikke sidste gang, at vi kommer derover, og næste gang bliver det måske i båd til den hyggelige lille havn i Skanør.
Jeg kunne blive ved, men jeg håber, du nu – hvis du ikke allerede kender den – har fået et indtryk af den fantastiske perle, som ligger en time fra København.
Jeg glæder mig også til at se Hotel Gässlingen vinterklædt i december, hvor vi er så heldige at være inviteret til fødselsdag ♥
Det ville også være det perfekte sted for en lille veninde-weekend med spaforkælelse.
Fantastiskt fina foton!
Mange tusind tak – det er også et meget smukt sted 🙂
KH Jeanette