Fra jord-til-bord æstetik fra De 5 Gaarde
Vi bør virkelig ind imellem huske på at påskønne, at vi i Danmark har adgang til nogle af de allerbedste fødevarer, der kommer mere eller mindre direkte fra jord til bord – uden en lang transport og uden unødvendige tilsætningsstoffer og konserveringsmidler. Der findes så meget industrifremstillet skidt, som dybest set er ude på at tjene penge på os forbrugere, mens de fylder os med de mest tarvelige og billige ingredienser, der bestemt ikke tjener vores helbred godt.
Men der findes også færdigproducerede varer, som kan være rene og ærlige og af en god kvalitet!
Et fantastisk eksempel på dette er De 5 Gaarde. De udgøres af godserne og herregårdene Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg, som arbejder sammen med det erklærede mål at forædle de gode råvarer til en fair pris til de danske forbrugere.
De er koncentrerede om få, rene og enkle produkter – kyllinger fra Frijsenborg, som du sikkert kender, og bl.a. også rapsolier, honning, øl, brødblandinger, sennep og marmelade i høj klasse og med masser af velsmag. Du kan se hele sortimentet her.
Specialhonningen, som du ser øverst, er et af de produkter, som jeg har fået lov til at prøvesmage, og jeg har forelsket mig fuldstændigt i. Normalt er jeg ikke så vild med faste honninger, men denne håndlavede koldrørte honning helt uden tilsætningsstoffer er VILDT lækker. Hvorfor pokker egentlig spise massefremstillet honning af ubestemmelig herkomst, når man kan få noget så lækkert, lokalt og æstetisk?
Honningen har en let flydende konsistens og smager helt utroligt godt. Jeg elsker den fx sammen med ost, men jeg vil også bruge lidt af den i madlavningen til fx lækre dressinger. Og se så lige emballagen! Det er 5 stjerner til De 5 Gaarde hele vejen igennem. I øvrigt fremgår det på glasset, hvor honningen kommer fra – et ægte og ærligt jord til bord koncept.
Christiane senneppen er endnu et eksempel på et produkt, der er lavet med respekt og kærlighed til råvarerne (og til os forbrugere). Sød og fyldig og fantastisk til frokostbordet. Sammen med de lækre rapsolier og honningen ser jeg også en skøn dressing for mig! Olierne fås både som en ren rapsolie og tilsat hvidløg, citron, chili eller persille. De er koldpressede og varmestabile, så de kan bruges til stegning uden, at du risikerer dannelse af transfedtsyrer.
De 5 Gaardes marmelader fremstillet af udvalgte bær fra Fyn og Samsø. De er nænsomt opvarmede, så smagen af bær bevares, og det er nærmest ren sommer og sol på glas. Faktisk lige så godt, som var de hjemmelavede.
Kig fx efter De 5 Gaarde i forskellige COOP-butikker (Irma, Superbrugsen, Brugsen, Kvickly), hvor du kan finde udvalgte produkter. Du kan også finde forhandlere af de specifikke produkter på De5Gaarde.dk.
Smagsprøverne er sponsoreret af De 5 Gaarde. Holdningerne er 100% mine egne.
Skriv en kommentar
Skriv din kommentar her!Alle er velkomne til at deltage