Fugl og Fisk er en fin debutroman om at finde hjem!

Fugl og fisk er en fin og indsigtsfuld, og sprogligt veloplagt, debutroman af Linda Skaaret. Den handler om at komme tilbage til sine rødder, familien, den døende far. Om at vende tilbage til udgangspunktet for at finde sig selv – og sande, at vi kommer af noget på godt og ondt.  

Anmeldelse – indeholder reklamelink!

Maj er lillesøsteren, der har brudt mønsteret, har taget en universitetsuddannelse og er flyttet fra Esbjerg til Oslo. Maj hedder egentlig Majbritt, men har valgt sit eget navn og sin egen vej – væk fra manglende opbakning, forældrene, som hun konsekvent kalder ved fornavn, og de ældre søskende, der kører deres faste roller og spil med hende som den evige lille.

I forholdet til kæresten i Norge har hun indskrænket sig selv, tilpasset sig, men holder fast på, at hun ikke vil have børn. Da faderen ligger for døden, tager hun turen hjem alene og allerede ved afrejsen begynder hun instinktivt at rive mure ned. Bogstaveligt talt.
Der er noget i gære.

“…sandheden er, at de var i verden før mig, og at jeg aldrig har været i en verden uden dem.”

 

Hjemme i Esbjerg ligger den demente far, som tidligere har været både brysk og charmerende fisker, på sit yderste i hjemmet. Det er juletid, men tiden er nærmest gået i stå og alt er fortættet og minder dukker op. De gamle roller og hierakiet mellem de fire søskende bliver udkrystalliseret og udfordret.
Vi befinder os i mellem liv og død, barndom og voksenliv, mellem rødderne og den selvstændige person. Det er både fugl og fisk, og Maj ved slet ikke længere, hvad hun drømmer om.

 

Pludseligt overvældes jeg af ømhed for Bente og Erik, og nu synes jeg, at de begge ligner fugle: den ene døende og den anden i frit fald. Jeg vil gerne gøre noget, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at det bliver vanskeligt at flyve i formation, når spidsen i nær fremtid mangler.”

 

Maj er på en rejse tilbage i barndommen og skoletiden, og sårene efter et fatalt svigt kan ikke længere holdes tilbage, men må frem i lyset for at hele. Det er ikke længere en mulighed at flygte fra virkeligheden, og tiden er kommet til at forsone sig med, hvem hun er – med en baggrund og en familie på godt og ondt – og træffe afgørende beslutninger for fremtiden.

 

Fugl og Fisk er udgivet af Forlaget Grønningen1 og fås hos Saxo.

0 replies

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så del den meget gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.