Hjemmelavet stikkelsbærgelé
Jeg er vild med stikkelsbærgelé, som min mor plejer at lave til mig. Det minder om ribsgelé, men er efter min mening endnu bedre og lidt mere raffineret i smagen. Det er simpelthen perfekt til gode gammeldags retter med brun sauce (og det er jo bestemt ikke at foragte!) og skønt at have i køleskabet vinteren over.
Her er den gamle opskrift, som min mor bruger. Det er lige nu, at stikkelsbærrene har et højt pektinindhold og er perfekte til gelé.
Du skal bruge:
1 kg grønne umodne stikkelsbær
½ l vand
1 kg sukker pr. liter siet saft
½ tsk flydende atamon
Varm langsomt de skyllede bær op med vandet under låg.
Kog ved svag varme i 20-30 minutter til bærrene er møre og begynder at sprænge.
Si saften gennem en saftpose eller i en si foret med et klæde (fx viskestykke) og lad dem dryppe af i 3-4 timer eller natten over. Undlad at presse bærrene, da det vil gøre geleen uklar.
Mål saften op og bring den i kog. Drys sukkeret i under omrøring.
Kog ved svag varme til geleen er lyserød og dråberne falder tungt fra skeen.
Fjern skum og tag saften af varmen. Tilsæt atamon.
Geleen hældes på glas, som først må lukkes næste dag.
Hvorfor venter man med at lukke låget til dagen efter..?
Hej Maja,
Det er for at være sikker på, at det sætter sig og bliver ordentligt stift. Du kan dække det med et klæde.
KH Jeanette
Hvis man ikke er så vild med kunstige sager i maden, kan lidt alkohol rundt i glasset gøre samme trick som Atamon
Hej Marianne,
det kan du have helt ret i – tak for tippet.
KH Jeanette
Tak for opskrift. Hvis du fylder glasset helt op holder det sig bedre (mindre ilt i glasset). Jeg fylder helt op og lukker glasset med det samme. Så er der efter min erfaring ikke brug for konserveringsmiddel (Atamon).
Hej Søren,
Tak for det gode tip 🙂
De bedste hilsner
Jeanette