Jeg er kommet på sporet af min mormors historie!

Jeg har tidligere skrevet historien om min franske mormor her på bloggen. Hun hed Jeanne Florentine Merville, og hun forlod Frankrig, da hun var i tyverne. Her blev hun til en Pedersen og så sig aldrig tilbage. Det var yderst begrænset, hvad hun løftede sløret for om sin fortid, og nu lever hun ikke længere. Jeg har af og til igennem årene forsøgt at Google hendes navn i håb om at finde et spor. Forleden prøvede jeg – nærmest for sjov – på Myheritage, og jeg fik en kæmpe overraskelse, da jeg fandt hende registeret derinde!

Jeanne Florentine Merville. Jeg fik en kæmpe overraskelse, da jeg fandt hende på Myheritage.

Sten og jeg planlægger en tur til Frankrig til sommer, hvor vi bl.a. vil besøge min mormors fødeby og måske finde nogle spor om hendes barndom.
Min viden begrænsede sig, udover hendes fødselsdato, indtil for et par dage siden til, at hun kom fra byen Arras i Nordfrankrig.

Jeg har overvejet at kontakte kirkekontoret, men Sten fik den idé, at jeg kunne prøve at lede via Myheritage.dk. Jeg lavede en gratis profil i14 dage og slog hendes navn og fødselsdag op.

Og der var hun!!!!!!!!!!!!! Det var en helt vild oplevelse og jeg måtte selvfølgelig straks ringe og fortælle nyheden til min mor.

Min mormor havde en “hemmelig” søster

Jeg vidste, at min mormor mistede sin mor, da hun var lille. En af de få fortællinger, hun løftede sløret for var, hvordan det gyste i hende, da hun blev tvunget til at kysse den døde mor på kinden til farvel.

Nu kan jeg sort på hvidt se, at hendes mor hed Fernande og døde som 30-årig, da min mormor var fire år gammel. Hendes far Adolphe rejste og overlod børnene til bedsteforældrene Francois og Aimée. Min mormors far er der kun et fødselsår på, så han forsvandt vitterligt ud i tågerne. Gad vide, hvad der drev ham til at forlade sine tre små børn for altid?

Den yngre bror, som jeg ved fra min mor, at min mormor, som ganske lille, måtte bære ansvaret for druknede i en nærliggende år, hed Florent. Ham er der ingen dateringer på, men til gengæld er der en 2 år yngre søster, som vi aldrig har hørt om: Marie Madeleine Fernande Merville.

Måske er det Maries efterkommere, der har skrevet min mormor ind i stamtræet? Jeg ved det ikke, men jeg har har skrevet til ham, der administrerer det pågældende stamtræ på Myheritage. Jeg har endnu ikke hørt fra ham, så jeg venter i spænding!

Nu har vi et sted, vi kan besøge til september!

Min mormors konkrete fødested kan jeg nu også se. En lille by, Wanquetin i departementet Pas-de-Calais i regionen Nord-Pas-de-Calais. Ikke meget mere end 5 km. fra hovedbyen Arras, som er den, min mormor altid har refereret til. I Wanquetin bor der omkring 700 mennesker, så der må være nogen, der ved noget om familien Merville, hvis jeg ikke får kontakt via på Myheritage.

Når jeg zoomer ind på det sted på kortet, som er angivet, er der faktisk er en ældre bygning, hvor der i dag er et skilt med navnet Merville.

Jeg ville så gerne vide….

Hvis det lykkes at få et svar fra kontaktpersonen for min mormors stamtræ, så ville jeg så gerne vide noget mere om hende!

Det kunne fx være:
Hvor boede hun præcist? Er huset der stadig? Ligger nogle af min mormors søskende eller forældre på kirkegården?
Er der efterkommere – fætre og kusiner til min mor? Grandfætre og grankusiner til min bror og mig?
Hvad kan de fortælle om min mormors familie og opvækst?
Har familien talt om hende og tænkt på hende, efter hun forlod Frankrig og slog sig ned i Danmark?
De har registreret hende på Myheritage, og endda også hendes nye danske efternavn – er det fordi, de er været nysgerrige på, hvad der skete hende?
Hvorfor talte søstrene ikke sammen resten af livet?
Ved de, hvordan havde hun det med, at hendes storesøster rejste væk for altid?
Hvad skete der præcis under krigen – så de aldrig min mormor igen efter, hun kom til Hamborg på tvangsarbejde?
Hvad skete der omkring lillebroderen Florents død? Hvad er fortællingen i familien? Min mormor fik jo skylden.
Har den franske familie også af og til tænkt, at de måske havde en kusine (min mor) i Danmark? Har de også ledt på nettet af og til?

Måske er der endda nogle efterkommere til min mormor, som jeg kan være så heldig at møde. Søstrene er jo døde og borte nu, men de er en del af os og naturligvis grunden til, at vi er her i dag. Hvad jeg som sådan “skal bruge det til” ved jeg ikke – andet end, at jeg gerne vil se, hvor min mormor kommer fra. Også selvom det tilsyneladende var så smertefuldt for hende, at hun valgte at vende det hele ryggen og starte forfra i Danmark. Så er det stadig hendes DNA, og mit. Og hvem ved, måske møder jeg nogle søde mennesker, som jeg – ganske vist lidt langt ude – er i familie med!

 

Hvis du vil læse mere om min mormors historie, så se indlægget Historien om min franske mormor.


Hvad mon der sker?

Nu er der et udgangspunkt for at søge tilbage og simpelthen se, hvad der sker! Jeg kan kun blive klogere, og allerede nu ved jeg lidt mere og kan se, hvor min mormor kommer fra.

Myheritage er et fantastisk værktøj, som åbenbarer nye informationer. Nu laver jeg mit eget stamtræ derinde og er blevet lidt grebet af det. Men først og fremmest, så venter jeg spændt på, om og hvornår efterkommerne til min mormors franske slægt lader høre fra sig.
Og derudover glæder jeg mig til at komme derned og se Wanquetin med egne øjne til september.

Hvis du har lyst, kan du følge med her i rejsen på Qland! ♥

6 kommentarer
  1. Anette Ninon
    Anette Ninon siger:

    Kære Jeanette
    Det er da fantastisk spændende, jeg glæder mig til, at høre mere.
    🍃🌸🍃

    Svar
  2. Tina
    Tina siger:

    Dejligt du fandt frem til mere info om din mormor 🙂
    Det lyder meget spændende med franske aner og hele din mormors skæbne er også spændende, so følger gerne med 🙂

    Svar
  3. Anni
    Anni siger:

    Du skriver om en meget spændende historie som jeg blev helt grebet af. Jeg er sikker på at du finder mere for-historie når det er dig der søger…..good luck!!

    Svar
  4. Marianne Andreasen
    Marianne Andreasen siger:

    Meget spændende med din mormor, hun var en meget kontant dame ! – jeg følger med videre…..

    Svar
    • Charlotte
      Charlotte siger:

      Fantastisk spændende historie om din mormor. Desværre ligger 2. verdenskrig nok til grund for den spredte familie 😔 Håber du finder nogle familiemedlemmer om ikke i Frankrig, så andre steder verden 🤞🏻 Vil helt klart følge med i din videre beretning. Kh/Charlotte (vist nok 1/4 Hollandsk…)

      Svar

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.