“Når bjergene synger” åbner hjertet for Vietnam!

“Når bjergene synger” er mere end en smuk, rørende og dramatisk slægtsroman. Den åbner hjertet for det vietnamesiske folk, deres historie og traditioner – og for de umenneskelige prøvelser, de har gennemgået i det 20. århundrede. Den giver en ny stemme til en kultur, der indeholder så meget andet og mere end de rædselsbilleder, vi kender fra krig og flugt. Den giver en forståelse for, hvad det betyder at skulle overleve i umenneskelig krig, fremmed overherredømme og kommunistisk diktatur. Og giver samtidig håb for godheden og det fine i menneskeheden.

Anmeldelse

“Når bjergene synger” af Nguyễn Phan Quế Mai er en smuk og autentisk slægtsfortælling fra det 20. århundrede, som er udgivet i en lang række lande og har modtaget adskillige priser.

Den er både bevægende og lærerig, den åbner hjertet for vietnamesisk kultur og historie og for de skæbner, og særligt kvindeskæbner, der har overlevet brutale og umenneskelige omstændigheder. Det er en roman, jeg næsten ikke kan befale nok.

Lys og håb trods tab og uret

Handlingen i “Når bjergene synger” strækker sig over flere generationer og følger familien Trần, der kæmper for at overleve gennem de forfærdelige perioder i Vietnams historie, at rejse sig og komme på fode og være i stand til at både overleve og leve i skyggen af fattigdom, uretfærdighed, sorg og tab.

Slægshistorien rulles ud gennem Diệu Lan, familiens bedstemor og matriark, og hendes barnebarn Hương. De to forsøger at overleve Vietmankrigen, mens de i årevis venter og håber på, at Hươngs far, mor og onkler kommer hjem.

Diệu Lan må kæmpe som en løvinde for at klare sig gennem krig, hungersnød og jordomfordelinger med henrettelser og forflytninger, der koster hendes nærmeste livet og tvinger hende væk fra familiens gård og til at starte helt forfra. Altid med sin egen medmenneskelighed, klogskab og værdighed i behold som kontrast til alt det forfærdelige og alle de tab, der har tilstødt hende og hendes familie gennem generationer.

Siden bliver det Hương, der bliver beskyttet af sin bedstemors store evner og ressourcer, mens hun vokser op og bliver en ung kvinde i skyggen af længslen efter sine forældre. Trods tab og modgang, er der lys og håb og en evne til at bære det ubærlige og at heles.

En roman, man ikke ønsker skal ende

Da jeg læste efterskriftet – som var en perfekt afrunding på en roman af den slags, som man egentlig ønsker aldrig vil ende – blev jeg dybt rørt en gang mere.  Forfatteren selv, som er født i Vietnam i 1973, fortæller i efterskriftet sin egen historie med en barndom i dyb fattigdom, hvor hun måtte arbejde hårdt i marken og med at sælge mad på gaden. Hendes talent for at skrive medførte, at hun vandt et stipendium til at studere i udlandet. Siden har hun boet og arbejdet i flere lande, herunder Bangladesh, Filippinerne, Belgien, USA og Indonesien. Udover sit forfatterskab er hun engageret i udviklingsprojekter og humanitært arbejde.

Selvom romanen ikke er biografisk, er den inspireret af virkeligheden, og efterskriftet (som jeg virkelig vil anbefale af gemme og ikke smuglæse først), perspektiverer romanen på fineste vis. Den meget smukke og poetiske fortælling får en yderligere dybde, idet det bliver klart, hvor lille og ensidigt et billede, der er skabt omkring det vietnamesiske folk. Hvor ubegribeligt deres mange prøvelser, som følge af hungersnød, krige, henrettelser og tvangsflytninger, har været, og hvor 3-5 mio. menneskeliv anslås at være gået tabt.

“… en fængende, rørende roman (…) en roman der, i mere end en forstand, heler historien”
– New York Times

“En lysende fortælling, der giver genlyd på tværs af generationer”
– O, the Oprah Magazine

Når bjergene synger fås hos Saxo her. (reklamelink)