,

Ny bog viser vejen til et liv uden angst

"Uden Angst - Sådan slap jeg de negative tanker" viser i et praktisk og personligt terapiforløb, hvordan det kan lade sig gøre at lave det dybe stykke arbejde og finde rødderne til ubehaget og de overbevisninger, der skaber angst og bekymringer.

“Uden Angst – Sådan slap jeg de negative tanker” viser i et praktisk og personligt terapiforløb, hvordan det kan lade sig gøre at lave det dybe stykke arbejde og finde rødderne til ubehaget og de overbevisninger, der skaber angst og bekymringer. Det er ikke et quick fix, men til gengæld skaber arbejdet dybe indsigter og livsforandringer.

Anmeldelse


Da jeg gik i gang med bogen Uden Angst af Sebastian Swane (speciallæge i psykiatri, ledende overlæge på Psykiatrisk Center København og psykoterapeut) og Frederik Dirks Gottlieb (tv/radio/podcast-vært, filmproducer, forfatter – og en af de mange danskere, der er ramt af angst), var mit håb, at det ikke handler om metakognitiv terapi, som mange ellers er så optagede af.

Og jeg blev ikke skuffet!!!

Bogen beskriver et terapiforløb, hvor der arbejdes med Frederik Gottliebs angst, der har fulgt ham gennem det meste af livet. Ikke med et fast defineret og systematisk, trinvist forløb, men gennem en række metoder og løsninger, der tilsammen virker helhedsorienteret og hensynsfuldt og effektivt tilpasset mennesket i klientstolen.

Nyttige værktøjer mod angst

For mig som psykoterapeut er der masser af læring og inspiration i bogen. Sebastian Swane bruger flere forskellige terapeutiske metoder, og de bliver beskrevet håndgribeligt og praktisk, så de giver mening for personer i begge stole – klienter og angstramte såvel som behandlere, pårørende og terapeuter.

Der vil være værktøjer at plukke i fra psykoterapeutiske retninger som kognitiv terapi, metakognitiv terapi, schema terapi og utrolig nyttig viden om, hvad der sker i hjernen, når vi reagerer på “advarsler” fra amygdala og oversætter det til angst og bekymringer og herefter reagerer.

Det dybe og redefinerende arbejde

Personligt er jeg især glad for denne “psykoedukation” i hjernens måde at fungere på, som kan være med til at give en forklaring på, hvad der sker, når angsten og bekymringerne tager fat.
Især er jeg som gestaltterapeut utroligt begejstret for schema-terapien, der ikke bare symptombehandler, men går tilbage i de dybere bagvedliggende årsager til, at Frederik Gottlieb er i verden med de overbevisninger og mønstre, som han er. Følelsen af ikke at være god noget, af at skulle præstere, af at tilpasse sig.

Det her er for for mig beskrivelsen af et brugbart,  helende og redefinerede stykke arbejde mellem klient og terapeut. Det er så meningsfyldt og ordentligt og gør mig så glad.

Jeg forestiller mig, at klienten ikke alene går derfra uden angst, men også med et helt nyt syn på sig selv og måden at være til i verden på.


Angst er en naturlig følelse som vi alle kender, og det er en naturlig og vigtig funktion i os, når noget føles farligt. For op mod 400.000 danskere kommer følelsen til at tage plads i en grad, hvor i større eller mindre grad  kan komme til at hæmme hverdagen og bevægelsesfriheden. 



Relaterbart og brugbart

Med bogen bringer de to forfattere i den grad sig selv i spil. Sårbart, åbent og relaterbart.

Der vil være meget at hente hvis du selv – eller en pårørende – kæmper med udfordringer med angst og bekymringer. Det være sig en spejling og en inspiration til en vej til at kunne håndtere og slippen angsten. Og det er en forståelse af, hvor angsten kommer fra, og hvilke værktøjer, der kan tages i brug for at slippe den og få et liv i større frihed.

Der er også en grad af afstigmatisering i at succesfuld medieperson som Frederik Gottlieb viser, hvor stor kampen kan være på de indre linjer, når der fx skal præsteres, optrædes på tv og tages hensyn til mennesker, der henvender sig til ham.

På sin side giver Sebastian Swane et indblik i sine metoder og den måde, han stiller sig til rådighed på som terapeut, på en for mig meget generøs og brugbar måde for både terapeuter og mennesker med angsten inde på livet.

 

Du finder “Uden Angst – Sådan slap jeg de negative tanker” af Sebastian Swane og Frederik Dirks Gottlieb på Saxo(reklamelink)

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv din kommentar her!
Alle er velkomne til at deltage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.