Præstelorten fortæller om opvæksten i “Danmarks grimmeste by”

Helsingeevangeliet er Christian Mohr Boisens (f. 1970) debut som skønlitterær forfatter, og er et tempofyldt, uhyre morsomt og detaljerigt tilbageblik på en opvækst i “Danmarks grimmeste by” aka “Sjællands røvhul”. Den i 80’erne og 90’erne hastigt voksende provinsby, hvor hans far var præst – og måske den største original af alle – og hvor man nemt kunne stikke ud i forhold til villavejenes forudsigelige og smalle normalitetsbegreber.

Anmeldelse

Foran i Helsinge Evangeliet er der to citater:

“Sandhed er den første regel i krøniker, derfor bør man skrive alt i dem, hvad enten det er ondt eller godt.”
(Christiern Pedersen, Helsinge Præstegård, 1544-1544

Kør ad Helsinge til
(Helsinge Erhvervsforenings slogan, på klistermærker til bilen, indkøbsposer, bannere og skilte, 1978)

Tonen er slået an til en fortælling om forfatterens slægt og familie, og om opvæksten i Helsinge med dets mennesker på godt og ondt – blottet, tør jeg godt sige,  for vor tids politiske korrekthed. Med en vis portion pay back til dem, der førte an i skolen og ikke rigtigt gør det længere. Og en rå beskrivelse af småborgerligheden og naiviteten i Helsinge, der nok forstod at markedsføre sig som forenden af regnbuen, men lod noget tilbage at ønske, når det kom til både smagfuldhed og rummelighed.

Bogen er sjov, underholdende og rammende lige ned i ånden i provinsen i 80-90’erne. Jeg grinede højt mange gange undervejs.

Salige er de fattige i ånden i Helsinge

Romanen drøner derudad i et nærmest rablende tempo, alt skal med, alle detaljer, og det er sjovt! Jeg er dybt imponeret over iagttagelser af tiden, stedet og karaktererne både i og udenfor familien, og over skildringen af kontrasterne mellem generationer, mellem socialklasser, mellem småborgere og verdensmænd, mellem provinsen og verden.

Min eneste lille anke er grebet med at starte alle de mange kapitler og de fleste afsnit med et “og”.  Det forstyrrende min læsning, men jeg vænnede mig til at sortere og’ene fra og fik en super læseoplevelse. OG sikke en fortælling! 🙂

For alle os, der er opvokset i provinsdanmark, er der en genkendelse af hierakiet, hvor de selvstændige erhvervsdrivende, og især automobilforhandlerne, var den absolutte elite. Af sportshaller, grillbarer og solcentre og alle de andre små butikker, der udgjorde livet – i alt fald frem til kl. 17.30 på hverdage og kl. 12 på lørdage. De “fine” i parcelhusene, hvor velfærden udfoldede sig med modetøj, havegrill og Toyota i indkørslen. Mens respekten for præsten – med al hans viden, godhjertethed og intellekt – kunne ligge på et lille sted, og forfatteren blev mobbet for at være hans søn og for ikke at passe ind. 

“Og store Søren og Lille Søren fra parallelklassen var samspilsramt seje og røg hash i ottende og slog sig løs i gymnastik midt i volleyball mandag morgen ikke uden begejstring for resten i nylonshorts af begge køn, og dén dynamiske duo blev vist rockere eller prøvede på at blive det, og lille Henning fra tiende, den hvide albinorotte med røde øjne, stak mig flade i kantinen, og store Henning fra tiende, der blev voldsparat bistandsklient i lædervest viste tidligt talent for at afreagere som ud af det blå i svømmehallens ensomme omklædning sammen med Flemming en ellers hyggelig, rolig eftermiddag med de brede elastikker som klaskede i øjnene og brændte på lårene og selvfølgelig var der altid den gode, gamle klassiker, håndklædernes pisk på baller og i skridtet. Og sådan var reglerne i Helsinge, man skulle ikke vide sig sikker, man skulle være vågen og lære at dukke sig og rulle med slagene fra håndklædernes svirp, og man fandt sin plads.”

Portræt af en far

Som romanen skrider frem, bliver den mere og mere til et portræt af en livfuld, kraftfuld, højtråbende, filantropisk, gavmild, excentrisk, talentfuld og intellektuel far.

Det kan næsten ikke være anderledes, han er glødende i sine overbevisninger og i sin iver efter at hjælpe de svage. Han debatterer og diskuterer gerne for fuld udblæsning, og fylder kirken trods sine dundertaler. Måske den største original af dem alle.

Præstehjemmet er en banegård for mennesker, der har brug for hjælp og støtte, mens sønnike måtte overleve jungleloven i Helsinges skole- og ungdomsliv.

Onkel Danny og de andre skæve eksistenser

Romanen ligger ikke under for politisk korrekthed, og også på den måde er vi virkelig tilbage i 80-90’erne. Med tidens sprogbrug, slang, sjællandske dialekt, lige ud af posen stemplinger og vurderinger. Det er genkendeligt, på sin vis befriende, men også råt og ubarmhjertigt.

I romanen er der gudskelov også plads til de skæve eksistenser, herunder familiens egen flamboyante onkel Danny, der med løse håndled tager pis på det hele (bl.a. med nogle vilde practial jokes rettet mod farfaren, familiens barske patriark). Det er bestemt ikke kedeligt!

OG til sidst et par slutcitater fra bogen:

“Jeg er fra Hæslinge a’” – Svar på forespørgsel om oprindelsessted

“Helsinge er Danmarks grimmeste by” – Journalist og tv-vært Peter Olesen

Helsinge Evangeliet af Christian Mohr Boisen får på Saxo. (reklamelink)