Tag Archive for: karin slot christiansen

Englen i havet er svært at lægge fra sig og den er, trods dramatiske begivenheden, en underholdende feelgood roman. Hvilket der, i mine øjne, skal være plads til. Og ikke mindst, fordi den samtidig har så mange fine ting på hjertet.

“Englen i havet” af Karin Slot Christiansen er anden del af den planlagte trilogi om de to barndomsveninder Vicki og Katrine. Ligesom den første succesroman “Fuglene synger baglæns”, er Englen i havet en pageturner. Fortællingen er underholdende og hjertegribende, en feelgood roman, der samtidig har en masse på hjertet. Og har hjertet på rette sted!
Det er en bog om venskab og tilgivelse, om forskelligheder i måden at leve og forstå livet og verden på. Bogen kan læses selvstændigt


Anmeldelse. Reklamelink til Saxo.

Englen i havet er en handlingsmættet og underholdende fortælling om landmandskonen Vicki og tv-journalisten Katrine, der har kendt hinanden siden barndommen i Vestjylland og er forblevet hinandens tætteste veninder og livsvidner. Eller rettere var. I den første roman, Fuglene synger baglæns, lader Vicki sig i et svagt øjeblik forføre at Katrines notorisk utro kæreste Hansen, hvilket ændrer alt for begge kvinder.

I Englen i havet (som kan læses selvstændigt) er meget forandret.
Katrine har fået barn, er blevet redaktør på en lokalavis og er flyttet tilbage til Vestjylland med Niels, der er psykoterapeut, tantralærer, vegetar og naturelsker. Alt det modsatte af det, som Hansen repræsenterede.

Vicki har efter et sammenbrud sagt fra overfor at servicere derhjemme, er begyndt at arbejde som skolelærer og viser sig at have talent som debattør. Og selv Hansen har omlagt sin livsstil og er fundet ind til nye værdier efter tabet af Katrine og en årrække i terapi hos den ældre psykolog og jungianske drømmeterapeut Mia Leander, som viser sig at blive bindeleddet mellem dem alle.

Katrine og Vicki er stadig en del af hinandens liv, men det er svært at tilgive og finde tilbage efter det ultimative svigt.

Valg, svigt – og tilgivelse!

Romanen er utrolig handlingsmættet og underholdende, vi følger snart den ene og snart den anden person, og siderne flyver hurtigt afsted. Vicki, NP, Katrine, Niels, Hansen, Mia Leander – og Vickis mor Vita, der svigtede hende som barn, og nu dukker op efter årtiers fravær. Som i den første roman er det livet, der udfolder sig på godt og på ondt.
Med valg, svigt – og tilgivelse.

Og for Vicki og Katrine skal der en tragisk hændelse til, før de igen kan finde ind til hinanden.

Anmeldelse af Karin Slot Christiansen Englen i Havet.

Som du kan se på indersiden af den nye bog, så anmeldte jeg også forløberen “Når Fuglene synger baglæns”. 

 

Feelgood roman med holdninger

Måske har Karin Slot Christiansen fundet modet efter successen med en første roman til at lade sit hjerte og sine meninger skinne endnu mere igennem i Englen i havet. Jeg elsker, at der er plads til det alternative, til terapi og udvikling, til at fejle og komme tilbage – og til at sætte klare polariteter op mellem økonomiske interesser og hensynet til både mennesker og dyr.

Niels står på mange måder som idealet, et menneske med omtanke for dyr og mennesker, som ser tingene i et større perspektiv og kan rumme og tilgive. Mia Leander, hans gode ven og læremester, er den “kloge kone”, som gennem små bemærkninger og gerninger, hjælper de andre på rette vej.

Englen i havet er svært at lægge fra sig og den er, trods dramatiske begivenheden, en underholdende feelgood roman. Hvilket der, i mine øjne, skal være plads til. Og ikke mindst, fordi den samtidig har så mange fine ting på hjertet. Om livsværdier, om selvudvikling, om tilgivelse, om at omfavne forskelligheder – og ikke mindst om at passe på vores natur.
Jeg læder mig allerede til nr. 3!

 

Englen i Havet fås hos Saxo. (reklamelink)

Jeg læser – og lytter – stadig til skønlitteratur, selvom det mest bliver til fagbøger i forbindelse med mit studie. I litteraturen findes der jo også store kilder til inspiration, indsigt, medmenneskelig forståelse og empati – og her får du mine sidste nye anbefalinger.
En fantastisk biografisk roman af Jesper Stein, et nutidigt drama om venskab og kærlighed af Karin Slot Christiansen. og endelig det nye essay af eminente Søren Ulrich Thomsen.

Når jeg nu ser på de tre seneste bøger, jeg har læst – faktisk er jeg netop i gang med Søren Ulrich Thomsen – så er der i dem alle en vinkel, som er aktuel for en psykoterapeutstuderende. Eller også bliver det oplagt at læse terapeutiske emner ind i nærmest alt, hvad jeg hører og ser. Det er jo også noget af dét, som litteraturen kan, udover at underholde os, at give indsigt i andre menneskers tanker og virkelighed. Her får du tre anbefalinger til bøger, som på forskellig vis har givet mig noget.

Rampen af Jesper Stein

 

Rampen er en medrivende, indsigtsfuld og velskrevet familiehistorie, som jeg ikke kunne lægge fra mig.
Jesper Stein, der er kendt som succesfuld krimiforfatter, tager os i “Rampen” tilbage til firserne og hans ungdom og opvækst i Risskov. I en familie, der krakelerer, da hans far efter 29 års ægteskab forelsker sig i en af sine gymnasieelever og dermed efterlader Jesper til at være sin mors støtte og (alt for) fortrolige og vidne til hendes sorg og alkoholmisbrug.  Ved siden af kæmper han med at finde sin egen vej i ungdomslivet, skolen og kærligheden.
Også hans far, den kendte og feterede forfatter, litteraturkritiker og gymnasielærer Finn Stein Larsen, betaler med tiden en pris for sine valg og ender også sine gamle dage i et voldsomt alkoholmisbrug.

Rampen er en medrivende, indsigtsfuld og velskrevet familiehistorie, som jeg ikke kunne lægge fra mig.
En autobiografi om svigt og om hvordan det at finde trøst i alkohol gentager sig fra generation til generation.

Find Rampen her hos Saxo(reklamelink)

Fuglene synger baglæns af Karin Slot Christiansen

 

Bogen er underholdende, beskriver rammende forskellige mennesker og viser, hvor forskelligt livet kan forme sig på både godt og ondt.

“Fuglene synger baglæns” er Karin Slot Christiansens debutroman om at træffe valg i livet, om at leve med dem, om venskaber og om at finde og stå stærkt i sig selv.
En roman, der går i hjertet på mig, fordi den bl.a. fortæller, hvad god terapi i den forbindelse kan betyde. (Karin Slot Christiansen kan i den grad selv, men er i øvrigt gift med B.S.)

Vi møder de to hjerteveninder i 30’erne, Katrine og Vicki, der er gået hver deres retning i livet – den ene hjemme i Vestjylland på en svinefarm som hjemmegående med mand og børn. Den anden er tv-journalist i København og kæreste med en succesfuld, men også notorisk utro og sexafhængig mand. De drømmer hver især om noget andet, end de har, og kommer ud i desperate, modige og svære situationer, der kommer til at sætte både deres tilværelser og venskab på spil.

Bogen er underholdende, beskriver rammende de forskellige typer og viser, hvordan livet kan forme sig på både godt og ondt. Den kan hen ad vejen måske virke en smule triviel, men den er ikke så forudsigelig, som du måske først kan tro!

Find Når fuglene synger baglæns her hos Saxo. (reklamelink)

Store Kongensgade 23 af Søren  Ulrich Thomsen

 

Den kommer til at stå på min reol, hvor jeg vil læse den igen og igen. Jeg lytter faktisk også til den, så fint oplæst af Niels Skousen.

Den store, kritikerroste forfatter Søren Ulrich Thomsen har netop udgivet sit erindringsessay “Store Kongensgade 23”, og jeg måtte købe bogen så hurtigt, jeg kunne få fat i den.
Der findes ingen som ham, der i skarphed i både pen og intellekt kan beskrive livet og menneskene omkring ham.
At læse ham er som at drikke den ypperste vin og spise de bedste delikatesser. Hvert ord og hver linje må smages på og nydes i andægtighed.

Også her er mit psykoterapi-hjerte glad over at læse, hvordan hans mor i halvfjerdserne kommer ud af årelangt medicinforbrug og indlæggelser på sindssygehospitaler den dag en psykiater blot begynder at se hende og tale med hende.

Store Kongesgade 23 er et erindringsessay af den store forfatter, der nu en i alder af 65 skriver om aldringen, tab og om frygten for alderdommen. Som altid skarpt, hjerteskærende, humoristisk, tankevækkende, ekvilibristisk.

 

 

“….frygter jeg også at leve så længe, at jeg til sidst sidder alene tilbage på Solhjemmet og stirrer ned i en adressebog, hvor alle de kære navne er streget ud, mens de afskyeligste røvhuller stadig går lyslevende rundt og griner lige op i ansigtet på Guds uforståelige dispositioner.”

 

Den kommer til at stå på min reol, hvor jeg vil læse den igen og igen. Jeg lytter faktisk også til den (på Saxos app), så fint oplæst af Niels Skousen.

Find Store Kongensgade 23 her hos Saxo. (reklamelink)