Første år på min psykoterapiuddannelse er snart gået!

I disse dage er det et år siden, at jeg endeligt besluttede mig for at gå i en helt nyt retning og begynde at læse til psykoterapeut. Om en måneds tid er det første år gået, og jeg er klar til at gå ind i andet år som studerende. Her kan du læse om, hvordan det har været, og hvad jeg forventer af de næste tre år.

Det er ikke helt overstået endnu. I næste uge er der endnu et fire-dages modul, og så kan jeg runde første kalenderår af på NGI, Nordisk Gestalt Institut. Om et år er jeg gestaltpraktiker – såfremt, jeg består eksamen – og har adgang til de efterfølgende to års overbygning for at læse til psykoterapeut.

Processen er endnu kun begyndt, og jeg har på fornemmelsen, at det er det mindst krævende år, der nu er ved at nærme sig sin afslutning. Forstået på den måde, at der først er en teoretisk eksamen efter andet år, og fordi processen indtil nu har været koncentreret om at lande i studiet, i gruppen og i en begyndende oplevelsesorienteret læring på egen krop om, hvad gestaltterapi går ud på.

Det næste års tid kommer jeg til at fokusere endnu mere på det teoretiske, hvor jeg skal være parat til at gå til eksamen i over 60 forskellige emner. På tredje og fjerde år bliver det intensiveret af en obligatorisk rolle som hjælpelærer, skriftlig opgave, træning i udøvelse af terapi, supervision og endelig en eksamen med en prøveklient under overværelse af både medstuderende, lærer og censorer.

Det kan godt gøre mig lidt nervøs her på forhånd, men jeg øver mig i at have tillid til, at jeg nok skal få lært det hele! 🙂

Intet er forkert!

På det første år har jeg oplevet det som en KÆMPE gave at træde ind i et rum, hvor intet er forkert. Det rum, der skabes her, sammen med holdet og de to lærere, er en sandkasse, hvor alt kan afprøves og siges. Intet er forkert, alt er fortroligt. Man lærer af både sin egen og de andres proces – og bliver bedre og bedre til åbent både at give og modtage feedback.

 

Følelser er ikke et problem, de er medicinen! Og modstand er en gave, der kan åbnes og gøre os klogere på os selv.

 

Det første år har skærpet min “awareness”. Jeg er der slet ikke endnu, men jeg bliver mere og mere bevidst, hvad jeg tænker, føler og mærker. Det lyder måske banalt og ligetil, men det er det absolut ikke. Der kan være mange ting, der står i vejen for vores evne til at have opmærksomhed i alle tre zoner – og ikke mindst autentisk give udtryk for, hvor vi er.

Som terapeut skal man kende sig selv ud og ind og være i stand til at have opmærksomhed på både egen og den andens proces – og have fokus på, hvad der sker kropsmæssigt, følelsesmæssigt og tankemæssigt. Ikke mindst på, hvordan vi afbryder kontakten, hvilket er et stort emne i sig selv, jeg vil vende tilbage til.


At blive, hvad man er!

At gå i gang med et studie til psykoterapeut er livsforandrende. Jeg tror ikke på, at nogen kan arbejde så intenst med sig selv, og i en gruppe, og tilegne sig så megen viden og så mange værktøjer, uden at ændre sig. Når det er sagt, så har gestaltterapi IKKE som mål at lave noget eller nogen om! Der er ikke noget, der er forkert, der gives ikke gode råd.

 

På NGI skaber man ikke terapeuter, men skræller lagene af ind til den terapeut, der allerede er derinde.

 

Der kastes lys på dét, der er! Dét, der foregår her og nu. Der, hvor vi selv oplever problemer, typisk i vores relationer, kan vi blive blive mere bevidste om vores egen adfærd. Man taler, med inspiration fra Nietzsche, om “hvordan man bliver, hvad man er”. (Han var i øvrigt inspireret af den antikke lyriker Pindar: “Bliv den, du er, når du har fundet ud af, hvad det er”).

Eller som min egen terapeut (jeg skal igennem i alt 60 timers egenterapi), af og til har sagt til mig: “før vidste du det, nu ved du det endnu mere“! 🙂


Læsning uden pres

Læsningen vil nok være noget af det, som mange kan frygte. Særligt, hvis man ikke er vant til det, eller det er længe siden, man sidst har studeret. Det skal man nu ikke være her – nogle læser meget, andre knap så meget. I sidste ende handler det om den terapeutiske relation, og om at man kommer med hele sit autentiske selv. Og selvfølgelige har værktøjskassen i orden og lever op til de gestaltterapeutiske metoder, som er ekstremt respektfulde overfor klientens egen proces.

 

Jeg hører til dem, der har stor appetit på det teoretiske. Jeg har selv et issue med at være nervøs for, om jeg lærer det hele. Men her har jeg jo så en gave at åbne! Om præstationsangst, høje krav og perfektion, måske. Men derudover har jeg også en dybtfølt interesse for at lære og blive en kompetent terapeut.

 

Det er i alt fald ikke skolen, der presser mig. Vi opfordres til at læse intuitivt og det, der kalder på os. Desuden er der en læring at hente for hver især gennem andet end de gængse lærebøger. Det kan fx være romaner, som pludseligt læses i et andet lys med den nye baggrundsviden fra gestaltterapien.

Bunken af læste bøger vokser på een eller anden måde støt og roligt!

Naturligvis er der en pensumliste og en masse supplerede litteratur, man kan kaste sig over, men det er en stor befrielse ligefrem at være opfordret til at læse i sit eget tempo og egen rækkefølge. Det tager presset og jeg kan følge min egen proces. De første to år handler jo først og fremmest om mig selv (sagde hunden), og jeg læser mig selv ind i rigtigt meget af stoffet. Det er nødvendigt for siden at kunne brede det ud til andre.

 

Det bliver lettere at læse

Jeg får, af ren og skær nysgerrighed og interesse, støt og roligt tygget mig igennem en masse stof – i mit eget tempo og min egen rækkefølge. Bøger, artikler, både pensum og emner, jeg bliver interesseret i at dykke længere ned i.

Jeg gør sjældent noget færdigt, før jeg kaster mig over noget nyt. Jeg læser flere ting på samme tid. Det passer godt til mig og min nysgerrighed, og jeg kommer ikke til at kede mig ved at hænge for længe i det samme område. Jeg kan lide at hoppe lidt rundt – til gengæld er jeg grundig og tager noter og laver understregninger.

Den allerførste bog, jeg tyggede mig igennem, Gestaltterapiens metode af gestaltterapiens grundlægger Frederick S. Perls (1893-1970), tog mig en evighed. Jeg lavede en hel lille bog af noter. Det har ændret sig siden – jeg har fornemmelsen af, at det bliver nemmere og nemmere. Der er viden, der nu er selvfølgelig, jeg har et fundament her efter det første år, som jeg kan lægge til og bygge videre på.

I min egen proces er der også lagt et godt fundament, selvom jeg langtfra er færdig. Evnen til at arbejde, registrere, udtrykke mig, føle mig tryg og stå i mod andres projektioner og følelser, er grundlagt. Jeg ved nu, at den eneste, der kan gøre mig forkert, i bund og grund er mig.

 

At, alt der kommer fra mig – alt jeg ser, hører og siger, kun kommer fra mig – og således kommer det andre siger og mener også alene fra dem.

 

Jeg føler mig allerede nu en smule stærkere og klogere på mig selv, og jeg føler, at jeg i højere og højere grad kan stå ved mig selv. Med min mands ord er jeg mere frigjort og mere glad.

 

Man må kravle, før man kan gå!

Det er ikke altid let, og der er en masse ny viden, der skal tilegnes. Det første år, har jeg på fornemmelsen, har været på kravlestadiet. Nu skal jeg måske nok først til at lære at gå, og så kommer det til at kræve mere og mere. Af vilje og evne til at skrælle af ind til den indre terapeut, af tid og for mit vedkommende en hel del læsning.

Jeg har en forventning om, at det første år kun har været den spæde begyndelse. Et fundament, der er blevet lagt.
Med Pindars ord, så er jeg vel godt på vej til at blive den, jeg er – ved at finde ud af, hvad det er!

Jeg er meget spændt på, hvad det næste skoleår kommer til at bringe. Men jeg ved, at det vil være det hele værd! ♥

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du en kommentar?
Så del den meget gerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.