Tag Archive for: multiform køkken

Sådan forvandles et gammelt møbel med maling

Her kan du se, hvordan maling af et gammelt møbel, i dette tilfælde et skrivebord, kan gøre det mere let og moderne og give det et nyt liv.

Jeg er så heldig, at jeg har fået lov at få min oldefars gamle skrivebord. Det er et lille fint bord, som mine forældre har arvet for et halvt århundrede siden og har passet på gennem årene – og som jeg nu har fået lov at overtage. For mig er det altså ikke bare et hvilket som helst skrivebord, men en del af min historie.

Maling af gammelt afsyret bord

Et hjem er en forlængelse af ens identitet – summen af ens valg og påfund og af de ting, man er faldet over, har ønsket sig, arvet eller fået i gave. Med andre ord personligt.

Der er ikke ret langt mellem idé og handling hos mig. Så straks efter, at jeg havde fået lov at få skrivebordet, fik jeg det hentet og sat ind i stuen.
Dernæst gik en dags tid, hvor jeg overvejede om det skulle males – og ikke mindst i hvilken farve.

Valg af farve til det gamle møbel

Træ er smukt, men et gammelt møbel, der står afsyret, kan nogengange virke lidt tungt og gammeldags. Min oprindelige tanke havde været at male det, og sådan endte det også efter en dags overvejelse.
Dernæst var der farvevalget. Det er ikke altid nogen let ting. Jeg var i mit hoved omkring de oplagte sort, grå og hvid, men endte med grågrøn Exhale fra Jotun.

Sådan vælger du farve når du skal male dit møbel

Jeg tog udgangspunkt i sammenhængen, som møblet skal stå i. Ikke mindst det fantastiske kelimtæppe fra Noeola.

Jeg kiggede naturligvis på rummet og sammenhængen, som skrivebordet skal stå i. En mørkeblå væg, en lyserød sofa – og et gulvtæppe, hvor jeg forsøger at binde det hele sammen. Jeg tog udgangspunkt i nogle grålige toner i tæppet, og straks jeg så Exhale, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være den!
På grund af lysindfaldet fra vinduet virker farve mere gråblå både i virkeligheden og på nogle af billederne, men den er reelt grågrøn. Men i begge tilfælde – både med og uden meget lys – er den virkelig fin, og jeg er tilfreds med valget.

Farven Exhale fra Jotun brug på et gammelt møbel

Exhale fra Jotun!

Jeg var også omkring kalkmaling, men valgte alligevel en mere slidstærk løsning, som også er helt mat, Lady træ og panelmaling fra Jotun. Det er flot dækkende, super mat, tørrer hurtigt og er nem at arbejde med. Jeg blev anbefaling en grunder, der vil stoppe evt. gulligt udtræk fra træet, men det sprang jeg let og elegant hen over. Skrivebordet har stået afsyret og ubehandlet i årtier, så jeg satser på, at der ikke trækker noget igennem (og tålmodighed er ikke min stærke side).

5-6 timers arbejde – så er skrivebordet forvandlet!

Mal gamle møbler i en moderne farve

Bordet blev hurtigt vasket af, skufferne taget ud og beslagene skruet af (de kunne ikke pudses så meget op, da laget af messing efterhånden var meget tyndt eller ikke-eksisterende, men det er også smukt, at de står slidt og patinerede).
Så er det bare at smøge ærmerne op og komme igang med penslen. Man undervurderer nok altid arbejdet, og jeg brugte i alt et sted mellem 5 og 6 timer på at male skrivebordet to gange. Jeg malede alt – inkl. bagsiden, men ikke oppe under på bundet af bordet – og heller ikke det indvendige af skufferne. Jeg tænker, at jeg skal finde noget sødt hyldepapir og lægge i bunden af skufferne.

Maling af gammelt skrivebord

Før- og efter!

Her kan du se det gamle skrivebord, før og efter malingen. Det var bestemt også smukt som afsyret, men jeg er rigtig glad min beslutning om at gøre det mere opdateret – og lidt lettere i udtrykket – med en farve. Der var ikke så meget nostalgi at tage hensyn til, da bordet oprindeligt havde været brunt, siden hvidt med guld, så afsyret. Hver periode sin stil.

Gammelt skrivebord før og efter maling i en smart farve

 

Mine oldefar var, udover at være bagermester, også sognerådsformand. Da min far var en lille dreng, tog han alle kommunens frimærker fra skuffen og klistrede dem fint op i vindueskarmen :-)))
Min mor fik bordet ændret fra brunt til hvidt med guld – indtil hun afsyrede det en gang i 80’erne. Og nu synes de, at det er fint, at jeg tager det videre hos mig ♥

Så her bliver det nu mig, der vil sidde og læse, når jeg nu formentlig går i gang med en ny uddannelse til psykoterapeut efter sommer.

Gammelt skrivebord malet og i moderne indretning

Jeg har virkelig glædet mig til at invitere dig indenfor i mit nye drømmekøkken! Min kære mand og jeg var ikke helt enige om behovet for et nye køkken i starten, men i marts læste du måske, at vi fik landet Det store Køkkenforlig efter et besøg hos Multiform i Lyngby, hvor ikke mindst jeg faldt pladask for det enkle design og den super lækre kvalitet, som er dansk håndværk, når det er bedst. I dag skal det siges, at vi begge er vildt glade for resultatet, og så sent som i går måtte Sten tage sig selv i at stå og rose køkkenet for dets funktionalitet. Så vi er meget tilfredse ♥

Fra før til nu!

Før

Efter

Allerførst kan du se på de to før- og efterbilleder her, at selve den grundlæggende opstilling af køkkenet er den samme.
Vi har valgt at erstatte overskabene med skabe på begge siden af den lange disk. Det giver meget mere lys og flow i rummet.
Emfang og kogeplade er flyttet over i nichen mod væggen, mens placeringen af vasken er bevaret i disken, men flyttet ind på midten, så der bliver noget symmetri.
Køl og frys er flyttet ud til siden og bygget ind i køkkenvæggen. Det samme gælder ovnen – eller faktisk to stk., hvoraf den ene er en kombiovn – som er indbygget i den modsatte side.

Vi har jo, som du kan se, valgt et helt sort køkken, og det har vi bestemt ikke fortrudt. Jeg synes, det giver karakter, og det er heller ikke svært at holde. I forhold til et hvidt er det måske tværtimod nemmere!

Her kommer vi ind!

Hele underetagens indretning af rummene, som de tidligere ejere har lavet, er perfekt, så det skulle der bestemt ikke rodes med (vi bor på tre etager med køkken, spiseafdeling, bryggers og badeværelse i underetagen, som er en høj kælder).

Køkkenet er kun adskilt fra den store spiseafdeling med en lille tilbageværende stump væg.

Væggen har i øvrigt fået den – synes jeg selv – perfekte dekoration, nemlig det store Bankers vægur fra Arne Jacobsen, der bare slår tonen an farvemæssigt og stilmæssigt i al sine enkle lækkerhed.

Det tager tid at finde de helt rigtige ting til væggene – men een ting, var der ingen tvivl om. Arne Jacobsen Bankers uret er en dekoration i sig selv og passer perfekt til det store og enkle Multiformkøkken!

Overfor køkkenet er jeg i øvrigt så ufattelig heldig at have en lille pejs, så jeg en gang imellem kan nyde flammerne, mens jeg laver mad eller har gæster.

Der skal være plads til at leve og lave mad!

Jeg har valgt et par små åbne hylder i skabsvæggen, fordi jeg godt kan lide, at et køkken bærer præg af at blive brugt, og at der står ting fremme.


I kogenichen er der også plads til ting og sager og afsætning i siderne, også selvom jeg har valgt 90 cm. kogeplade (induktion).


De hvide fliser er metrofliser i dobbelt længde og med facet.

Også vindueskarmene bliver flittigt brugt til at placere ting, og er blevet en integreret del af køkkenet. Og så er jeg så heldig at have kig og udgang til vores lille gårdhave, hvor der er plads til at sidde ud og spise, og hvor jeg kan have lidt krydderurter.

I køkkendisken er der masser af plads – udover skraldespande og opvaskemaskine er der dybe og rummelige skuffer i den inderste side – og skabe i hele ydersiden.

Jeg har fået ekstra plads i det sorte Nordal vitrineskab inde ved siden af, som jeg synes passer fint til køkkenet og samtidig giver lidt kontrast.

Du har nok ikke kunnet undgå at lægge mærke til det – midt i det hele troner det smukke armatur fra Dornbracht i messing som en dronning. Faktisk er det en legering med guld, så den ikke forandrer sig og er let at holde. Modellen hedder Tara, og vi har valgt den med krydsgreb, som giver et fint klassisk look. (læs evt. mere her).

Jeg vil slutte af med noget ikke helt uvæsentligt – bordpladen! Jeg var totalt solgt, at jeg så og mærkede denne her Nero Assoluto, som er en slags granit, fra Afrika, og som har nogle små korn i overfladen, der gør den varm og lækker at se på. Den er også blød at røre ved, så man får en følelse af noget organisk, som samtidig tåler nærmest alt. Den er noget helt særligt, synes jeg.

Det var den store rundtur i mit nye køkken! Hvad der til gengæld er svært at vise, er hvor utroligt lækkert, det hele er at bruge, at arbejde i, at røre ved.
Men jeg håber, at mit glade og stolte ansigt her på billedet, fortæller det hele ♥

Det hele er så gedigent og lækkert, og alt fungerer bare. Indretningen har vist sig at være perfekt, og der må jeg sige, at rådgivningen fra Multiforms køkkenarktitekt har været fantastisk. Det er jo immervæk ikke så tit, at de fleste af os indretter et køkken (du finder teamet fra Lyngby her).

Nu har håndværkerne være i gang siden 1. maj i vores nye hus!
Projektet består af nyt køkken, nyt badeværelse (inkl. nedrivning af væg og gammelt badeværelse), face-lift af et andet badeværelse, nye vinduer, slibning og behandling af gulve, udskiftning af stikkontakter og  spots, maling af alle vægge og alt træværk, ny udvendig trappe og maling af stakitter.
Det er en ordentlig omgang, og nu er der præcis 3 uger til, at det hele skal stå færdigt.

Fra, at alt har været kaos, så er tingene nu så småt begyndt at tage form. Der er stadig et stykke vej endnu, men vi er nået dertil, hvor der er ting, der bliver færdige og vi kan fornemme det gå fra byggeplads til vores fremtidige hjem.
Så nu skal du se noget af det, der sker lige nu. Allerførst fra det nye køkken, hvor jeg jo næsten ikke kan styre min begejstring, nu hvor Multiform kom og satte de første elementer kom op i går. Det bliver SÅ godt, det er overdrevent lækker – og jeg elsker, at det er sort!

Som du kan se, mangler der stadig spots i loftet, og vinduerne er ved at blive skiftet nærmest lige som, som jeg skriver. Gulvet mangler også den sidste finish, men vi er godt på vej!

Vinduerne er ved at blive udskiftet i skrivende stund! Her kan du se vores soveværelse, hvor vinduet til venstre er nyt, og det til højre er gammelt (der mangler en sprosse, og vinduerne var generelt ikke til at redde). Det hele bliver bare friskt og lækkert, men ligner ellers fuldstændigt det gamle. Det skal det i øvrigt også, fordi De engelske Rækkehuse er bevaringsværdige, og der er en helt facademanuel, man skal følge. Bemærk også de nye flotte radiatorskjulere!


Det her har jeg været spændt på! Det gamle badeværelse i underetagen får et face-lift, og jeg har valgt at kaste os ud i en meget mørk grå farve på vægge og skabslåger. Det fungerer lige præcis, som jeg havde forestillet mig – det er selvfølgelig ikke færdigt, men bare vent! Der kommer et nyt toilet med Ifö i et rigtigt flot design, der samtidig er rengøringsvenligt (læs mere her). Ny håndvask og smukke armaturer fra Dornbracht (se mere her).
Også er mangler spots i loftet, og så venter der mig en hyggelig opgave med at få skuret og skrubbet og gjort de gamle klinker flotte.


Det helt nye badeværelse er nu kommet dertil, hvor der er lagt klinker. Er det ikke bare flotte? Her er det min kære mand, der har haft det afgørende ord med at vælge, og jeg må sige, at det var et godt valg! De kræver vist et nærmere kig!


Fliserne er af mærket Kronos keramik og købt på Byens Fliser og Sanitet.
I brusenichen har vi valgt samme flise i en kæmpe 120 x 240 cm. plade.


Forestil dig nu sortoxiderede armaturer (læs mere her), vægge i en knækket grå og Multiform badmøbel i røget eg med kridhvid corian bordplade med integrerede vaske. Og væghæng Spira toilet fra Ifö med touchfree betjening.
Lige om et par uger 🙂


I stuerne er malerarbejdet i fuld gang, og det bliver så flot at få det hele kridhvidt. Jeg er slet ikke til knækket hvid, men elsker det helt hvide på både vægge og træværk. Til gengæld fyrer jeg den så af med den farve ind imellem, og du kan lige ane den mørkeblå i den ene stue. Forrest står de nye forsatsvinduer og venter. Du tænker måske, at vi bare skulle tage nogle koblede ruder i stedet, men forsatsruder er en del af udtrykket i huset, som skal bevares.
Gulvet bliver snart slebet og kommer tilbage i den originale egetræsparket.


Den indbyggede reol står nærmest som ny nu, hvor den har fået en gang maling!


Den sidste lille ting, jeg vil vise dig i dag er et indbygget skab, som er blevet malet hvidt. Før var det mere cremefarvet, men nu glider det mere sammen med væggen. For at løfte den yderligere skal de have greb i læder fra byRavn.


Lædergrebene er en super måde at opdatere looket på og gøre det mere råt og moderne – overskueligt og billigt.
Jeg har købt greb i læder på mål hos byRavn og kommer tilbage med lidt inspirationsbilleder om et par uger, når vi er færdige.

Som du kan se, er der stadig mange bolde i luften, men nu går det rigtigt stærkt. Du kommer selvfølgelig til at kunne følge med her på bloggen.