
I denne dejlige sandaltid gør det altså ikke noget, at fødderne ser velplejede og indbydende ud. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes ind imellem, det kan være lidt af en udfordring. Især, når man går meget, og ikke mindst træner og løber, giver det ekstra meget hård hud og tørhed.
Jeg er stadig meget glad for min batteridrevne fodfil, som især er god, når løbe- og gåture har dannet hård hud. Man skal jo også passe på med at overdrive fileriet, så jeg giver fødderne en lille tur ca. en gang hver 8-10 dag. Derudover er jeg nogenlunde flittig med at bruge fodcreme, som både plejer og afhjælper hælsprækker.
I lørdags var jeg i Torvehallerne, hvor jeg fandt denne her fodolie hos Saltskrub.dk (dem som nu hedder Danica Skincare), og den kan altså noget! Den virker umiddelbart som en creme, men bliver straks til en flydende olie, når den kommer på huden, hvor den med det samme giver de flotteste, glatte fødder.
Jeg bruger fodolien som en slags førstehjælp, som gør fødderne flotte med det samme (se før- og efter nedenunder), men den virker selvfølgelig også mere langsigtet ved at fugte huden og trænge ned i alle sprækker. Om dagen smører jeg den på siderne af fødderne, men undgår at fedte hele foden ind. Den er nemlig lang tid om at trænge ind – og derfor ser fødderne også vildt flotte ud i lang tid – men den er selvfølgelig ikke god at have under hælene i et par klipklappere.
Om natten kan fodolien bruges mere intensivt, evt. med en strømpe udover.
Du kan få fat i fodolien hos Saltskrub.dk / Danica Skincare i Torvehallerne eller Fields i København eller på nettet her. Den koster 140 kr. for 150 ml.















